På tidsskriftfronten begyndte 1960'erne med udgivelsen af det første nummer af Rondo i 1961. Som litterært tidsskrift afløste det direkte Upptakt, der var ophørt med at udkomme i 1958. Ser man på redaktionens interesser og teoretiske orientering, er det nok snarere det franskorienterede tidsskrift Odyssé - og ikke mindst Öyvind Fahlströms bidrag dertil - der var Rondos forbillede. Bag Rondo stod fra begyndelsen studerende fra de litteraturvidenskabelige institutter på fire af Sveriges universiteter, Björn Håkansson, Torkel Rasmusson, Leif Nylén og Torsten Ekbom, samt mere erfarne skribenter som Göran Palm og Öyvind Fahlström. Sidstnævnte står i øvrigt bag tidsskriftets omslagsillustration, som han har kaldt "et øjebliksbillede af tresserintelligentsiaen fanget i dialektisk klemme".

Rondo ville stå for "åbenhed" og "eksperimenter" - to centrale termer for de yngre kunstnermiljøer, som slår igennem i tresserne. Eksperimentet skulle ikke være mål i sig selv, som det hedder i Ekboms leder fra Rondo nr. 2, 1961, men derimod et middel til at formulere nye erfaringer. Man ville introducere ny udenlandsk litteratur - særligt amerikansk beat og den nye franske roman - og åbne scenen for en ny, mere virkelighedsnær og samtidsorienteret poesi. Rondo skulle være demokratisk, ikke højpandet og elitært som for eksempel det mere traditionelt indstillede BLM. Som det hedder i redaktionens første leder: "Musikalsk og filosofisk tid i Bo Nilssons 'Quantitäten' er i og for sig et meget fascinerende emne, men RONDO er ikke en sådan artikels rette plads.". Og videre: "RONDO signalerer ikke "1960'erne". Vi tror at "tiårspsykosen" er et presse- og forlagsinjiceret smitstof, som gør alene gør litteraturen ugavn.". Det gjaldt engagementet for en ny litteratur - ikke for et nyt årti.

Det første nummer af Rondo er mere eller mindre overladt til Göran Palm, til hans skelsættende digt om "megafoner i poesiparken" og ord om en ny enkelhed i poesien. Palm udgav samme år sin debutbog, Hundens besök, og skulle snart komme til at repræsentere den nyenkle skole i svensk poesi, mens Rondo allerede fra nummer 2 bevæger sig i retning af et nyt, mere åbent tekstbegreb. Ekbom taler i sin leder om nedbrydning af traditionelle værdihierarkier og æstetiske konventioner, om elektronisk musik og informel kunst, nye strukturer og formløshedens skabende kraft. Med kontakten til Fahlström og i kraft af de unge skribenters formeksperimenter er det naturligt, at Rondo bliver det første tidsskrift på svensk grund til at samle interessen om den konkrete poesi. I det stort opsatte temanummer 2, 1964 introduceres internationale konkrete poeter som Gomringer og Mon i sammenhæng med Bengt Emil Johnson (der året før var debuteret med Hyllningarna ), Jarl Hammarberg og Erik Beckman . Hermed havde den konkrete bølge i svensk poesi nået et foreløbigt højdepunkt.

Rondo udkom frem til 1964, hvor den redaktionelle linje og enighed ikke længere kunne opretholdes. Ekbom havde kastet sig ud i noveau roman-eksperimenter og spilteori, Håkansson mente vist, at tekstbegrebet med årene var blevet rigeligt udvidet, og Nylén var drevet i retning af pop og beat og var optaget af egne aktiviteter i bandet Gunder Hägg . I det sidste nummer spår Johnson om poesiens fremtid som intermedium snarere end trykte vers:

"Det har af den seneste tids debatter (for eksempel den om "den öppna konsten" i Stockholms Tidningen i vinters, senest i den om "happening" eller "det nye teater" efter den amerikanske uge og sssvvviiisssccchhh-forestillingerne på Moderna Museet) fremgået, dels at begrebet "poesi" i dag er udvidet, at det indebærer noget andet end tidligere - dels også at denne nye situation medfører et øget krav om "hjælpemidler" til fremstilling og distribution, hvis den nye poesi fortsat skal kunne udvikles i takt med sine intentioner. Poesi er i dag ikke længere noget, som er bundet til den trykte bogside."

Torsten Ekbom: Rondo - i skæringspunktet mellem generationer

Leif Nylén: Hvor stammede inspirationen fra?

Leif Nylén: Tekstrealisme

Åke Hodell: artikel 3

Åke Hodell: Enquete

Bengt Emil Johnson: Af Formuleringer om poesi

Öyvind Fahlström: Brise