Det har af den seneste tids debatter (for eksempel den om "den åbne kunst" i Stockholms Tidning i vinters, senest i den om "happenings" eller "det nye teater" efter den amerikanske uge og sssvvviiisssccchhh-forestillingerne på Moderna Museet) fremgået, dels at begrebet "poesi" i dag er blevet udvidet, at det indebærer noget delvist andet end tidligere - dels også at denne nye situation medfører krav om nye redskaber til fremstilling og distribution, hvis den nye poesi fortsat skal kunne udvikle sig i overensstemmelse med sine intentioner. Poesi er i dag ikke længere noget, som er bundet til den trykte bogside - men på samme måde som mange komponisters fantasi og udvikling længe har været, og i en vis udstrækning stadig er, bundet og hæmmet af deres uvilje over for at beskæftige sig med notationsproblemer - at tænke i noder i stedet for i lyd - så har mange digtere endnu ikke lagt mærke til, at der er andre muligheder for poesien end at trykke digte i bøger.
 

Her gælder det givetvis, at distributionsmidlerne og teknikkerne, som i andre kunstneriske sammenhænge, skal være funktionelle, effektive i hver enkelt sammenhæng. Og er poesien af en art, som den konventionelle digtsamling eller tidsskriftside tilbyder et fuldt gyldigt medium for, er der naturligvis ingen årsag til at opgive dem. Men en del af den nye poesi leder i lighed med andre foreteelser i nutidens kunst til såkaldte "grænseoverskridelser". Det vil sige værker, hvor det er formålet at skabe oplevelser eller forudsætninger for oplevelser via vidt forskellige typer af udtryksmidler. Og i den sammenhæng synes jeg, at det er tydeligt, at der er mange andre muligheder end det siden renæssancen næsten uforandrede bogtrykkeri, som på overraskende vis er forbigået eller slet ikke lagt mærke til.
 

Dermed har jeg også indirekte sagt, at jeg stadig synes, der er mange muligheder i arbejdet med den trykte bogside. Faktum er, at de specielle virkemidler, som eksempelvis ligger i en righoldig typografisk differentiering sjældent eller aldrig udnyttes - til dels naturligvis fordi forfatterne teoretisk og praktisk mangler kundskaber om sådanne ting og derfor helt har overladt den detalje til andre. Billeddigte, sådan som de er dukket op den senere tid, har i meget lille udstrækning anvendt de typografisk-tekniske metoder - de mest normale har i stedet været dels collagemetoder, dels reproduktion af håndskrift eller skrivemaskineskrift. Og de her nævnte problemer tror jeg kan have relevans selv for andre poeter end de "konkrete", som jo er dem, der har interesseret sig mest for det visuelle element i digte. Jeg er overbevist om, at mange andre poeter har erfaret, at den typografiske udformning af deres manuskript førte til et mindre vellykket resultat - måske endda til en vis grad har gjort det sværere at opfatte deres oprindelige intentioner.
 

Men det allermest fascinerende er dog de (i denne sammenhæng) næsten helt nye medier. For eksempel radioen. Hidtil har radioen som poetisk distributionsmiddel næsten udelukkende beskæftiget sig med konventionelle deklamationer af typen "dagens digt" - oplæsninger som, hvor gode de end har været isoleret set, ikke har tilført digtene noget nævneværdigt - ikke udnyttet de nye muligheder, mediet tilbyder. På samme måde som en øget indsigt i typografi skulle kunne resultere i en bevidst differentiering af den trykte tekst, kunne indsigt i og eksperimenteren med indspilningsstudiets apparatur lede til en differentiering af det auditive element, som vanskeligt eller slet ikke kan opnås ved direkte oplæsning. Selv relativt enkle manipulationer, som kan udføres i et almindeligt studie (for eksempel overlejringer, filtrering, ophakning, anvendelse af forskellige grader af ekko, afspilning af optaget læsning foretaget baglæns osv.) kan give meget interessante resultater. Og endnu større ville mulighederne naturligvis blive, hvis poeten efterhånden i lighed med komponisten fik mulighed for at arbejde i et komplet elektronisk studie (et sådant er som bekendt for tiden ved at vokse frem i Sveriges Radios regi).

På det distributionstekniske plan aktualiserer det tillige udgivelse af poesi på plade eller bånd - jeg tænker da på en hovedsageligt auditivt orienteret poesi, i modsætning til den nu dominerende, overvejende dokumentaristisk interessante udgivelser (forfatterstemmer!). Dette skulle kunne foranledige helt nye aspekter af kombinationen ord-tone (i en situation, hvor stadigt færre komponister synes at interessere sig for denne genre) - i denne nye version, med udgangspunkt i tekstmaterialet, ville ingen af elementerne behøve at underordne sig et andet, men ville kunne udvikles samtidigt, parallelt.
 

Endnu større muligheder i denne sammenhæng tilbyder TV, hvor ikke bare det auditive, men også det visuelle element ville kunne integreres - man ville kunne skabe billed-lyd-digte af hidtil uanet karakter. Men er eksperimenterne med radiodigtning fåtallige, er de så godt som ikke-eksisterende, når det gælder TV-digte.

Den nye form for poesi, som hidtil har fået de største muligheder for eksperimenteren, er den sceniske eller dramatiske. Jeg skal her ikke komme nærmere ind på disse problemer; de er allerede på belysende facon blevet taget op af Leif Nylén i den artikel (ST 19/11-64), hvor han blandt andet fremførte kravet om flere ressourcer inden for dette område, blandt andet på langt sigt udvidelsen med en fast scene eller midlertidige sceneløsninger af passende kvalitet.
 

Den nye poesis grænseoverskridelser, sådan som de hidtil har set ud, er af visse kritikere blevet beskyldt for at være ganske elementære og middelmådelige - man mener, at resultaterne ikke har stået i rimeligt forhold til de fordringsfulde teorier, til prætentionerne. Delvis er det vel rigtigt. Dels er der i en række tilfælde mindre tale om grænseoverskridelse end om rendyrkning i større eller mindre grad af - ofte tidligere oversete - elementer (billeddigte, lyddigte) - og for det andet tror jeg, at mange resultater er udeblevet så at sige uden grund, fordi de nødvendige praktiske eller økonomiske ressourcer manglede. Det er påliggende at forsøge at skabe forandringer på det punkt - det er nødvendigt, hvis man skal kunne fortsætte med at udvikle og forbedre de færdige kunstneriske resultater af den nye æstetik. (Dette gælder naturligvis i lige så høj grad andre nye kunstformer som for eksempel det instrumentale teater.) Men når man nu fremsætter krav om nye forbedrede muligheder, må man samtidig ikke glemme, at den nye situation også stiller krav til kunstnerne - krav af en art, som tidligere har været aldeles fremmede for for eksempel en poet. Hvis en forfatter i dag skal arbejde med en udvidet typografisk teknik, må han lære sig ting, han tidligere ikke behøvede at bekymre sig om. Skal han arbejde i et moderne lydteknisk studie, må han skaffe sig ganske indgående kendskab til det apparatur, han skal anvende - han skal vide, hvad han gør. Selv om han i det elektroniske musikstudie ligesom i TV-studiet arbejder sammen med selv den dygtigste tekniker, er det absolut nødvendigt, at de taler samme sprog; at kunstneren kan redegøre for sine intentioner på en måde, som gør det muligt, at man kan realisere dem så effektivt og hurtigt som muligt.
 

Jeg er helt klar over, at der vil opstå mange og store problemer i forbindelse med poesiens anneksion af disse nye områder. Men jeg synes, at det er nødvendigt i det mindste at pege på det reelle behov for at aktualisere hele spørgsmålskomplekset. Jeg er overbevist om, at det er af yderste vigtighed, at den unge litteratur kommer i effektiv, frugtbar kontakt med de nye medier, som er typiske, repræsentative for vores verden, vores samfund. At vi, for at bruge John Cages ord, forsøger at forlade renæssancen.

Bengt Emil Johnson: Semikolon; ny poesi - nya media, Rondo nr. 3-4 (Bonniers 1964)