indlæg efter forfatter


At udgive eller ikke at udgive – det er ikke noget spørgsmål


| 6/12/08

Låge nr. 6 åbner også ind et bibliotek. Og denne gang ikke for det ubenævnelige, men det uudgivelige. Et formål hvortil internettet er et udmærket sted – her kan man ufortrødent sætte sig komfortabelt imellem stolene og blæse med munden fuld af mel. 

Publishing the Unpublishable hedder således den række på hundrede eletroniske chapbooks, som Kenneth Goldsmith og Ubu Editions påbegyndte sidste år, og som frit kan downloades. Serien er til dato nået til 42 og rummer bidrag af Christian Bök, Brian Kim Stefans, Charles Bernstein og Derek Beaulieu blandt mange andre. Øvelsen begyndte som en undersøgelse og provokation, skriver Goldsmith, men som vi ved: “hvad vi engang anså for affald, kan, når det kommer til stykket, vise sig at være vores største skat”.

Bøgerne er fra et enkelt ark (Mary Jo Bangs brev til sin far, fra da hun var barn) til 3785 sider: Issue 1, der virkelig blev et issue, da det kom dette efterår, eftersom ingen af dets tekster er af de (kendte) forfattere de tilskrives, men er blevet lagt dem i munden af redaktørerne (Stephen McLauglin, Vladimir Zykov, Gregory Laynor, James Carpenter).

I English in Mallarmé finder Peter Manson engelske gloser skjult i de franske vers hos Stéphane Mallarmé (der jo var engelsklærer), imens Elisabeth S. Clark blotlægger tegnsætningen Between Words (i forlængelse af Goldsmith selv, Reuterswärd m.fl., som tidligere diskuteret).

Claude Closky nøjes med at lægge alfabetet ned på maven.

Bortkommet
– Unnameable Name på Københavns Hovedbibliotek


| 5/12/08

Decembers femte låge er godt gemt og på vej til at forsvinde. Ifølge hjemmesiden skulle den være der en uge mere, men plakaterne på stedet siger (og udstillerne kan bekræfte), at den skjulte udstilling Unnameable Name er væk inden dagen er omme. 

Jeg troede faktisk allerede, jeg var kommet for sent i går, da jeg trådte ind på Københavns Hovedbibliotek. Og ikke bare til udstillingen, men til biblioteket i det hele taget. I rummet mod gaden var betjentene i fuld gang med at fylde bogstakke i skraldecontainere, og udlånet var mere eller mindre forskanset i plastik. 

Det er en stund siden, jeg sidst var forbi, så gensynet med det gamle bibliotek var både foruroligende og rørende. Hjemløse, madpakkespisende, sovende … alskens skæbner mødtes i læsningens tempel. Men jeg var på udkig efter kunst. Og ikke af den slags, der tydeligt gør opmærksom på sig selv. Kunst i “sprækker, mellemrum og på tomme steder imellem de informations- og underholdningkategorier, som den typiske biblioteksgæst normalt er på udkig efter”, som spillereglerne lød. Hvem end den “typiske biblioteksgæst” så er.

Alle mine sanser var skærpet, for jeg vidste jo ikke, hvor jeg skulle kigge. Var det den affældige stuebirk under Skønlitteraur før 1700?

Var det de underfundige skilte, som var overalt?

Eller var det de små personlige budskaber, der spredt hist og her, gemte sig på og under reolerne?

Jo mere, jeg kiggede, jo mere blev alt skulptur, installation og intervention. Æbleskroget på notatblokken, den aflange tomme hessianopslagstavle. For slet ikke at tale om den store forsamling af mennesker, der hypnotiseret sad og lyttede til Jens Christian Grøndahls bragende, overnaturligt dybe stemme i mikrofonen på førstesalen, hvor reolerne var blevet skubbet sammen i siderne for at skabe plads til horderne, så det ikke længere var muligt at komme ind til bøgerne.

Jeg ville gerne tro, at det var dette, der var det “navn som ikke kan navngives”, men jeg havde stadig mine tvivl. Jeg søgte forgæves overalt i stueetagen og på 1. sal. Først på vej slukøret ud igen, øjnede jeg gudskelov ved indgangen A4-arkene med oversigten over udstillingen, som først startede på 2., hvor jeg slet ikke havde været. Det unævnelige kunne heldigvis stadig kortlægges og var bestemt værd at lede efter.

Her oppe i biblioteket fandt jeg “efterladt” på en hylde Jeff de Castros hermetiske spejlbog fyldt med sekstaller, hvis skriftbillede uundgåeligt bragt tankerne i retning af Monica Aasprongs Soldatmarkedet.

Og imellem brandalarmen og Naturens Verden hang Jørgen Michaelsens Appeasement Without a Subject med den lige så hypnotiserende sentens: “The unnameable is not the unnameable / The unnameable is not the name / The name is not the name”.

Klos op ad Maskinteknikken stod Elisabeth Cohens skrånende billede i en boks i stil med den slags dobbeltbundede skuffer eller hemmelige rum, der altid er i kriminallitteraturens biblioteker. 

Og smukt indføjet blandt de øvrige skilte ved nødudgangen fandt jeg “I tilfælde af politiaktion undgå anviste udgange”, der næsten må skyldes Jenny Polak.

Morten Tillitz‘ mærkelige maskine kørte manisk rundt med ord og genstande, som ting vist har det med for ham.

Imens Tanja Nelleman Poulsen i sin vante stil syntes at opfordre lånerne til at bruge bøgerne lige lovligt kreativt med saks og lim. 

Michael Mørk havde bragt sin egen personlige, ikke-alfabetiske orden på en del af kunstafdelingen, til en smule frustration for bibliotekaren, der ikke desto mindre var så sød at give mig en guided tour på etagen, hvor Kim Asburys tinsoldater bl.a. legede krig hen over et landskab af bogtoppe.

Tilbage på 2. sal under Biografier hang pludselig to døde fascister under en hylde med den tilhørende håndbog “Deconstruction Mussolini – a do it yourself plastic garage kit”, som dog ikke var til hjemlån (Gregory Scholette: Still Life with Dead Fascists).

Men det mest uhyggelige var dette:

Det lykkedes mig ikke at bestemme, hvem der stod bag. Og mange andre værker fandt jeg slet ikke. Det bliver jo en del af spillereglerne. Nogle er sikkert simpelthen “bortkommet”. Hvis ikke de, som Jacob Tellufsens Untitled Nothing, insisterede på slet ikke at være der.

Et snitmønsterdigt –
Christine Wilks: Fitting the Pattern


| 4/12/08

“I always felt I should fit the clothes
rather than the clothes should fit me
which is ironical really
since one of the advantages
of home-made over shop-bought
is that you’re supposed to be able
to achieve the perfect fit”.

Christine Wilks interaktive digtsuite, Fitting the Pattern, er en bittersød selvbiografisk fortælling om at være datter af en syerske. 

For at læse digtet må man selv gribe til saks, symaskine, knappenåle og opsprætter. Teksterne afdækkes langsomt, spredt rundt på snitmønstre, og det kræver en særlig rolig opmærksomhed at liste dem frem, fuldkommen ligesom hvis det var et stykke tøj, man var ved at frembringe. Man holder vejret en smule, for ikke at klippe galt eller sy skævt.

Stoffets “ritsj” og symaskinestøjen tilføjer interaktionen en særlig præcis sanselighed. Man sidder med til bords ved sybordet og kan næsten mærke stoffet under håndfladen, nålene mellem læberne. Og det at læserytmen bestemmes af éns håndteren af redskaberne og langsomme udforskning af mønstrene gør selve læsningen til en kropslig oplevelse. 

“The user interface of the garment”, står der. Fortælleren endte måske nok i en anden boldgade end sin mor, hvis mønster hun ønskede at bryde, men så alligevel – længere er der måske alligevel ikke fra symaskine til computer. To manuelt-maskinelle arbejdsprocesser. Som læseren begge inddrages i med musen, idet han eller hun, med en fin ironi, også underkaster sig anvisningerne. Og når stoffet er brugt op, er historien ude.

Den visuelle del af Fitting the Pattern er i øvrigt skabt ved hjælp af open-source-mønstre fra Burda.

Levende skulpturer og andre interventioner –
Harmen de Hoop


| 3/12/08

Man kommer ud på toilettet på universitetet. Og pludselig er der spækket med hvide plastikbægre. Ikke bare henne i hjørnet ved vasken, men ud over hele gulvet, som om der lige var kommet et maratonløb forbi. Man opdager det måske ikke engang i første omgang, ja, man går måske ligefrem igennem dem, men bagefter kan man næsten ikke forstå, at man var i stand til det. Er der nogen, der gået amok? Nej, det er bare en endagsudstilling

Harmen de Hoop forstår at lave rod i systemet. Helt diskret. Han kiler sig ligesom ind. Hvilket ikke betyder, at det bliver uden effekt. Tænk bare på den halve basketballbane, han malede i et nyt kvarter i Amsterdam. Efter nogen tid satte kommunen også en kurv op. Så sig ikke, street art altid er undergravende. 

Nogle af hans billeder er virkelighed, der er blevet til performance, andre performances, der føjer sømløst ind i virkeligheden. Eller også er det bare noget jeg forestiller mig. Og spørg mig ikke, hvor grænsen går.

Blot et par ord kan gøre en stor forskel: Recycle Please på skraldedyngen. HOTEL på busstopskuret. Eller hvad man en lille apartheid-øvelse i den lokale ejendom? 

Alene at kalde noget en levende skulptur (det kunne være et får i en forhave eller bare en dreng, der spiller fodbold) er at gøre noget ved verden.

Man kan også sende et forslag til kommunen om at sætte musik til byens statuer. Eller man kan opdatere dem:

Ja, hvad venter vi egentlig på?

Litteraturreklame – 4th Estate og Douglas Coupland


| 2/12/08

Decembers anden låge tager sit udgangspunkt i denne imponerende reklamefilm for 4th Estate (et imprint under HarperCollins) i anledning af forlagets 25-års jubilæum. Det tog folkene bag animationen nogle uger uden megen søvn og ikke mindst små tusind bøger at producere den. Se den i bedre udgave her og følg tilblivelsesprocessen. 

“Den fjerde statsmagt” (pressen), som forlaget er opkaldt efter, har i øvrigt meget passende fået følgeskab af bloggen 5th Estate (nettet).

Filmen mindede mig om reklamefilmene for Douglas Couplands The Gum Thief, der kom ud for et år siden – et eksempel på sjældent opfindsom markedsføring af litteratur. Det var svært at vælge en enkelt af dem – se dem alle – men pas på, man får lyst til at købe bogen, og dette er jo en pengeløs julekalender.

Men når nu vi er ved Douglas Coupland, er vi jo også nødt til at runde forfatterens billedkunstneriske aktiviteter, hvor han også arbejder med bogen som genstand –  bl.a. i værker som det skulpturelle Fifty Books I Have Read More Than Once og collagerne The Penguins – og med grafisk design og logoer som hans Corporate Safety Blankets

Fra litteratur til reklame til design til kunst i en ring, der formodentlig aldrig sluttes.

David Bellingham: Fresh Fruit & Tables


| 1/12/08

For at imødegå finanskrisen i denne svære juletid lancerer vi hermed den pengeløse gavekalender.

Den første låge rummer tilmed en gave i mere end én forstand. Glasgow-baserede David Bellingham, der i flere omgange har bidraget til Afsnit P, ikke mindst med projektet Copenhagen Sections (2000), valgte nemlig i september i år at forære sin nye bog væk. Fresh Fruit & Tables, som den hedder, blev distribueret igennem en række britiske biblioteker, og kan desuden stadig downloades frit som pdf fra websitet.

Bogen er, så vidt jeg kan se, blandt andet en tiltrængt opsamling af Bellinghams mange, i sagens natur meget flygtige postkortværker. Den virker samtidig som den mest rendyrket konkretpoetiske af hans bøger, et indtryk, der nok til dels fremkaldes af, at det er den mest grafiske – holdt i sorthvid – og fx. også rummer en hilsen til en af den visuelle poesis klassikere, Christian Morgenstern, hvis Fisches Nachtgesang (1905) her opdateres med en tilsvarende dagssang:

Enkelte “digttegninger” går desuden i en interessant dialog med Cia Rinne

Apropos konkret poesi udgav David Bellingham i øvrigt i 2002, sammen med Thomas A. Clark, et fint udvalg af den skotske konkretist Ian Hamilton Finlays digte, The Blue Sail på sit forlag WAX366. 

Og nu har manden langt om længe også fået en hjemmeside. Værsgo at tage for dig af herlighederne!

(ps. kom gerne med “gaveideer”).

ps


| 14/11/08

Århus Kunstbygning har en kunstnersammenslutning, der kalder sig Jylland, allieret sig med en række forfattere om en fælles udstilling.

På Københavns Hovedbibliotek har Kim Asbury og Todd Ayoung kurateret udstillingen Unnameable Name med “observationer” og “uidentificerede objekter i huller, brud og på tomme pladser imellem bøgerne”. Udstillingen kommer fra New York, hvor den blev vist i foråret, men er til lejligheden blevet udvidet med bidrag af syv lokale kunstnere.

Og på Vesterbro har Suvi Andrea Helminen filmet Sternberg, imens han lufter hunden og sin indre standupper.

I Malmö åbner den femte Electrohype-biennale for computerbaseret og teknologisk kunst.

Et splintret landskab af bogstaver
– Melik Ohanian: From The Voice To The Hand


| 1/11/08

Det er noget af et projekt, billedkunstneren Melik Ohanian (f. 1969 i Frankrig) i disse måneder gennemfører i Paris og omegn – herunder med afsløringen af flere nye udsmykningsopgaver (bl.a. i bydelen Bellevilles svømmehal), filmvisninger, billboards rundt i bybilledet, multiples, samt adskillige udstillinger på gallerier og museer. I alt 15 forskellige institutioner er involveret i From The Voice To The Hand

Et af de vigtigste venues er udstillingsstedet Le Plateau, hvortil Ohanian bl.a. har skabt installationen 10.000 Letters, bestående af ti tusind håndlavede gipsbogstaver. Bogstaverne er anbragt på gulvet i bunker, hver repræsenterende et citat. Størsteparten af ophavsmændene er franske tænkere, hvis navne diskret står anført på de nedsænkede neonrør, der deler rummet i to. I installationen er citatbunkerne ulæselige, hulter til bulter som bogstaverne ligger, men på nettet kan de til gengæld høres med forfatternes egen røst. Undtagen et enkelt: et latinsk palindrom – IN GIRUM IMUS NOCTE ET CONSUMIMUR IGNI – titlen på en Guy Debord-film, “Vi går i rundkreds i natten og ædes op af ilden”.

Meningen er, at publikum selv skal formulere nye ord ud fra bogstaverne, og enkelte havde ladet sig inspirere til nye, tredimensionelle rundgange, selv om det, da undertegnede var forbi forleden, var de færreste, der overhovedet havde vovet eller ønsket at forstyrre værkets renhed.

Henri Bergson er repræsenteret med 287 bogstaver, svarende til de to sætninger, filosoffen læste som en lydprøve før et interview med Le Musée de la Parole i 1936. Selve interviewet blev aldrig til noget, og optagelsen er efter sigende den eneste af Bergsons stemme. Hvad han siger, er næsten lige så svært at høre som at læse, og man får kun én chance på hjemmesiden. Hvis ikke man vil investere i vinylpladen, som indgår i en serie af multiples.

På nettet får man tilsvarende lov at se Ohanian tabe et Kalasjnikov-gevær af glas på gulvet, imens man på galleriet blot ser skårene. Det er flygtig og fragmenteret kunst, hvis puslespilbrikker, man skal være yderst ihærdig for at samle, men de enkelte dele er heldigvis smukke i sig selv. Også det kæmpe svært aflæselige ur, Trouble Time(s), som hænger til sidst på udstillingen. Eller først om man vil: kunstneren har nemlig fået udstillingsstedet til midlertidigt at flytte sin entré til nødudgangen, imens den normale indgang er blændet. Ved “nødindgangen” kan man til gengæld til hver en tid tjekke, hvad klokken er på Mars (Relative Time). 

Melik Ohanian

e-Poetry 2009


| 21/10/08

2009-udgaven af e-Poetry-festivalen og -konferencen for elektronisk litteratur finder sted i Barcelona 24-27. maj. Deadline for indsendelse af værker og papers er 1. december.

Caroline Bergvall i København


| 15/10/08

Caroline Bergvall (UK/N/F) holder foredrag og læser op på Københavns Universitet Amager onsdag 22. oktober kl. 12-14 (lokale 23.4.39). Bergvall vil blandt andet tale om konceptuel poesi, skriftens sociale engagement og om hvad der forstås ved performative writing. Hør og læs mere Bergvall her.

Liberatur og alternativ tegnsætning – Den Blå Port nr. 79


| 14/10/08

Zenon Fajfer og Katarzyna Bazarnik: Oka-leczenie (“Øje-healing”), triple-codex-bog (2000)

Liberatur kalder den polske forfatter og dramatiker Zenon Fajfer forsøgsvis den litteratur, som ikke indskrænker sit perspektiv til selve tekstens ordlyd og betydning, men hvis forfatter “udtrykker sig med hele bogen” (liber), dens fysiske form og opbygning. I en fin lille artikel fra 1999, oversat i Den Blå Port nr. 79 med nyskrevet Post Scriptum, slår Fajfer til lyd for en skrivning, som ikke blot tager bogens rum for givet, men i stil med samtidens teater – og billedkunst kunne man tilføje – starter med at opbygge sit eget rum fra grunden.

Uden bevidsthed om bog og bogstav, ingen litterær fornyelse, mener Fajfer. En forfatter, der overlader valget af skrifttype til sin forlægger, er i virkeligheden ikke anderledes end en komponist, der overlader beslutningen om, hvilke instrumenter det skal fremføres med til dirigenten. For “skrifttypen i en bog er som klangfarven i musik”.

Liberatur-genrebetegnelsen er vigtig for Fajfer, fordi den nuværende tendens til at sortere al tekstkunst, som arbejder med sin fysiske form, under billedkunstkategorier som fx artists’ book’en er det samme som at fornægte værkernes litterære kvaliteter. Og betegnelsen har åbenbart slået an, i al fald i Polen, hvor der findes siden 2002 et Libertatur-læserum i Krakow, ligesom tidsskriftet Ha!art udgiver en “Liberatura”-bogserie.

Også Martin Larsen, der mailinterviewes af Thomas Hvid Kromann i samme Blå Port (“Virtuelle dansker on demand”), har problemer med artist’s book’en, ikke mindst når den repræsenterer en fetichering af bogen. For ham er “litteraturens materielle fattigdom” som masseproduceret brugsgenstand også “dens største rigdom”. Om så blot i otte eksemplarer.

Hvor Fajfer er unødigt optaget af at “redde bogen fra at blive udslettet af de elektroniske medier”, er Larsen lidt mere frugtbart bevidst om det mediespecifikke, både når det gælder trykt eller digital litteratur: “Bogen og computerskærmen er to medier som er interaktive og taktile på hver deres, helt forskellige måde, og for meningsfuldt at udgive noget som elektronisk tekst må man finde en eller anden interessant måde at udnytte den elektroniske teksts muligheder på.”

Ja, og måske er det faktisk computeren, vi kan takke for, at vi har lettere ved at se bogen og de litterære valg, den implicit eller eksplicit rummer. “Mange af os læser jo simpelthen mange flere elektroniske ord dagligt end vi læser trykte ord,” som Martin Larsen skriver. “Alene det skulle man tro var tilstrækkelig grund til at selve det trykte ords fremtræden og materialitet (og dermed de indbyggede regler og rutiner og muligheder og begrænsninger) helt naturligt præsenterede sig for de skrivende som noget der er værd at tænke over.”

Midt imellem Fajfers essay og det inspirerende Larsen-interview står så Jonathan Safran Foers korte tekst “Et forstudie til en tegnsætning for hjertesygdom”, der indfører en række helt nye tegn for at dække et underbemidlet område inden for skriftsproget, nemlig tavsheden. En slags udvidet smiley-alfabet dér, hvor sproget ellers kommer til kort. Ligesom i Safran Foers øvrige forfatterskab er det det usagte, som komisk-rørende kommer til overfladen som grafiske uregelmæssigheder og i samme bevægelse forstyrrer sprogets transparens ved at gøre tekstbilledet over-synligt: 

Til sidst sidder man og læser lutter pile og kasser og andre dingbats – en tekstperformance på grænsen til det asemiske. Hvilket uvægerligt fører tankerne hen på Victor Borges klassiske sketch Phonetic Punctuation og Carl Fredrik Reuterswärds Prix Nobel-plade og -bøger.

Den Blå Port har i øvrigt med dette lovende nummer fået ny redaktion bestående af Mathilde Walter Clark, Nikolaj Zeuthen og Torben Jelsbak. Og ny form naturligvis.

“Låt poeterne komma” – Åke Hodells Lågsniff landet på nettet


| 2/10/08

Ubuweb har tilføjet den geniale svenske tekst/lyd-digter Åke Hodells performancefilm Lågsniff til sit bugnende arkiv. En forrygende, kulsort og kras forestilling. “De sagde at Anden Verdenskrig var morsommere and Første Verdenskrig. De siger at Tredje Verdenskrig bliver endnu morsommere…” Poet-piloterne i filmen er også fire af den svenske konkretpoesis hovedpersoner: Hodell, Bengt Emil Johnson, Torsten Ekbom og Leif Nylén – assisteret af stewardesserne Sissi Nilsson og Elisabeth Nylén. 

Filmen, der kun blev sendt en enkelt gang på svensk tv i 1965, blev i 2002 fundet frem fra glemslen og udgivet på dvd af Rönnells Antikvarat i Stockholm, hvorfra den stadig kan bestilles.

Robert Coover: A History of the Future of Narrative


| 27/9/08

Den amerikanske forfatter Robert Coovers keynote-speech på Electronic Literature in Europe. Coover introduceres af Scott Rettberg, og videoen er produceret af Martin Arvebro. 

Elektroniske oplæsninger med hele kroppen


| 25/9/08

            

Noah Wardrip-Fruin: Talking Cure i Bergen (foto: Scott Rettberg)

Som Loss Pequeño Glazier har gjort opmærksom på, forstås den elektroniske litteratur bedst, hvis man ser den som en fortsættelse af den eksperimentelle trykte litteratur. Men af en eller anden grund er springet fra papiret til computeren åbenbart så stort, at en del har svært ved at følge med. I den akademiske verden for eksempel hører den digitale del af litteraturen sjældent ind under litteraturvidenskaben, men oftere (hvis overhovedet) under medie-, it- eller mere teknisk klingende fag og institutioner. Hvilket vel i yderste konsekvens burde betyde, at den trykte litteratur skulle studeres på noget i retning af Den grafiske Højskole? 

Jeg kom til at tænke på det til seminaret Electronic Poetry i Europe på Humanistisk Informatik i Bergen for nylig, som fandt sted mere eller mindre upåagtet af universitets litteraturvidenskabelige miljø, på trods af at det endda omfattede en åben aften med readings. Hvilket var en enestående mulighed for virkelig at blive imødekommet af den “digitalt fødte” litteratur.

Elektroniske oplæsninger – eller performances – giver læserne mulighed for at sidde på samme side af skærmen som forfatteren og for at dele en oplevelse, der som al læsning måske til tider kan føles ensom og famlende. Og nogle gange får man måske ligefrem lov til at deltage i skrivningen af den tekst, der læses – mens den bliver læst. Det var for eksempel tilfældet i Bergen med Ian Hatchers digtprojekt, Opening Sources. En god del af publikum havde medbragt den bærbare og ved oplæsningens begyndelse blev de lukket (eller snarere logget) ind til teksten med mulighed for at omskrive den, ét ord ad gangen. Med tiden blev digteren så at sige bare en marionet, der læste, hvad end publikum måtte byde ham. Klart en form med potentiale.

Andre tilbød læserne den luksus at blive guidet rundt i værkerne, som blev projiceret op på væggen foran eller bag dem, og som forfatterne naturligvis kender bedre end de fleste: En slags recitation med musen, om man vil. Men i flere tilfælde også ledsaget af en traditionel mundtlig oplæsning af de tekster, der stod skrevet, kom til syne eller blev genereret.

Fordi skabelsen og oplevelsen af værkerne kræver maskinel bistand, betyder det jo ikke at kroppen er blevet sat ud af spil. Ofte tværtimod. 

             

Maria Mencia: Speech-Sound Generated Visual Poems and Accidental Meaning, Landmark, Bergen

På kunstindustrimuseet Permanenten “demonstrerede” Ottar Ormstad sine Svevedikte iført et par knaldgule bukser som et stort Y, mens han gav et par sproglige hints til de ikke-norskkyndige. Noah Wardrip-Fruin læste op siddende foran et kamera, hvis output blev gengivet med (hele tre lag af) skrift på skærmen, i en sammensmeltning af hans læsende ansigt og den læste tekst. Og på Landmark lod Maria Mencia stemmens lyd og kraft tegne skriftbilleder. Imens Judd Morrissey lod to performere inkarnere og recitere sit kæmpe visuelle digt, som boltrede sig i hele rummets længde. For blot at nævne nogle eksempler. 

            

Judd Morrisseys The Last Performance [dot com] med Mark Jeffery og Fanny Holmin, Landmark 

Parallelparkering


| 28/8/08

Skulptur i byrummet af Anders Bonnesen

Apropos parkeringspladser har Kopenhagen en ret fin fotoreportage fra gruppen KUBIKs installation i Københavns gader, ParallelParkering (hvis p-billet desværre allerede er udløbet). 

YouTube i selvsving


| 27/8/08

fra Constant Dullaart: YouTube as a Subject.

De sidste p’er


| 26/8/08

Bommen er endegyldigt gået ned for P-kælderen, som blev åbnet i 2004. De sidste to p’er er netop parkeret. Men den underjordiske verden kan naturligvis stadig udforskes (du finder det også via galleriet). Tak til alle der bidrog!

903. Morten Søndergaard (Turku, Finland)

920. Johannes F. Sohlman (Nansensgade, København)

Ingensgade


| 23/8/08

(Oslo)

Litteraturhuset før sæsonen


| 22/8/08

Mens det meste af den norske, samt nordiske, litterære tidsskrift- og festivaloffentlighed allierer sig til Tekstallianse i Oslo denne weekend, kan undertegnede selvforskyldt sidde i København og se tilbage på et nyligt førstebesøg på Litteraturhuset.

Fine forhold, må man nok sige. Det er næsten mine eneste anke, at det skal være så fint. I sensommerstemningen en lørdag eftermiddag, hvor det er kun var boghandel og café/restaurant, der var i funktion, blev det – som i mange andre sammenhænge – lidt skingert, det der med det “litterære”; en flacon med Poême-parfume fra Lancôme nærmest. Jeg har indvendt det tidligere i andre sammenhænge, når folk har agiteret for et Litteraturens eller Poesiens Hus i København. Og min erindring om det sagnomspundne Litteraturhaus i Fasanenstraße i Berlin, forbilledet for det københavnske LiteraturHaus, er tilsvarende. Er det virkelig litteraturens steder, eller er det bare litterærligt?

Tekstallianse er, gudskelov, det største modbevis, som man overhovedet kan drømme om. Og rækken af litterære institutioner, der bebor etagerne på Wergelandsveien, overskygger naturligvis enhver tvivl om det store potentiale i at have et fælles sted. Jeg vil glæde mig til at komme igen – i sæsonen!

Men hvorfor er det, at man skal kunne bestille pink champagne i baren?  Det er næsten lige så gådefuldt for mig, som at restauranten på Cinemateket i København bærer navnet Sult. Og nej, jeg mener ikke, at et litteraturhus nødvendigvis skal være et folkekøkken for tuberkuløse genier (men hvorfor egentlig ikke også det?). Lidt uforståeligt for mig er det bare, at kunst og litteratur altid og uden undtagelse skal snobbes ind i gourmetmad og andet lir (ikke et ord om Karriere). Imens “biblioteket”, der skal skabe stemning rundt om cafébordene, selvfølgelig overvejende består af staffage fra Det Bedstes Bogklub. Hvem kunne drømme om at tage bøgerne ned fra reolen?

Norli-filialen i huset fejler ikke noget, ud over at være en kædeboghandel selvfølgelig. Sådan som vi kender det fra Statens Museum for Kunst og Det kongelige Bibliotek herhjemme (dér er Cinemateket anderledes på sporet, og LiteraturHaus tilsvarende forbilledlig). Hos Norli har de rigtige bøger (og rigtig mange med dansk målestok). Og i kælderen har de et stille hjørne, hvor man kan læse tidsskrifter.

Forfatterportrætter af Terje Nicolaisen i Litteraturhuset

00110000 – Project 8 anmeldt


| 15/8/08

Martin Johansen anmelder Project 8 på Information.dk.

Tekstallianse 2008


| 13/8/08

Tekstallianse, den nye messe for norske og skandinaviske småforlag, litteraturfestivaler og tidsskrifter, finder sted for første gang i Oslo 23.-24. august.

The NY Art Book Fair


| 24/7/08

The NY Art Book Fair – Printed Matter’s årlige messe for samtidskunstbøger, kunstkataloger, artists’ books, kunsttidsskrifter og fanziner med over 120 internationale forlag, boghandlere og antikvarer – finder sted 24.-25. oktober i år.

ABC3D


| 24/7/08

Jeg så tilfældigvis (i et referat), at Børsen bekymret har spurgt Gyldendal, om sms-litteratur mon vil udkonkurrere bogen. Man ser det for sig.

Men nu er jeg også blevet bekymret for, at viral markedsføring skal udrydde pop-op-bogen.

Banksy-syndromet


| 18/7/08

Er det virkelig interessant, hvem der er inden i Banksy? The Guardian’s Francesca Gavin blogger træt om mediernes ensidige version af street arten: “one big painful teenage cliche”. Hvergang nogen prøver at formulere noget indholdsrigt om de politiske, sociale og kunstneriske dimensioner, bliver det klippet ud igen, skriver hun, hvorefter hun opremser en række mindre kendte navne, som ifølge hende er både mere subversive, interessante og fortjener “a hell of a lot more credit”, heriblandt CutUp Collective og polske truth, som begge virker ret forrygende.

Er det overhovedet muligt at opretholde street cred’en, hvis man går indendøre som for eksempel også Zevs, der i foråret viste tilladt graffiti både indenfor og uden på Glyptoteket, for ikke at glemme Husk Mit Navn, som netop har udsmykket (et fitnesscenter?) for Novo Nordisk – stadig med ansigtet behørigt sløret. Eller formår kunstnerne faktisk – som Pernille Rom overvejede det på aarhus.nu i anledning af sidstnævnte gadekunstners seneste udstilling på V1 i den nu mondæne Kødby – at tage deres kritiske potentiale med ind?

Én ting er i al fald sikker: overraskelsesmomentet er svært at opretholde, når der som på Glyptoteket er nærmest overtydelig skiltning til hvert værk, så publikum ikke kan gå glip af noget. Og også på nettet, for den sags skyld, er situationen en anden. Ét er dokumentation, et andet genstande man kan tage med hjem – noget ganske tredje tilfældigt i forbifarten at møde “noget”. At finde og samle sin egen oplevelse. Jeg ved godt, hvad jeg selv synes bedst om.

Email here


| 12/7/08

Tilos, Grækenland

Tak for sidst fra stengæsten
– første møde med Kurt Johannesen


| 2/7/08

Apropos beskrevne sten: Disse to sten blev mit første møde med Kurt Johannesen. Den ene – “Det som hender medan du pustar inn” – står på badeværelset. Den anden – “Det som hender medan du pustar ut” – står i køkkenet. Begge dele hos fotograferne Catherine Cameron og Øyvind Hjelmen i deres hyggelige bolig på øen Stord et sted mellem Bergen og Stavanger, som for en periode huser den ene af i alt syv versioner af værket (Pust, 2006). Til hvert stenpar hører en bog, hvori det er meningen, at gæster som mig skal skrive, hvad der falder os ind efter mødet. En slags stengæstebog altså. Jeg må indrømme, jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle skrive, men at min første tanke var, at det var som en slags stenlunger – en lunge i hvert rum. Men naturligvis også som to gravsten – genstande, man normalt ikke falder over på vej i badet, eller når man kommer hjem fra købmanden. Det det der sker, mens man trækker vejret. Nogen udånder endegyldigt, andre drager bare et suk. Og imens … 

… fortsætter associationen videre til Tóroddur Poulsens oprørske stentavlebog, Det første og det sidste.

Johannesens to sten er også tavler og dermed naturligvis også en bog i sig selv. Og på fjeldet Beitelen i Dale står ordene så igen, og med endnu større mellemrum imellem siderne. Man må vel klatre sig vej. Snak om en interaktiv fortælling.

Ord i en vis grad af frihed


| 22/6/08

Ordskyen herover er lavet med legetøjet Wordle, som med lidt fantasi og god vilje kan bruges til at “læse” tekster på en ny måde. Man hælder tekst på i den ene ende, og ud kommer ordene i den anden ende arrangeret efter hyppighed og i skyformation. Programmet er udviklet af Jonathan Feinberg, der bl.a. også har været med til at lave visualiseringen The Dumpster (Whitney Artport/Tate Online). 

Teksten er i dette tilfælde en engelsk oversættelse af F.T. Marinettis manifester, Destruction of Syntax – Imagination without strings – Words-in-Freedom. Futuristerne var nok stadig lidt friere i formen. Se fx. det fine arkiv hos Kunsthistorisches Institut i Firenze.

Fortids fremtid
– Johannes Heldén i vinduet på Galleri Volt


| 20/6/08

Mit yndlingsgalleri i Bergen, By the Way, stoppede i fjor efter otte års aktiviteter, hvoraf mange stadig kan ses dokumenteret på nettet. Nu er stedet genopstået med nye kræfter og nyt navn: Volt (hjemmeside på vej). Ligesom forgængeren bærer det undertitlen “galleri for samtidskunst”.

Volt er ren overflade. Ikke et udstillingsrum, men en udstilling med et rum omkring – byen. Dets vinduer ligger og lyser i regnskumringen på hjørnet af Lars Hilles gate og Christies gate i centrum lige ved kunstmuseerne og Festplassen. Bag vinduerne, inde i bygningen, gemmer sig efter sigende rekvisitter fra parkvæsenet. Nogle gange har udstillingerne skullet opleves langt fra, andre gange helt tæt på, og andre gange igen har man været i tvivl, om det overhovedet var det færdige, man fik at se. Tvivlen og overraskelsen har været frugtbare medspillere i gråzonen mellem inde og ude, mellem kunstkikkeri, window shopping og tilfældige glimt i farten. Ja, det er faktisk næsten, som om der har manglet noget, når der bare blev vist værker, som lige så godt kunne have hængt på væggen i et galleri. 

Volts første udstiller, Johannes Heldén, lægger ud med A Better Tomorrow. En installation, som trækker tråde tilbage til blandt andet Primärdirektivet (Afsnit P 2006), hvorfra et stort landskab går igen i det ene vindue: Et gigantisk hvidt bygningsværk, som ved nærsyn viser sig at være tætbeskrevet med gentagne sætninger. I de øvrige vitriner gengives omslagene fra en “spontant muteret” bogsamling. Sci fi-litteratur, hvis titler og forfatternavne på omslag og ryg jævnfør udstillingsteksten har forvandlet sig til en “alternativ historie”, hvem ved, måske en hilsen fra fremtiden? Fragmenterne samler man selv, ligesom i Primärdirektivet. Grebet er velgennemført og dobbelt – båret af en kærlighed til fremtidslitteraturens paradoksale nostalgi. Disse slidte bind i vinduet forvandler bygningen til noget, der let kunne forveksles med et hvervekontor for Scientology-kirken.

Også vitrinen, montren og udhængsskabet er dybt nostalgiske, beslægtet med de parisiske passager i den benjaminske optik: fortidens lokkende interfaces. Gadegalleriet og vinduesudstillingen er ikke desto mindre stadigt genkommende fænomener (med den københavnske, nu eksilerede Kbh Kunsthal som den måske flotteste) ligesom de “umulige rum” (OEen Groups container hævet over Israels Plads, Unten Drunter under en trappe i Malmö, JICPB Cube Gallery i Bøvlingbjerg i det nordjyske). Jo mindre og mere afsides jo bedre. Omvendt proportionalt med det (lige så døgnåbne) virtuelle udstillingsrum på nettet, der kan nås på sekunder fra alle steder i verden, og til tider kræver næsten for lidt af beskueren, må man her rejse langt for næsten ingenting. Ikke på By the Way/Volt dog. Det ligger midt på alfarvej, lysende i regnen. Og når Johannes Heldéns fortids fremtid befinder sig bag ruderne, kunne man ønske det også var gået online. Koblet op til en fjern galakse.

Electronic Literature Collection, Vol. 2 — Call for Work


| 17/6/08

Electronic Literature Organization indkalder potentielle værker til Electronic Literature Collection, Volume 2, som skal udkomme i 2009. Sidste frist 30. september i år.

Street art’en i bevægelse
– Blu’s væg-animation Muto


| 14/6/08

Jeg har længe filosoferet over, hvor vigtige de to “offentlige rum” nettet og gaden er for hinanden. Nettet giver ikke mindst den flygtige street art et længere liv og et større publikum. Men gaden inspirerer også tilbage, og de gensidige “links” bliver stadig flere. 

Italienske Blu, der er et af de street navne, som er blevet så store, at han for tiden udstiller bogstaveligt talt Tate Modern (under deres aktuelle Street Art-udstilling), har taget et ultimativt skridt i retning af at bringe de to sfærer helt sammen: at flygtiggøre gadekunsten til det yderste – netop med det formål at forevige den på netbaseret video. Muto hedder filmen (herover): en fuldkommen overvældende tour de force, som var dømt til at gå viral

Hvert eneste billede i stop-motion-animationen er i sig selv et stykke grafitti, som i næste billede bliver overmalet med et nyt. Hvilket i løbet af de i alt 7 minutters action bliver til ikke så få. Hvorlænge de hver især fik lov at leve, røber historien ikke noget om, men jeg gætter på rimeligt kort. Og hvor lang tid har projektet ikke taget ham. “I spent the winter working on some animations”, som han henkastet skriver. Muto’s locations er Buenos Aires og Baden – to rum, der sømløst glider over i hinanden, hvorved man mindes om, at dette selvfølgelig både er dokumentation og fiktion. Det hele starter med en mursten i muren, der bliver levende. Flere gang blander fysiske genstande sig med stregen. Men den surrealistiske fortælling indfanger én, så man glemmer “mediet”, og hvordan det hele er blevet til. Lige indtil man igen kommer i tanke om det og bliver mildt sagt svimmel. Musikken af Andrea Martignoni er et ret afgørende bindemiddel, det er utroligt, hvor meget liv lyd kan tilføje.

En palimpsest i bevægelse. Metoden og stofligheden minder lidt om William Kentridge. Men det at det er byen, der er tegneblokken, forandrer en god del, synes jeg. Det må virkelig være en proces med forhindringer, og også i noget højere grad, end når man laver bestillingsgrafitti på et af de største moderne kunstmuseer (hvor betegnelsen Street Art bliver en anelse ironisk).

En af Blu’s andre, kortere “wall painted animations” foregår i øvrigt slet ikke på gaden, men indendøre i et enkelt rum, som filmen lukker om sig selv i en sløjfe. Og her kommer der sågar bogstaver i bevægelse: Letter A. Afspil filmene i fuldskærmmode. Og lad os se, om du kan holde dig fra at sende dem videre.

Sproget vristet løs fra køn og krop – Queerlitteraturdagen i Göteborg 2008


| 12/6/08

Til Queerlitteraturdagen i Göteborg, som blev afholdt lørdag 31. maj på Pustervik-teatret, komponeret af forfatterne Athena Farrokzhad og Linn Hansén, fik ingen af aftenprogrammets medvirkende digtere (med undtagelse af spoken word-digteren Staceyann Chin) lov at arbejde på egen hånd. Alle var blevet opfordret til at skrive og optræde i små grupper ud fra forskellige “uppdrag”. Jeg selv var kommet i muntert selskab med de fine poeter Tova Gerge og Kajsa Sundin, og jeg vil ikke sige, at opgaven var let, for hvordan skriver man overhovedet sammen med andre, og endda uden først at have haft mulighed for at synkronisere sine planer in real life? Men det skabte sin egen queer og uforudsigelige aften for alle.

Det var modigt af arrangørerne at forlange noget af alle bidragydere og at tvinge dem til at forholde sig til netop fremførelsen. Først bagefter forstod jeg via Dennis Coopers blograpport, at han og Eli Levén blot havde gjort det simple greb at bytte tekster. Dennis tror nu ikke, at han og Eli “fooled the crowd”, men jeg, som ikke på forhånd kendte deres forfatterskaber, var temmelig let at tage ved næsen.

En lidt tilsvarende udskiftningsmanøvre, men mere kompleks, havde Hanna Hallgren og Johan Jönsson foretaget i deres fælleslæsning med overskriften Mandlighed, som i mine ører var dagens litterære højdepunkt. Vi tænker, at vi er skolet til at lytte til litteratur som netop litteratur – og dermed fiktion – men en oplæsning som denne pointerede forbilledligt, hvor meget vi placerer ordene i de kroppe, personligheder og køn, som de i øjeblikket “udspringer” fra. Vi kan simpelthen ikke lade være.

Og intet føltes pludselig vigtigere – i det queere rum med alle dets faldgruber for at falde i nye fastlåste opfattelser af hinanden straks man har vristet sig fri af de gamle – end at lære sig at adskille sproget fra kroppene.  

fra digterens hånd


| 14/9/96

fra digterens hånd

Håndskrevne digte af otte danske digtere: B.S. Ingemann, Emil Aarestrup, J.P. Jacobsen, Tove Ditlevsen, Inger Christensen, Peter Laugesen, Søren Ulrik Thomsen og Simon Grotrian.

Katalog redigeret af Naja Marie Aidt, Tinne Borgland, Pia Juul og Christian Yde Frostholm.

Grafisk tilrettelæggelse: Tinne Borgland og C.Y. Frostholm.

Afsnit P/Arken 1996 | 40 s. | ISBN 87-985715-1-6

udsolgt

Se og læs mere om udstillingen.