Noah Wardrip-Fruin: Talking Cure i Bergen (foto: Scott Rettberg)
Som Loss Pequeño Glazier har gjort opmærksom på, forstås den elektroniske litteratur bedst, hvis man ser den som en fortsættelse af den eksperimentelle trykte litteratur. Men af en eller anden grund er springet fra papiret til computeren åbenbart så stort, at en del har svært ved at følge med. I den akademiske verden for eksempel hører den digitale del af litteraturen sjældent ind under litteraturvidenskaben, men oftere (hvis overhovedet) under medie-, it- eller mere teknisk klingende fag og institutioner. Hvilket vel i yderste konsekvens burde betyde, at den trykte litteratur skulle studeres på noget i retning af Den grafiske Højskole?
Jeg kom til at tænke på det til seminaret Electronic Poetry i Europe på Humanistisk Informatik i Bergen for nylig, som fandt sted mere eller mindre upåagtet af universitets litteraturvidenskabelige miljø, på trods af at det endda omfattede en åben aften med readings. Hvilket var en enestående mulighed for virkelig at blive imødekommet af den “digitalt fødte” litteratur.
Elektroniske oplæsninger – eller performances – giver læserne mulighed for at sidde på samme side af skærmen som forfatteren og for at dele en oplevelse, der som al læsning måske til tider kan føles ensom og famlende. Og nogle gange får man måske ligefrem lov til at deltage i skrivningen af den tekst, der læses – mens den bliver læst. Det var for eksempel tilfældet i Bergen med Ian Hatchers digtprojekt, Opening Sources. En god del af publikum havde medbragt den bærbare og ved oplæsningens begyndelse blev de lukket (eller snarere logget) ind til teksten med mulighed for at omskrive den, ét ord ad gangen. Med tiden blev digteren så at sige bare en marionet, der læste, hvad end publikum måtte byde ham. Klart en form med potentiale.
Andre tilbød læserne den luksus at blive guidet rundt i værkerne, som blev projiceret op på væggen foran eller bag dem, og som forfatterne naturligvis kender bedre end de fleste: En slags recitation med musen, om man vil. Men i flere tilfælde også ledsaget af en traditionel mundtlig oplæsning af de tekster, der stod skrevet, kom til syne eller blev genereret.
Fordi skabelsen og oplevelsen af værkerne kræver maskinel bistand, betyder det jo ikke at kroppen er blevet sat ud af spil. Ofte tværtimod.
Maria Mencia: Speech-Sound Generated Visual Poems and Accidental Meaning, Landmark, Bergen
På kunstindustrimuseet Permanenten “demonstrerede” Ottar Ormstad sine Svevedikte iført et par knaldgule bukser som et stort Y, mens han gav et par sproglige hints til de ikke-norskkyndige. Noah Wardrip-Fruin læste op siddende foran et kamera, hvis output blev gengivet med (hele tre lag af) skrift på skærmen, i en sammensmeltning af hans læsende ansigt og den læste tekst. Og på Landmark lod Maria Mencia stemmens lyd og kraft tegne skriftbilleder. Imens Judd Morrissey lod to performere inkarnere og recitere sit kæmpe visuelle digt, som boltrede sig i hele rummets længde. For blot at nævne nogle eksempler.
Apropos parkeringspladser har Kopenhagen en ret fin fotoreportage fra gruppen KUBIKs installation i Københavns gader, ParallelParkering (hvis p-billet desværre allerede er udløbet).
De rå fabrikslokaler i Sukkerfabrikken i Stege er en perfekt location for fluxus-udstillingen Food for Thought. Udstillingen er startskuddet for U-TURNs kvadriennale som fra 5. september og et par måneder frem finder sted i de gamle Carlsberg Bryggerier i Valby, i Nikolaj samt rundt omkring i Københavns byrum. Grundrecepten er lyd og madvarer – i bred og grænseoverskridende fluxus-forstand. Der er Bjørn Nørgaards legendariske hesteslagtning i kælderen, suppeservering og -diskussion i fluxuskøkkenet ovenpå og diverse madvarer og yndlingsredskaber (for eksempel Joseph Beuys pølsekniv) i det tilhørende wunderkammer. I samlingen af fetichobjekter indgår to værker af den geniale belgiske kunstner Broodthaers: alt-godt-fra-havet-planchen Citron-Citröen og flaskeposten Le Manuscript trouvé dans une Bouteille. Da Broodthaers som ung lærte Magritte at kende, blev han særligt fascineret af anvendelsen af ord til at modsige et visuelt udtryk. Lingvistisk og visuel repræsentation blev et omdrejningspunkt i hans egen kunstneriske undersøgelse.
Pangordene citron og citroën’s lysende kontrast giver planchens akvamarinblå nostalgi et helt andet og komplekst udtryk – både hvad angår betydning og farveholdning. Den surrealistiske blanding af zoologisk klassificering og bilindustri optræder også i andre af Broodthaers’ plancher – en genre han yndede -, for eksempel Les Animaux de la Ferme som afbilleder 15 forskellige kvægracer med et bilmærke skrevet under hvert billede. Modsætningen mellem billede og ord undergraver den klarhed og entydighed der ellers kendetegner undervisningsplanchen.
Referenceforholdet mellem tekst og ting er også drilagtigt på spil i flaske-værket. Her er det ikke bordeaux-flaskens vante flydende indhold der er i søgelyset, men flasken som tekstbeholder og tekstobjekt. Genstanden bærer inskriptionen Manuscript 1833 – en henvisning til Poes novelle Manuscript found in a Bottle fra 1833. På den tilhørende karton står samme titel på tysk med dateringerne 1833 og 1974. I værket anno 74 er objektet og dens emballage selve teksten, samtidig med at der trækkes spor tilbage til den traditionelle litterære tekst – den er blot ikke tilgængelig for læsning. Man kan med andre ord ikke komme ind i manuskriptets hemmeligheder – det er i overfladerne det foregår. Ud over kartonen var flasken i sin tid i 1974 også indpakket i et stykke silkepapir hvor der stod Broodthaers: The Manuscript, efterfulgt af en lille tekst i tre versioner – en engelsk, tysk og fransk – om objektet; altså en almindelig Bordeaux-hvidvinsflaske hvis inskription refererer til Poe … osv.
Broodthaers kom oprindelig fra poesiens verden, men efter at have levet 20 år som fattig digter, greb han til den symbolske handling at indstøbe 50 usolgte eksemplarer af digtsamlingen Pense-Bête i gips. Teksten var forseglet, gjort ulæselig – til gengæld var hans første bogobjekt blevet født!
Nok om Broodthaers for denne gang. Der er forresten også meget andet at komme efter i Sukkerfabrikken i Stege – af både ældre og nyere værker. Blandt de sidste for eksempel nogle temmelig syrede performanceværker på video. Lilibeth Cuenca der i anledningen af udstillingen går amok med en malerkost mellem benene. Og ikke mindst det finske klagekor der fra karsken bælg og med stiff upperlip gjalder løs om hverdagens sorger og fortrædeligheder. Det sidste er ubetaleligt morsomt.
Bommen er endegyldigt gået ned for P-kælderen, som blev åbnet i 2004. De sidste to p’er er netop parkeret. Men den underjordiske verden kan naturligvis stadig udforskes (du finder det også via galleriet). Tak til alle der bidrog!
Mens det meste af den norske, samt nordiske, litterære tidsskrift- og festivaloffentlighed allierer sig til Tekstallianse i Oslo denne weekend, kan undertegnede selvforskyldt sidde i København og se tilbage på et nyligt førstebesøg på Litteraturhuset.
Fine forhold, må man nok sige. Det er næsten mine eneste anke, at det skal være så fint. I sensommerstemningen en lørdag eftermiddag, hvor det er kun var boghandel og café/restaurant, der var i funktion, blev det – som i mange andre sammenhænge – lidt skingert, det der med det “litterære”; en flacon med Poême-parfume fra Lancôme nærmest. Jeg har indvendt det tidligere i andre sammenhænge, når folk har agiteret for et Litteraturens eller Poesiens Hus i København. Og min erindring om det sagnomspundne Litteraturhaus i Fasanenstraße i Berlin, forbilledet for det københavnske LiteraturHaus, er tilsvarende. Er det virkelig litteraturens steder, eller er det bare litterærligt?
Tekstallianse er, gudskelov, det største modbevis, som man overhovedet kan drømme om. Og rækken af litterære institutioner, der bebor etagerne på Wergelandsveien, overskygger naturligvis enhver tvivl om det store potentiale i at have et fælles sted. Jeg vil glæde mig til at komme igen – i sæsonen!
Men hvorfor er det, at man skal kunne bestille pink champagne i baren? Det er næsten lige så gådefuldt for mig, som at restauranten på Cinemateket i København bærer navnet Sult. Og nej, jeg mener ikke, at et litteraturhus nødvendigvis skal være et folkekøkken for tuberkuløse genier (men hvorfor egentlig ikke også det?). Lidt uforståeligt for mig er det bare, at kunst og litteratur altid og uden undtagelse skal snobbes ind i gourmetmad og andet lir (ikke et ord om Karriere). Imens “biblioteket”, der skal skabe stemning rundt om cafébordene, selvfølgelig overvejende består af staffage fra Det Bedstes Bogklub. Hvem kunne drømme om at tage bøgerne ned fra reolen?
Norli-filialen i huset fejler ikke noget, ud over at være en kædeboghandel selvfølgelig. Sådan som vi kender det fra Statens Museum for Kunst og Det kongelige Bibliotek herhjemme (dér er Cinemateket anderledes på sporet, og LiteraturHaus tilsvarende forbilledlig). Hos Norli har de rigtige bøger (og rigtig mange med dansk målestok). Og i kælderen har de et stille hjørne, hvor man kan læse tidsskrifter.
Forfatterportrætter af Terje Nicolaisen i Litteraturhuset
Websitet Afsnit P hylder årets tal: I dag på den magiske dato 080808 løfter vi sløret for Oskar Ponnerts fotopoetiske værk Project 8.
Den svenske digter, fotograf og designer har igennem en årrække undersøgt 8-tallernes kendetegn og artens diversitet, udbredelse og biotoper.
Project 8 handler i al sin enkelhed om et tal, men også om de mekanismer, der styrer, hvad og hvorfor vi fotograferer. Den virtuelle udstilling består af otte slideshow-animationer, som på forskellig vis forsøger at skabe orden og betydning i en verden, hvor der egentlig ingenting er.
Velkommen til online-fernisering. Og hold dig ikke tilbage med at kommentere projektet her i ploggen. Udstillingen kan ses fra i dag fredag 8/8 2008 kl. 8 – og i al uendelighed.
Det er magisk at ankomme til fyret ved Kap Finisterra, også selv om man ikke er religiøs. For pilgrimmen er fyret den ultimative endestation for El Camino, Santiago-pilgrimsvandringen, hvor tøjet brændes på klipperne og vandrestaven kastes i havet efter at have tilbagelagt ofte hundredevis af kilometer. I ugevis har pilgrimmen fulgt de gule pile og muslingeskallen, nu er der ganske enkelt ikke flere stier og tegn at følge. Her hører verden op. Fyret ligger på en lille halvø som Jeppe Brixvold i sit Hæfte om den personlige bodsvandring beskriver som en grå finger, der peger ud fra den galiciske Costa de la Muerte, Dødens kyst, og kan ses på hele kystvejen fra Noia. Kysten er forrevet, landskabet billedskønt, men vejret også lunefuldt. Man fornemmer at det er en natur, der kræver sine ofre.
Vi ankommer i en tæt, våd tåge og hører havets brusen langt nede omkring klipperne, men kan intet se. En mærkværdig dyrelignende knurren lyder gennem tågen. Det er La Vaca, en sirene kaldet Koen på grund af de to opadvendte tågehorn, som brøler ud i intetheden og advarer eventuelle søfarende. Ud over konturerne af et par enkelte kors er det eneste der kommer øjet i møde, en ensom graffitti-tegning af en kvinde og en fisk. Tegningen figurerer jo ikke i guidebogen, men det er nærlæggende at opfatte den som en slags pilgrimsstreet-art. En mystisk lille (Jesus-)fisk i hænderne på en stor, sort Madonna..?.. Mere ligetil forekommer budskabet i den rødglødende Jesus-tegning på transformatorstationen på vejen ud til fyret.
Billederne minder mig om hvad det er ved Spanien, som til stadighed fascinerer mig upåklageligt. Der er strøm på naturens rå og destruktive kræfter (indre som ydre), på døden, Jesus, Madonna og så videre, ikke kun i kunsten og litteraturen, men også i det uforhippede og moderne hverdagsliv. Det umådelige og følelsesfulde træder ofte og upoleret frem – brutalt og henkastet i én og samme bevægelse. Som kirkegården i Finisterra hvor kors og gravsten vælter rundt hulter til bulter. Eller messen i katedralen i Santiago de Compostela hvor turisme, skriftemål, bryllupsceremoni, fælles bøn, åben gråd, kærestekysseri, sang og opremsning af ankomne pilgrimme foregår mere eller mindre samtidigt.
Genlæsningen af Brixvolds bog optog mig i øvrigt langt mere end Cees Nootebooms ellers meget vidende bog om Spanien, Omveje til Santiago. Måske fordi den er skrevet i niveau med vejen, landskabet, tankeflowet og de mennesker jeget møder på vandringen.
Tilbage i det lille fiskerleje Finisterra kan man nu med god samvittighed nyde en velfortjent øl på den lokale pub, Titanic. Og diskutere sandheds- og interesseværdien af et forlydende rygte om at der hjemme i Danmark arrangeres pilgrimsrejser til katedralen i Viborg.
Jeg læste Sigurd Tenningens kortprosabog GÆA på skibsdækket af en langsomfærge med udsigt til en håndfuld Kyklade-øer der stod skarpere og skarpere mod horisonten. Et perfekt sted at opleve denne lille perle – og at koncentrere og sprede tankerne. Gæa er et drømmesyn, en ø, der emanerer frem rumligt og visuelt og udfordrer sprogets og bevidsthedens forståelseskategorier. Den første af de fire tekster, Arkhipelagos, omhandler et mytisk drømmelandskab, en ø der nærmer sig bevidstheden konkret, samtidig med at tekstens jeg reflekterer over standarder for geografiske fremstillinger af landskaber i kartografiens historie; fysiske modeller af forskellige verdensbilleder. Efterfølgende beskrives ø-folkets mentalitet og trosforestillinger. Jeg kom i tanke om Cortázars fortælling Øen i middagsstunden hvor en steward bliver besat af en ø, han iagttager fra flyveren. Og da det jo er fantastisk litteratur, overskrider hovedpersonen pludelig tidslig og geografisk afstand og skyller op på øen, som gemmer på erotiske glæder her og nu og også spor tilbage til en gammel minoisk og ægyptisk kultur. Nå, en tangent – men det er hvad der sker, når man læser en tekst som GÆA.
Teksten Kort historie om ild omhandler også et fiktivt landområde, Uqbar, som en anden stor argentiner, Borges, har skrevet om i novellen Tlön, Uqbar, Orbis Tertius. Som Borges lader Tenningen stedets tydelige fiktionskarakter infiltrere med virkelige historiske steder, personer og begivenheder. Den stilistiske og tematiske arv fra Borges gennemtrænger hele teksten: myter, oldtidshistorie, biblioteker, litterære kilder, jødisk mystik, lister…, – men Tenningens bog er desuden ligeså encyklopædisk og genremæssigt vild og frisættende, som den er sprogligt og stilistisk stram. Videnskab og fantasi konvergerer; historie, antropologi, topografi og matematik blander sig med listedigte, satire, opdagelseslitteratur og fantastisk litteratur for nu blot at nævne nogle af ingredienserne.
Ud over den mytiske fortælling om et arkaisk og utopiske ø-rige gemmer GÆA også på en – meget elliptisk – krimihistorie bestående af lister hvoraf alle ord begynder med bogstavet k. Det narrative opstår af de kategorier listerne er inddelt i. Der er både mordvåben, elskovslyde, barnlig ordglæde, fabeldyr og verden på verden i disse k-listers svimlende fortællepotentiale – og måske endda også små hjælpenøgler til begribelse af Gæa-tekstens koncept og konstruktion.
Der er rigtig meget af komme efter i forlaget Gasspedals lille fine udgivelse. Af viden, litterært eksperiment, gådefuldhed og en nærmest klassisk poetisk skønhed. Det gælder ikke mindst bogens visuelle side som tæller såvel grafikken som fotos og de fiktive landkort, både i større og mindre udsnit. På forsiden af hvert nyt kapitelafsnit er der zoomet ind på “klatter” af landkortet, så de fremstår som abstrakte billeder eller ligner biologiske strukturer set gennem mikroskop.
Uden for bogens univers, men i association til, har Martin Grüner Larsen lavet en fin lille fotoserie på Flickr som indfanger tekstens både mytiske, gådefulde og videnskabelige aura.
Er det virkelig interessant, hvem der er inden i Banksy? The Guardian’s Francesca Gavin blogger træt om mediernes ensidige version af street arten: “one big painful teenage cliche”. Hvergang nogen prøver at formulere noget indholdsrigt om de politiske, sociale og kunstneriske dimensioner, bliver det klippet ud igen, skriver hun, hvorefter hun opremser en række mindre kendte navne, som ifølge hende er både mere subversive, interessante og fortjener “a hell of a lot more credit”, heriblandt CutUp Collective og polske truth, som begge virker ret forrygende.
Er det overhovedet muligt at opretholde street cred’en, hvis man går indendøre som for eksempel også Zevs, der i foråret viste tilladt graffiti både indenfor og uden på Glyptoteket, for ikke at glemme Husk Mit Navn, som netop har udsmykket (et fitnesscenter?) for Novo Nordisk – stadig med ansigtet behørigt sløret. Eller formår kunstnerne faktisk – som Pernille Rom overvejede det på aarhus.nu i anledning af sidstnævnte gadekunstners seneste udstilling på V1 i den nu mondæne Kødby – at tage deres kritiske potentiale med ind?
Én ting er i al fald sikker: overraskelsesmomentet er svært at opretholde, når der som på Glyptoteket er nærmest overtydelig skiltning til hvert værk, så publikum ikke kan gå glip af noget. Og også på nettet, for den sags skyld, er situationen en anden. Ét er dokumentation, et andet genstande man kan tage med hjem – noget ganske tredje tilfældigt i forbifarten at møde “noget”. At finde og samle sin egen oplevelse. Jeg ved godt, hvad jeg selv synes bedst om.
Kunstnerduoen YOUNG-HAE CHANG HEAVY INDUSTRIES
har efterhånden produceret over 40 flashtekster udformet i samme jazzede minimalistiske stil der ligner ældre kunstformer som konkret poesi og eksperimenterende film. Værkerne leger med den animerede tekst narrative muligheder og animationens slægtsskab med musikken, men er samtidig set fra new media art-vinklen primitivt enkle og gammeldags. Ingen klikken, ingen læservalg, ingen faren vild i det ergodiske trafikkaos. Man læner sig dovent tilbage og lade sig udstoppe som en foisgrasgås med ord og atter ord, akkompagneret af sort jazz og ofte af Victorias kælne computerstemme. “Simpelt-fedt” som jeg hørte en af børnene på vejen sige forleden.
Nogle af værkerne går ufatteligt hurtigt – 12 fps, inddelt i 85 ms intervaller. Visse af ordene er flashet på mindre end et halvt sekund. Grib informationerne, eller mist dem, siger teksten. For ordene og deres betydning forsvinder næsten før man har opfanget dem – og så er det er bare too late. Skærmlæseren er her som en astronaut for hvem alt afhænger af hast og orientering mod et mål. Man arbejder under tidsbegrænsninger som skulle man tilbage til rumskibet eller jorden, før iltbeholderen løber tør. Læsningen af den hasarderede tekst bliver da en rytmisk deltagelse hvor refleksionen kun har et splitsekond til at presse sig selv. Det kræver en spredt, åben og hengiven bevidsthed – som umiddelbart inden søvnen indtræder – at opfange ordene og forstå dem i sammenhæng. Hastigheden får læseren til at falde i dyb koncentration eller i en tilstand der grænser op til trance. Som den en performer befinder sig i, når han skal indtage scenen og udføre sin præstation – hvis han begynder at tænke over det forestående, er det helt sikkert, at han fejler. “Søvngængernærværet” erstatter rationalitetens systematiserende forståelse. Og YHCHI’s værker ekspliciterer også selv gerne The Art of Sleep og dens flow af associationer.
Værket BUST DOWN THE DOOR (2000) – mit første møde med YHCHI – trækker brutalt læseren ud af computertrygheden med en historie om et indbrud midt om natten af uidentificérbare væbnede voldsmænd: “They bust open the door while you sleep, rush into your home, enter your bedroom, drag you out of bed, push you in your underwear to the street”. Og mens du’et ligger på knæ med en kugle for panden, genkaldes nattens drøm om elskeren, stranden og den ubærligt søde bossa nova. Det chokerende pludselige overgreb giver adgang til det ubevidstes sanselystne billedflow. Synsvinklen starter med 2. person ental, men skifter ved næste gennemspilning til tredje person og efterfølgende i nye kombinationer. Overgrebet griber ud i alle sociale konstellationer, og også læseren indtager både rollen som voldsmand og offer.
Den første version af værket anvender monotone trommer til at fremmane stemningen af trussel og fare. Remixet BUST DOWN THE DOOR! GATES OF HELL – VICTORIA VERSION (2004) – udstillet på ni internetkøleskabe i Rodin Gallery på The Samsung Museum of Art in Seoul – fremhæver derimod tekstens vekselvirkning mellem kærtegn og vold ved hjælp at musikkens konstant varierede tempo. Kontrasten mellem den langsomme kælende bossa nova-rytme og den pludseligt aggressive tempoforcering demonstrerer musikalsk at tvang og lyst nu én gang er forbundne størrelser – også i tekstens rige.
“Enten han færdedes i sin brydsomme Forstandergjerning, eller man havde ham på Tomandshaand, lyste hans Personlighed af den samme Mildhed og Hjærtensgodhed. Hans Digtning tilhørte Børnenes Verden, især de fattige og forsømte, og disse har aldrig havt en varmere Ven og Talsmand end Leopold Budde.”
Apropos beskrevne sten: Disse to sten blev mit første møde med Kurt Johannesen. Den ene – “Det som hender medan du pustar inn” – står på badeværelset. Den anden – “Det som hender medan du pustar ut” – står i køkkenet. Begge dele hos fotograferne Catherine Cameron og Øyvind Hjelmen i deres hyggelige bolig på øen Stord et sted mellem Bergen og Stavanger, som for en periode huser den ene af i alt syv versioner af værket (Pust, 2006). Til hvert stenpar hører en bog, hvori det er meningen, at gæster som mig skal skrive, hvad der falder os ind efter mødet. En slags stengæstebog altså. Jeg må indrømme, jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle skrive, men at min første tanke var, at det var som en slags stenlunger – en lunge i hvert rum. Men naturligvis også som to gravsten – genstande, man normalt ikke falder over på vej i badet, eller når man kommer hjem fra købmanden. Det det der sker, mens man trækker vejret. Nogen udånder endegyldigt, andre drager bare et suk. Og imens …
… fortsætter associationen videre til Tóroddur Poulsens oprørske stentavlebog, Det første og det sidste.
Johannesens to sten er også tavler og dermed naturligvis også en bog i sig selv. Og på fjeldet Beitelen i Dale står ordene så igen, og med endnu større mellemrum imellem siderne. Man må vel klatre sig vej. Snak om en interaktiv fortælling.
Her i ploggen er vi dødmisundelige på titlen på Lars Bukdahls næste bog, der kommer til september: Alfabeter fra Pluto. Det må mindst være zaum eller zaroum i 7. potens der tales derude på Dværgplaneten, ex-planeten Pluto. Eller for den sags skyld på Plutoiderne som jeg lige læste om i avisen forleden.
Langt fra den udspacede bukdahlske ordleg, men ikke mindst med kosmisk aura er Astrid Gjesings Måne hav sten-værk, dokumenteret i bogen Noter til ensomhed. Bogen er udgivet i anledning af lommetørklæde-udstillingen af samme navn på Kvindemuseet i Århus, foråret 2008, men rummer både fotodokumentation af andre af kunstnerens vigtige værker og essays om værkerne, heriblandt Mathias Kokholms fine tekst om lyrik-/lysinstallationen Nat Tegn.
I 23 store runde, vandslebne sten fra istiden, placeret i tidevandslinjen på Moesgård Strand, har Gjesing i 1998 fået sandblæst de danske navne på månens have: Klarhedens Hav, Fugtighedernes Hav, Nektarhavet, Tågernes Hav og så videre. I det mellemliggende årti har naturen skrevet videre på værket; dækket dele af ordene til med tang og alger, fyldt småsten i bogstavfordybningerne, udvisket ordene og i perioder skjult stenene under vandet. Hun skriver i bogen, hvordan hun på sine gåture iagttager samspillet mellem værk og natur, og hvor overrasket hun, til trods for at hun kender området godt, er blevet over graden af foranderlighed.
Stenene ligger som rolige pejlemærker for den vandrende og viser naturens konstante forandringer, samtidig med at de i sig selv giver fysisk form til samspillet mellem universet, naturen og mennesket. En zen-have under vand. Fravær, afstand og forgængelighed konkretiseres i stenenes tyngde – alfabetets flygtighed er ikke til at komme udenom. Tyst taler stenene om det universelt ufattelige; sammenhængen mellem det helt nære liv derinde i kroppen og rummet langt derude.
Ordskyen herover er lavet med legetøjet Wordle, som med lidt fantasi og god vilje kan bruges til at “læse” tekster på en ny måde. Man hælder tekst på i den ene ende, og ud kommer ordene i den anden ende arrangeret efter hyppighed og i skyformation. Programmet er udviklet af Jonathan Feinberg, der bl.a. også har været med til at lave visualiseringen The Dumpster (Whitney Artport/Tate Online).
Mit yndlingsgalleri i Bergen, By the Way, stoppede i fjor efter otte års aktiviteter, hvoraf mange stadig kan ses dokumenteret på nettet. Nu er stedet genopstået med nye kræfter og nyt navn: Volt (hjemmeside på vej). Ligesom forgængeren bærer det undertitlen “galleri for samtidskunst”.
Volt er ren overflade. Ikke et udstillingsrum, men en udstilling med et rum omkring – byen. Dets vinduer ligger og lyser i regnskumringen på hjørnet af Lars Hilles gate og Christies gate i centrum lige ved kunstmuseerne og Festplassen. Bag vinduerne, inde i bygningen, gemmer sig efter sigende rekvisitter fra parkvæsenet. Nogle gange har udstillingerne skullet opleves langt fra, andre gange helt tæt på, og andre gange igen har man været i tvivl, om det overhovedet var det færdige, man fik at se. Tvivlen og overraskelsen har været frugtbare medspillere i gråzonen mellem inde og ude, mellem kunstkikkeri, window shopping og tilfældige glimt i farten. Ja, det er faktisk næsten, som om der har manglet noget, når der bare blev vist værker, som lige så godt kunne have hængt på væggen i et galleri.
Volts første udstiller, Johannes Heldén, lægger ud med A Better Tomorrow. En installation, som trækker tråde tilbage til blandt andet Primärdirektivet (Afsnit P 2006), hvorfra et stort landskab går igen i det ene vindue: Et gigantisk hvidt bygningsværk, som ved nærsyn viser sig at være tætbeskrevet med gentagne sætninger. I de øvrige vitriner gengives omslagene fra en “spontant muteret” bogsamling. Sci fi-litteratur, hvis titler og forfatternavne på omslag og ryg jævnfør udstillingsteksten har forvandlet sig til en “alternativ historie”, hvem ved, måske en hilsen fra fremtiden? Fragmenterne samler man selv, ligesom i Primärdirektivet. Grebet er velgennemført og dobbelt – båret af en kærlighed til fremtidslitteraturens paradoksale nostalgi. Disse slidte bind i vinduet forvandler bygningen til noget, der let kunne forveksles med et hvervekontor for Scientology-kirken.
Også vitrinen, montren og udhængsskabet er dybt nostalgiske, beslægtet med de parisiske passager i den benjaminske optik: fortidens lokkende interfaces. Gadegalleriet og vinduesudstillingen er ikke desto mindre stadigt genkommende fænomener (med den københavnske, nu eksileredeKbh Kunsthal som den måske flotteste) ligesom de “umulige rum” (OEen Groups container hævet over Israels Plads, Unten Drunter under en trappe i Malmö, JICPB Cube Gallery i Bøvlingbjerg i det nordjyske). Jo mindre og mere afsides jo bedre. Omvendt proportionalt med det (lige så døgnåbne) virtuelle udstillingsrum på nettet, der kan nås på sekunder fra alle steder i verden, og til tider kræver næsten for lidt af beskueren, må man her rejse langt for næsten ingenting. Ikke på By the Way/Volt dog. Det ligger midt på alfarvej, lysende i regnen. Og når Johannes Heldéns fortids fremtid befinder sig bag ruderne, kunne man ønske det også var gået online. Koblet op til en fjern galakse.
Det har allerede fået trukket pælene op, Camilla Nørgårds spraglede nomadetelt, hvor lyset faldt helt uforudsigeligt ind af de ca. 4000 kuvertruder. Gid det rejste videre. Og hvorfor skulle det ikke? Når nu alle disse rudekuverter gennem års arbejdsrutiner er blevet tømt for skyldstyngende kapitallogisk indhold, og de indre værdier omsider har fået lov til at blafre frit i vinden. For her gemmer rudekuverternes sande hemmeligheder sig – et 1001 nats ornamentalsk eventyr. Pengeverdens dominans fordufter, det dømmende sprogs plapren forstummer, så snart man træder ind i konvolutternes ellers usynlige og overraskende farverige inderverden – verdener – af grafiske strukturer, farver og mønstre. En helt særlig oplevelse at være inde i et rum, der består at vrangvendte papirlommer, ligner et hus, men blafrer som en dug. En moské af papirstoflighed, enkelt og mangfoldigt.
Teltet kunne aflægge visit på de danske arbejdspladser og tilbyde samfundskollektiv aflad, en unik æstetisk oplevelse – eller måske bare et øjebliks ro.
Jeg har længe filosoferet over, hvor vigtige de to “offentlige rum” nettet og gaden er for hinanden. Nettet giver ikke mindst den flygtige street art et længere liv og et større publikum. Men gaden inspirerer også tilbage, og de gensidige “links” bliver stadig flere.
Italienske Blu, der er et af de street navne, som er blevet så store, at han for tiden udstiller bogstaveligt talt på Tate Modern (under deres aktuelle Street Art-udstilling), har taget et ultimativt skridt i retning af at bringe de to sfærer helt sammen: at flygtiggøre gadekunsten til det yderste – netop med det formål at forevige den på netbaseret video. Muto hedder filmen (herover): en fuldkommen overvældende tour de force, som var dømt til at gå viral.
Hvert eneste billede i stop-motion-animationen er i sig selv et stykke grafitti, som i næste billede bliver overmalet med et nyt. Hvilket i løbet af de i alt 7 minutters action bliver til ikke så få. Hvorlænge de hver især fik lov at leve, røber historien ikke noget om, men jeg gætter på rimeligt kort. Og hvor lang tid har projektet ikke taget ham. “I spent the winter working on some animations”, som han henkastet skriver. Muto’s locations er Buenos Aires og Baden – to rum, der sømløst glider over i hinanden, hvorved man mindes om, at dette selvfølgelig både er dokumentation og fiktion. Det hele starter med en mursten i muren, der bliver levende. Flere gang blander fysiske genstande sig med stregen. Men den surrealistiske fortælling indfanger én, så man glemmer “mediet”, og hvordan det hele er blevet til. Lige indtil man igen kommer i tanke om det og bliver mildt sagt svimmel. Musikken af Andrea Martignoni er et ret afgørende bindemiddel, det er utroligt, hvor meget liv lyd kan tilføje.
En palimpsest i bevægelse. Metoden og stofligheden minder lidt om William Kentridge. Men det at det er byen, der er tegneblokken, forandrer en god del, synes jeg. Det må virkelig være en proces med forhindringer, og også i noget højere grad, end når man laver bestillingsgrafitti på et af de største moderne kunstmuseer (hvor betegnelsen Street Art bliver en anelse ironisk).
En af Blu’s andre, kortere “wall painted animations” foregår i øvrigt slet ikke på gaden, men indendøre i et enkelt rum, som filmen lukker om sig selv i en sløjfe. Og her kommer der sågar bogstaver i bevægelse: Letter A. Afspil filmene i fuldskærmmode. Og lad os se, om du kan holde dig fra at sende dem videre.
“I traditional politisk og social tænkning har det “offentlige” været defineret i forhold til det ”private”. Grænsen mellem det offentlige og det private er dog aldrig blevet fastlagt. Snarere er den konstant blevet ændret og forhandlet gennem forskellige kulturer og historiske epoker. For eksempel gav den moderne vestlige distinktion ingen mening i antik græsk tænkning, hvor private husholdninger blev opfattet som dele af det omgivende fællesskab, politisk relevante og dermed fundamentalt offentlige.”
Velkommen til Plog Ultra, Afsnit Ps nye blog for to stemmer. Plog Ultra bygger oven på Ploggen der siden 2003 har undersøgt grænseområdet mellem ord og billede. Den nye Plog i forbedret udgave er formmæssigt mere elastisk og emnemæssigt strammere, dog uden at udtørre huden – der er stadig plads til leg og meningsløs sludder.
Her vil vi – Christian Yde Frostholm og Karen Wagner – skrive om litteraturen uden for bogen og i mødet med andre andre kunstformer – på nettet og i det offentlige rum. Ligesom vi undersøger selve bogbegrebet – den fysiske, den digitale; bogen som objekt, rum og metafor.
Hvad sker det med skriften og det poetiske sprog når det forlader bogsidens statiske og éndimensionelle ramme og slippes fri i det fysiske eller virtuelle rum? Hvordan forandrer det litterære sprogs udtryksformer sig når det bliver rum eller anvendes i et medium, der er flydende, gestikulerende og tredimensionelt ligesom det selv? Og hvilke nye læsemåder afføder de nye litterære og tværæstetiske kunstformer?
Plog Ultra er, som alle blogs, et work-in-progress. Vi håber du får lyst til at bidrage med dine kommentarer undervejs.
Skal facebook-beskeden være Between You and X, eller skal den stå på væggen? Jeg er som regel aldrig i tvivl, men kan konstatere at der er nogen, der trækker grænsen mellem det lukkede brevs hemmeligheder og det åbne blotlagte postkort noget anderledes. Jeg mærker et pavlovsk ryk i kæbepartiet, hver gang jeg læser en i mine ører alt andet end officiel besked på min væg. Og de samme trækninger vender tilbage, når mine facebookvenner fortæller om fotos af mig, som jeg ikke selv har lagt ud og tagget. Det hellige fortrolige familiebillede som jeg muligvis ikke engang ville vise de nærmeste, evigt ironiske, venner. Det er kontroltabet man skal tåle, når man kommunikerer i et komplekst online fællesskab. Og det er graden af kontrol, man overvejer hver gang man vælger medium: skal det være en besked Between You and X, hvor man i ro og mag kan gøre sig umage med den sproglige iscensættelse for at gøre indtryk på hiin Enkelte. Går man på væggen og pingponger for næsen af alle de andre beundrende facebookere. Eller slipper man sig selv løs i chattens talesprogslignende umiddelbarhed, som selvfølgelig kun er pseudo-umiddelbar (der er stadig en lille forsinkelse der bekræfter Derridas postalske princip: ambivalensen af på den ene side nærværet og på den anden side fravær og forsinkelse.)
Men hurtigt går det. Vi er lysår væk fra det langsommelige, velovervejede brev, og netop tempoet og de pludseligt forrykkede grænser mellem privat og offentligt chokerer mig. Og pirrer.
Til Queerlitteraturdagen i Göteborg, som blev afholdt lørdag 31. maj på Pustervik-teatret, komponeret af forfatterne Athena Farrokzhad og Linn Hansén, fik ingen af aftenprogrammets medvirkende digtere (med undtagelse af spoken word-digteren Staceyann Chin) lov at arbejde på egen hånd. Alle var blevet opfordret til at skrive og optræde i små grupper ud fra forskellige “uppdrag”. Jeg selv var kommet i muntert selskab med de fine poeter Tova Gerge og Kajsa Sundin, og jeg vil ikke sige, at opgaven var let, for hvordan skriver man overhovedet sammen med andre, og endda uden først at have haft mulighed for at synkronisere sine planer in real life? Men det skabte sin egen queer og uforudsigelige aften for alle.
Det var modigt af arrangørerne at forlange noget af alle bidragydere og at tvinge dem til at forholde sig til netop fremførelsen. Først bagefter forstod jeg via Dennis Coopers blograpport, at han og Eli Levén blot havde gjort det simple greb at bytte tekster. Dennis tror nu ikke, at han og Eli “fooled the crowd”, men jeg, som ikke på forhånd kendte deres forfatterskaber, var temmelig let at tage ved næsen.
En lidt tilsvarende udskiftningsmanøvre, men mere kompleks, havde Hanna Hallgren og Johan Jönsson foretaget i deres fælleslæsning med overskriften Mandlighed, som i mine ører var dagens litterære højdepunkt. Vi tænker, at vi er skolet til at lytte til litteratur som netop litteratur – og dermed fiktion – men en oplæsning som denne pointerede forbilledligt, hvor meget vi placerer ordene i de kroppe, personligheder og køn, som de i øjeblikket “udspringer” fra. Vi kan simpelthen ikke lade være.
Og intet føltes pludselig vigtigere – i det queere rum med alle dets faldgruber for at falde i nye fastlåste opfattelser af hinanden straks man har vristet sig fri af de gamle – end at lære sig at adskille sproget fra kroppene.
Du behøver ikke kalde det poesi – Ottar Ormstad på ePoetry 2007 >> 19/8/07
Den flygtige evighedsblok – A Million Penguins og Arnold Dreyblatts Wunderblock >> 19/2/07
Er der nogen spørgsmål? >> 24/1/07
“du är robot” – Johannes Heldén, Marko Niemi og Noah Wardrip-Fruin in transit >>
4/12/05
Serier og venner på www – netkanalen 56k-Bastard Channel >> 10/11/05
At mødes i Halbeath… – Heavy Industries og Candy Factory >> 1/11/05
Læs og dans!- Young-Hae Chang Heavy Industries >> 31/10/05
En flygtende stime af ord – Andreas Müller: For All Seasons >> 28/10/05
Goodbye Sweden – goddag til nettidsskriftet Stalker >> 24/10/05
Fra marmor til pixel – det virtuelle Sao Paolo >> 12/10/05
At lytte til verdens begyndelser og slutninger – Alan Sondheims Dawn >> 1/10/05
Pshotting through the world – TNWK’s abecedary-video>> 22/9/05
Tommelfingerbiografer – konkrete og digitale flipbøger>> 1/7/05
Det unævnelige skrives – Oh Inhwan og Young-Hae Chang på Charlottenborg >> 28/6/05
Ordenes orden – Thomas Swiss: The Narrative You Anticipate You May Produce >> 10/6/05
Rummets grammatik – Aya Karapinskas tredimensionelle digte >> 9/6/05
Nettet som andetsteds – Nicolas Clauss’ Cinq Ailleurs >> 1/6/05
NobodyHere – tal for dig selv, din nørd >> 31/5/05
Swingende fonte og glidende Goliath-graffiti – ni9e og fi5e >> 27/5/05
Niels Plenges fornemmelse for at (lade ordene) falde >> 26/5/05
TNWK – om intermedia-projektet Things Not Worth Keeping >> 19/5/05
Botanisk cyperpoesi – mIKEAl aNDs Seedsign >> 27/4/05
Lyden af bogstavers bevægelse – Jim Andrews Nio >> 20/4/05 En Google-åbenbaring – Christophe Brunos Joyce-værk Blood for Sale >>
18/4/05
Advarsel: Arno.six set på nettet >>
17/4/05
Skriftregn og cyberkonkretisme – digi-digtet >>oh<< >>
14/4/05
Uendelighedens formsprog – udstilling om visuel poesi >> 11/3/05 På fransk visit i Japan (eller fremtiden) – Tokyo Reengineering >> 7/3/05 Eyes of Laura – en voyeur-blog >> 22/2/05 Robotype – den rene bogstavsvir >> 12/2/05
Electrohype 2004 – måske den sidste >> 24/1/05
Byen og nettet skriver billeder – Matt Siber og Iñigo Royo i EXIT 16 >> 29/11/04 Be my drug, my magic passion – Tim Catinat’s metatekster >> 18/11/04
Grafiske meditationer – Jim Andrews’ On Lionel Kearns>> 13/11/04
Paris fra A-Z – Franck Scurti’s Topo-Typographie >> 11/11/04
Jenny Holzer i det intime hjørne >> 1/11/04
Digital poesi, på finsk >> 27/10/04
Den skjulte hacker, den synlige kode – udstillingen I love you >> 21/10/04 Når cykler og robotter får ordet – Joshua Kinsbergs Bikes Against Bush>> 20/10/04 Lyden af det digitale Babelstårn – Mark Hansen og Ben Rubins Listening Post >> 15/9/04
Algoritmiske skrifter – Giselle Beiguelmanns no-poems>> 3/9/04
Ordperformance – Veronica Austens webessay om digital poetik >> 27/8/04
Det nøgne værk – Kenneth Goldsmith i København >> 10/8/04 Stand by’s af krop, tegn og tegning – neenkunstneren Yi Zhou >> 20/5/04
Neen – nu med islamisk ynde >> 16/3/04
dbqp – blog om visuel poesi>> 10/3/04
Digitale pionjärer – om datakunstens udvikling i Sverige>> 3/3/04
Oppe i Norge/De skriver lange lister >> 26/1/04
Poetisk Parkinson – seismografisk netdigt af Stueland og Søndergaard >> 17/1/04
Virtuel poesi – ordobjekter hos Levitated >> 11/12/03
Opsamler.dk – de fortabte tings frelse >> 10/12/03
Hej mor og far – Johannes Gees skriver med laserlys på verden >> 6/12/03
Postpotentialer, spampoesi og affaldssbjerge >> 5/12/03
Drømmehal – at svømme i labyrinter >> 4/12/03
Googlisme – kunsten at søge >> 23/10/03
Text Me! – tekstbesked-digte i bogform>> 14/10/03 Kroppens kartografi – en selvundersøgelse>> 2/10/03
Alfabetet, tegn for tegn – Dan Wabers abc-blog >> 6/4/07
Bogstavernes rækkefølge >> 10/1/07 Alphabet Concept – Vanessa Beecroft staver til Louis Vuitton >> 23/10/06
Alfabetets minoriteter – Ottar Ormstads ParaplY >> 19/1/06
Et nyt år med nye øjne – David Bellingham: Ideas Leave Objects Standing >> 3/1/06
Tegngenkendelse – Found in translation 3 >> 1/1/05
Paris fra A-Z – Franck Scurti’s Topo-Typographie >> 11/11/04
Det enkeltstående bogstav – Jytte Høy på Arken >> 6/10/04
P som i Pomodori – tre fundne fonte af Jake Tilson >> 11/3/04
Abracadabra – A er et hus og B måske en tykmavet okse>> 27/1/04
P skrives TOD >> 13/1/04
Højholt digitaliseret – Det kongelige Bibliotek og Afsnit P åbner arkiverne >> 7/8/07
Alfabetets minoriteter – Ottar Ormstads ParaplY >> 19/1/06
En flygtende stime af ord – Andreas Müller: For All Seasons >> 28/10/05
Ji Lees talebobler til folket – Skriften over New York 3 >> 12/10/05
Kompakt og luftig litteratur – Monica Aasprong og Anna Hallberg>> 17/5/05
Skriftregn og cyberkonkretisme – digi-digtet >>oh<< >> 14/4/05
Visuelle poeter i Silkeborg og Hvedekorn – Dotremont, Corydon og Holst >> 26/1/05
Nordisk kalender – tosproget opråb >> 20/12/04
Luj til jul? >> 9/11/04
Urbølger – Ian Hamilton Finlays digtgenstande >> 12/9/04
Ordkvadrat/Volumen – Højholt performet >> 8/9/04 Profylaktisk skjønnhet – lurer på Vemund Solheim Ådlands skrift (II) >> 9/7/04
Profylaktisk skjønnhet – lurer på Vemund Solheim Ådlands skrift (I) >> 6/7/04
Legebørn – Åtte fra Bergen og Gruppe 68 >> 23/6/04
Ottar Ormstad – tapeter og kvadrogrammer >> 23/6/04
Den stora gåtan og den rene iagttagelse – Tomas Tranströmers haikudigte >> 15/4/04
Visuel poesi i Danmark? – Audun Lindholm om nordiske grænseoverskridelser >> 15/3/04 Digitale pionjärer – om datakunstens udvikling i Sverige>> 3/3/04
Soldatmarkedet – norsk konkret poesi under udvikling >> 27/2/04
Visuel poesi i Norge? >> 10/2/04
Musikalsk montage >> 6/11/03 Poeten Hs mange ansigter – den visuelle Højholt >> 6/11/03
Englerive og jomfruforbarmelser – balsamiske figurdigte af Grotrian >> 17/10/06 Visuel litteratur på LiteraturHaus >> 19/4/06 Alfabetets minoriteter – Ottar Ormstads ParaplY >> 19/1/06 Mange tilløb gør ingen å – fransk barok ved John Pedersen>> 18/11/03
Højholt digitaliseret – Det kongelige Bibliotek og Afsnit P åbner arkiverne >> 7/8/07 Litteraturens offentlighetsformer – seminarrapport >> 18/5/07
Jeg husker Joe Brainard i New York >> 8/4/07
Drømmen som brast – Seimi Nørregaards Væggene har ører >> 27/2/07 Alfa beta – to poetiske oppslagsverk >> 6/1/07
Marmortrip – bogsamling af Lasse Krog Møller >> 17/12/06
Propagandapoesi – Jonas Gülstorff: Når gaden taler >> 11/12/06
Hvorfor publisere hva hvordan – om skandinavisk småforleggeri >> 5/12/06
Englerive og jomfruforbarmelser – balsamiske figurdigte af Grotrian >> 17/10/06
Politisk polyfoni – Skåneradio af Ida Börjel >> 24/9/06
Fra gul Viking til rulle og saks – digterens intrumenter >> 18/9/06 Eksperimenterende grafiske greb i Forfatterskolens afgangsantologier >> 15/9/06
Forfatterens død og genopstandelse – en Beck-Nielsen-bogafbrænding på LAB >> 8/9/06
O Superman – Maja Lee Langvads Find Holger Danske>> 3/9/06
Bogbjergene mellem fjeldene – bogbyen Fjærland >> 11/8/06
Brion Gysin – kalligrafi ud i alle retninger >> 19/7/06
Byens Hullebureau – Jokum Rohde og Søren Ulrik Thomsen: København Con Amore >> 28/5/06 Visuel poesi à la Laugesen >> 22/5/06
Jordens salt og verdens lys/Frugter ombord på skibe >> 31/3/06
Når vidensbanken lukker – Fischer og El Sani: Toute la mémoire du monde >> 17/3/06
Som en lukket bog – fotobøger på Det kongelige Bibliotek >> 16/2/06 Alfabetets minoriteter – Ottar Ormstads ParaplY >> 19/1/06 Bog, fold dig ud – Leporello #01-11 >> 5/12/05
Langtbortistan – aktuel udstilling og eksotiske publikationer >> 23/11/05 “Ingen skandinaver blandt ofrene” – Oskar Ponnerts Tulpangnissel >> 21/11/05 Læsning med alle hjernehalvdele – Marjane Satrapis grafiske roman Persepolis >> 22/9/05
At læse med følesansen – tidsskriftet Fabrik 1.05 >> 9/9/05
Serendipitet og heteroglossia – Apparatur 11 >> 23/8/05 Fed fetichisme – tidsskriftet Pist Protta nr. 55 >> 17/8/05 Konkret prosa – Jonathan Safran Foer >> 18/7/05 Tommelfingerbiografer – konkrete og digitale flipbøger>> 1/7/05 Gensyn med fortids fremtid i Munksgaards Edb-ordbog 1984 >> 30/5/05 Indholdsløshedens kommunikation – Kristofer Hultenbergs grafik >> 25/2/05
Mundret men ikke livret – genreoverskridende debut af Mogens Nielsen >> 19/1/05
ARK 2004 – troen var først visuel, dernæst verbal >> 6/1/05
Nordisk kalender – tosproget opråb >> 20/12/04
Skriblerier – i tidsskriftet Øjeblikket >> 26/11/04
Ratatosk – lidt af hvert og UKON >> 15/11/04
Vagant i ventetiden – avantgarde og politik >>
12/11/04
Luj til jul? >> 9/11/04
Dahl & Furuholmen – Stjerneskudt for en aften >> 11/10/04
Sofia Scheutz’ Trofé – uden kontrol ingen eventyr >> 9/10/04 Det naturlige smil – eksperimenterende litteratur fra Gyldendal >> 14/9/04 Fabrik – en bro mellem artist’s book og tidsskrift >> 26/8/04 Schnacks Stemmer og sten – vispo på kirkegården >> 25/8/04 Landet rundt – Senturas kommunale encyklopædi >> 24/8/04
Med sproget på arbejde – Hvad hønen er for hanen, er Helges Ost for ganen >> 6/8/04
Profylaktisk skjønnhet – lurer på Vemund Solheim Ådlands skrift (II) >> 9/7/04
Profylaktisk skjønnhet – lurer på Vemund Solheim Ådlands skrift (I) >> 6/7/04
Legebørn – Åtte fra Bergen og Gruppe 68 >> 23/6/04
Ottar Ormstad – tapeter og kvadrogrammer >> 23/6/04
Uden at forstå Kjersti Bronken Senderud – en empirisk kvantitiv analyse >> 13/6/04
Tjener parenteserne et form(ål)? – e. e. cummings i ny fornorskning >> 12/6/04
Ordkunst og billedkunst – direkte forbindelser hos Pär Lagerkvist >> 5/6/04 Løbende mosaik – Banana Split og Apparatur >> 12/5/04 Digte ved omslagsfotografen – Klavs Bondebjerg i ord og billeder >> 3/5/04 Thiemers Magasin >> 18/4/04 Den stora gåtan og den rene iagttagelse – Tomas Tranströmers haikudigte >> 15/4/04 Jørgen Nash – digtermaler og antibilleddigter >> 3/4/04 Historie på historie – 60’erne og 70’erne næsten i 3D >> 24/3/04 Andet eller nyt – kulturkuriosa i 00TAL >> 24/3/04
To medier i samme båd – Robert Zola Christensens kruseduller >> 22/3/04
P som i Pomodori – tre fundne fonte af Jake Tilson >> 11/3/04
Digitale pionjärer – om datakunstens udvikling i Sverige>> 3/3/04
Soldatmarkedet – norsk konkret poesi under udvikling >> 27/2/04
Tomrummet og venskabet mellem ord og streger – co-udgivelse af Skeel og Vizki >> 23/2/04
Oplever nutidens unge ikke billeder på nettet!? >> 24/1/04
Ja til Vold! >> 20/1/04 Samlinger – udstilllingskatalog om tingenes poetiske bagside >> 8/1/04
Politiskt våld – alene prisen… >> 4/1/04
Veckans vers – en prøve på Stenmarks dobbelttydige klæbebilleder >> 30/12/03
Kære Megafoner – begavet ordbog af Fupz og Bartholin>> 15/12/03
Spor af ord – Jim Hamlyns Shorthand Basho >> 7/12/03
Rudekuverterne viser det hele >> 2/12/03
Hittegods – Vinduet årgang 48-51, 1994-97 >> 29/11/03
ARK årets danske kulturtidsskrift – Afsnit P blandt de nominerede >> 23/11/03
Mange tilløb gør ingen å – fransk barok ved John Pedersen >> 18/11/03
Red garnet – Struktur. 16 objekter i pose >> 13/11/03
At få øje på verset – med forsinkelse om Sprog versus sprog >> 10/11/03
Bogen som flaskepost – flash mobs og book crossing >> 27/10/03
Text Me! – tekstbesked-digte i bogform >> 14/10/03
Billedsten >> 14/10/03
Omvendt til Arnoldi >> 8/10/03 Husk Mit Navn – “Jeg er Per Arnoldi” >> 8/10/03
At skrive bliver at læse – en Hvedekorn-klassiker >> 7/10/03
Skandinaviske situationister 2: Gordon Fazarkerley >> 5/10/03
Ekfraser og tilbageskridt hos Folke Isaksson >> 5/10/03
Vore brillers cykel – om Julio Cortázars absurde tableauer>> 2/10/03
Skrifttype skamferer digt – om to anmeldelser af en Bastard>> 2/10/03
