“Litteratur og net” hedder temaet for tidsskriftet Bogens Verden nr. 3, 2009. Afsnit P-redaktørerne Karen Wagner og C.Y. Frostholm blev inviteret til at bidrage og greb chancen til at kaste et blik tilbage på de 10 år der er gået siden Afsnit P gik på nettet i 1999.
Et P set forfra, bagfra og fra siden ser bl.a. på Afsnit P som barn af et paradigmeskift: fra bogsidens statiske skrift til computerens dynamiske rum. Med stikord som rum, arkiv, netværk, ord/billede, detalje og labyrint giver teksten en introduktion til et udvalg af de mange værker og projekter der alle stadig kan udforskes online. Nu kan artiklen også læses her på Afsnit P.
Bogens Verdens tema rummer desuden bidrag af Martin Johs. Møller, Kenneth Krabat, Morten Helmstedt, Jørgen Hunosøe, Henrik Schovsbo og Bruno Svindborg der bl.a. skriver om den litterære blogosfære, e-bogen, det digitale bibliotek, tidsrøveri og Arkiv for Dansk Litteratur.
Ny bog af Lewis Koch: Touchless Automatic Wonder – Found Text Photographs from the Real World. En visuel-poetisk rejse, som strækker sig over 25 år og fire kontinenter.Bogen udgives på Borderland Books og distribueres af The University of Wisconsin Press. Som en forløber til bogen udførte Lewis Koch webprojektet af samme navn hos Fotografisk Center i 2001. Se desuden hans Garageography 3.0.7 (Afsnit P 2007).
Nu hvor den første nyhedens interesse har lagt sig, må det være i orden, hvis ikke på høje tid, at indlemme Radiant Copenhagen i den fremtidige e-litterære kanon. Det er jo ikke godt at vide, hvornår borte har taget det igen.
Værket, der til lanceringen forklædte sig som den skinbarlige sandhed, er et af de mere ambitiøse af slagsen, hvad end man ser på det som en polyfon science fiction-roman, et stykke netkunst eller et helt tredje fænomen. Stærkt underholdende er det uanset.
Hovedmændene bag det er Kristoffer Ørum, Anders Bojén og Rune Graulund, men i alt over 15 forfattere, kunstnere, musikere, arkitekter, data- og dadaister mv. har haft fingrene med i udviklingen af det nye opslagsværk til København i fremtiden. Og det er noget af en strålende fremtid, der venter hovedstaden. Griseøen og vulkanudbruddet herunder er blot begyndelsen.
Jeg har skrevet en lidt mere udførlige rapport her.
Også bag den 23. låge gemmer sig et alfabet: Alphabet Truck hedder det, fotograferet af Eric Tabuchi og udgivet i 2008 af forlaget, galleriet og artist’s book-boghandelen Florence Loewy i Paris. Serien repræsenterer, som Tabuchi selv skriver, adskillige tusind kilometer tilbagelagt de senere år. Og manden kører troligt videre og arbejder allerede på en serie mere. Enkeltbogstaverne bruger han også til mindre kompositioner eller fotografiske krydsord, når ikke lige han arbejder mere konkret med bogstaver og ord eller fotograferer skilte.
Tags (2008)
Untitled (Road Sign Series) (2005)
Blandt inspirationskilderne til Alphabet Truck nævner Eric Tabuchi John Baldessaris The Back Of All The Trucks Passed While Driving From L.A. To Santa Barbara (1963) og Claude Closkys logo-alfabet Auchan.
I disse, årets mørkeste dage omkring vintersolhverv er Yoko Onos Imagine Peace Tower – et tårn af lys – tændt på øen Viðey ud for Reykjavik, ligesom det er hvert år imellem John Lennons fødselsdag 9/10 og dødsdag 8/12, samt nytårsnat og den første uge af foråret.
Tårnet, der blev indviet sidste år, er tæt knyttet til Yokos tidligere interaktive værk, Wish Tree, fra 1981, som igen bygger på den japanske tradition med ønsketræer i Shinto- og buddhistiske templer.
De traditionnelle japanske ønsketræer bruges dog ikke til at hænge ønsker på, men snarere til at “vende lykken”. Når man har trukket et dårligt omikuji, en spådom ligesom den i en fortune cookie, hænger man den op et særligt træ, der kunne minde lidt om et juletræ.
I forbindelse med Imagine Peace Tower har Yoko indtil videre indsamlet over 750.000 ønsker, via postkort og mail, som alle vil opbevares i/ved tårnet.
Centre Pompidou i Paris viser for tiden en stor udstilling med Jacques Villeglé, en kunstner, det er svært at lade være at tænke på, når man ser Cut-Up Collectives plakatværker.
Villeglés primære arbejdsmateriale har siden begyndelsen af 50’erne været iturevne plakater hentet i det parisiske byrum. En vigtig del af hans værk, og måske endda den smukkeste, har ordet som sin vigtigste visuelle komponent, inspireret bl.a. af de lettristiske poeter, såsom Isidore Isou.
De allerførste plakatbilleder skabte han i samarbejde med Raymond Hains – heriblandt et “nyt Bayeux-tapet”, som Hains kaldte det, ud fra en række af koncertplakater på et plankeværk.
Ach Alma Manetro (1949)
Villeglé komponerer ikke, siger han. Han afdækker skjulte lag, og udnytter samtidig det naturlige forfald, plakaterne har været udsat for. Billederne bliver en slags arkæologi af den tid, de er skabt i.
Sammen med Hains udvikler Villeglé desuden i 1953 begrebet ultra-lettres – en forvrænget og “lykkeligt ulæselig skrift” frembragt ved hjælp af et særligt “hypnagogoskop”. En teknik, de første gang anvendte på et fonetisk digt af digteren og maleren Camille Bryen, Hepérile, som blev til Hepérile eclaté (éclaté = sprængt).
Hvor ultra-bogstaverne gladeligt tømmer sproget for betydning som et friskt pust i en informationsmættet tidsalder, er Jacques Villeglés socio-politiske alfabet derimod en fortætning af de allermest ladede tegn. I tiden efter maj 68 var metrovæggene overtaggede med alskens politiske og relgiøse symboler, og Villeglé besluttede sig for at komprimere dem til en samlet “abc”, et projekt han har fortsat helt op til i dag. En skrifttype, der kan skrives nye voldsomme tekster med.
L’alphabet de la guerilla(1983)
Jacques Villeglé – La comedie urbaine kan ses indtil 5. januar. For de franskkyndige rummer museets online-skoletjeneste en fin gennemgang af udstillingen med videointerview med kunstneren. Galleriet Sabine Wachters Fine Arts viser en samling af nyere plakatværker, der er ældre værker her, og kunstnerens egen humoristiske hjemmeside giver en god introduktion til kunstnerskabet (igen på fransk).
Samt Matt Stuart, fra hvis personlige website disse to “pshots” er stjålet:
Fotograferne bruger også siden til at hylde nogle af deres helte, Richard Kalvar, Joel Myerowitz og Bryn Campbell.
Om Gadefotografen lyder det i In-Public-manifestet at “he does not leave the house in the morning with an agenda and he doesn’t visualise his photographs in advance of taking them. Street Photography is about seeing and reacting, almost by-passing thought altogether.”
Sitet rummer dog også en enkelt hun-fotograf, nemlig amerikanske Melanie Einzig, der blandt andet gør brug af det simple trick at gå om et hjørne.
Nick Turpin, forfatteren bag manifestteksten, tilføjer: “A series of street photographs may show a ‘crazy’ world, perhaps ‘dreamlike’. This is, for me, the most fascinating aspect of Street Photography, the fact that these ‘crazy’, ‘unreal’ images were all made in the most ‘everyday’ and ‘real’ location, the street.”
Jeg skal starte med at beklage, at dette ikke er låge nr. 8, hvilket naturligvis havde været mest passende. Alt med Oskar Ponnert kan åbenbart ikke gå op. Det var først i går, 10. december hen ad aften, at min vante hjemtur på cykel gennem København på lykkelig vis “linkede op” til Oskars cykelrute på den anden side af Sundet. Stående i køen ved kassen i Alyass Marked i Helgolandsgade (i daglig tale “grønthandleren i rundkørslen”), læste jeg pludselig ordene på de brød, jeg havde liggende øverst i kurven: “Naznaz Bageri, N. Grängesbergsg. 26″. Og straks ved hjemkomsten måtte jeg slå efter. Men nej, Naznaz Bageri eller nr. 26, dem har du glemt, Oskar! Så er det jo godt, jeg kan hjælpe til med lidt research her på afstand.
Norra Grängesbergsgatan er en guldgrube. Takket være Oskar. Utrætteligt har han siden august sidste år rapporteret fra “Malmös nok cooleste gade”, som han hver dag passerer på cykel. Og bloggen er stadig, her et år efter jeg første gang besang den, en mine klare favoritter. Den holder.
Sidste år kaldte jeg ham fejlagtigt for “mikroblogger”, hvilket naturligvis ikke er termen. Han twitrer jo ikke løsrevet sine observationer i farten. Snarere er han vel lokalblogger, hvis man skal kalde ham noget. Grundigt og roligt (på både svensk og dansk).
Andre igen miniatureblogger, også på bogstaveligste gadeplan. Little People er et “tiny street art project”, som kunstneren Slinkachu bedriver i Londons gader. Og havde det ikke været for bloggen, var der måske aldrig nogen, der havde fået øje på det. De fleste poster består af to billeder: et helt tæt på, nede hos lilleputterne, og et andet langt fra, hvor de små folk er næsten usynlige, men som giver perspektivet.
Der er mange fine tableauer imellem. “They’re not pets, Susan”, hedder dette.
Som også er blevet omslag på den uundgåelige bog, bloggen har affødt. Men husk nu: street art skal ses på nettet.
Når de små folk skal have deres budskaber frem, foretrækker de i øvrigt snailmail, virker det til, hvilket dokumenteres i et parallelt lille projekt, Inner City Snail. Dét skrider til gengæld ikke så hurtigt frem.
Decembers femte låge er godt gemt og på vej til at forsvinde. Ifølge hjemmesiden skulle den være der en uge mere, men plakaterne på stedet siger (og udstillerne kan bekræfte), at den skjulte udstilling Unnameable Name er væk inden dagen er omme.
Jeg troede faktisk allerede, jeg var kommet for sent i går, da jeg trådte ind på Københavns Hovedbibliotek. Og ikke bare til udstillingen, men til biblioteket i det hele taget. I rummet mod gaden var betjentene i fuld gang med at fylde bogstakke i skraldecontainere, og udlånet var mere eller mindre forskanset i plastik.
Det er en stund siden, jeg sidst var forbi, så gensynet med det gamle bibliotek var både foruroligende og rørende. Hjemløse, madpakkespisende, sovende … alskens skæbner mødtes i læsningens tempel. Men jeg var på udkig efter kunst. Og ikke af den slags, der tydeligt gør opmærksom på sig selv. Kunst i “sprækker, mellemrum og på tomme steder imellem de informations- og underholdningkategorier, som den typiske biblioteksgæst normalt er på udkig efter”, som spillereglerne lød. Hvem end den “typiske biblioteksgæst” så er.
Alle mine sanser var skærpet, for jeg vidste jo ikke, hvor jeg skulle kigge. Var det den affældige stuebirk under Skønlitteraur før 1700?
Var det de underfundige skilte, som var overalt?
Eller var det de små personlige budskaber, der spredt hist og her, gemte sig på og under reolerne?
Jo mere, jeg kiggede, jo mere blev alt skulptur, installation og intervention. Æbleskroget på notatblokken, den aflange tomme hessianopslagstavle. For slet ikke at tale om den store forsamling af mennesker, der hypnotiseret sad og lyttede til Jens Christian Grøndahls bragende, overnaturligt dybe stemme i mikrofonen på førstesalen, hvor reolerne var blevet skubbet sammen i siderne for at skabe plads til horderne, så det ikke længere var muligt at komme ind til bøgerne.
Jeg ville gerne tro, at det var dette, der var det “navn som ikke kan navngives”, men jeg havde stadig mine tvivl. Jeg søgte forgæves overalt i stueetagen og på 1. sal. Først på vej slukøret ud igen, øjnede jeg gudskelov ved indgangen A4-arkene med oversigten over udstillingen, som først startede på 2., hvor jeg slet ikke havde været. Det unævnelige kunne heldigvis stadig kortlægges og var bestemt værd at lede efter.
Her oppe i biblioteket fandt jeg “efterladt” på en hylde Jeff de Castros hermetiske spejlbog fyldt med sekstaller, hvis skriftbillede uundgåeligt bragt tankerne i retning af Monica Aasprongs Soldatmarkedet.
Og imellem brandalarmen og Naturens Verden hang Jørgen Michaelsens Appeasement Without a Subject med den lige så hypnotiserende sentens: “The unnameable is not the unnameable / The unnameable is not the name / The name is not the name”.
Klos op ad Maskinteknikken stod Elisabeth Cohens skrånende billede i en boks i stil med den slags dobbeltbundede skuffer eller hemmelige rum, der altid er i kriminallitteraturens biblioteker.
Og smukt indføjet blandt de øvrige skilte ved nødudgangen fandt jeg “I tilfælde af politiaktion undgå anviste udgange”, der næsten må skyldes Jenny Polak.
Morten Tillitz‘ mærkelige maskine kørte manisk rundt med ord og genstande, som ting vist har det med for ham.
Imens Tanja Nelleman Poulsen i sin vante stil syntes at opfordre lånerne til at bruge bøgerne lige lovligt kreativt med saks og lim.
Michael Mørk havde bragt sin egen personlige, ikke-alfabetiske orden på en del af kunstafdelingen, til en smule frustration for bibliotekaren, der ikke desto mindre var så sød at give mig en guided tour på etagen, hvor Kim Asburys tinsoldater bl.a. legede krig hen over et landskab af bogtoppe.
Tilbage på 2. sal under Biografier hang pludselig to døde fascister under en hylde med den tilhørende håndbog “Deconstruction Mussolini – a do it yourself plastic garage kit”, som dog ikke var til hjemlån (Gregory Scholette: Still Life with Dead Fascists).
Men det mest uhyggelige var dette:
Det lykkedes mig ikke at bestemme, hvem der stod bag. Og mange andre værker fandt jeg slet ikke. Det bliver jo en del af spillereglerne. Nogle er sikkert simpelthen “bortkommet”. Hvis ikke de, som Jacob Tellufsens Untitled Nothing, insisterede på slet ikke at være der.
Man kommer ud på toilettet på universitetet. Og pludselig er der spækket med hvide plastikbægre. Ikke bare henne i hjørnet ved vasken, men ud over hele gulvet, som om der lige var kommet et maratonløb forbi. Man opdager det måske ikke engang i første omgang, ja, man går måske ligefrem igennem dem, men bagefter kan man næsten ikke forstå, at man var i stand til det. Er der nogen, der gået amok? Nej, det er bare en endagsudstilling.
Harmen de Hoop forstår at lave rod i systemet. Helt diskret. Han kiler sig ligesom ind. Hvilket ikke betyder, at det bliver uden effekt. Tænk bare på den halve basketballbane, han malede i et nyt kvarter i Amsterdam. Efter nogen tid satte kommunen også en kurv op. Så sig ikke, street art altid er undergravende.
Nogle af hans billeder er virkelighed, der er blevet til performance, andre performances, der føjer sømløst ind i virkeligheden. Eller også er det bare noget jeg forestiller mig. Og spørg mig ikke, hvor grænsen går.
Blot et par ord kan gøre en stor forskel: Recycle Please på skraldedyngen. HOTEL på busstopskuret. Eller hvad man en lille apartheid-øvelse i den lokale ejendom?
Alene at kalde noget en levende skulptur (det kunne være et får i en forhave eller bare en dreng, der spiller fodbold) er at gøre noget ved verden.
Man kan også sende et forslag til kommunen om at sætte musik til byens statuer. Eller man kan opdatere dem:
Digtsamlingen Ofte stillede spørgsmål af Christian Yde Frostholmtager sit udgangspunkt i, hvordan vi taler om os selv og hinanden i det særlige offentlige rum, der hedder internettet. Digtene udforsker hvordan informationsteknologien påvirker den menneskelige identitet og selvforståelse, og teksterne er på samme måde som nettet komponeret i et flow af stort og småt, poesi, komik og gru, stemmer og i særdeleshed spørgsmål. I centrum står kærligheden, kønnet og seksualiteten.
Apropos parkeringspladser har Kopenhagen en ret fin fotoreportage fra gruppen KUBIKs installation i Københavns gader, ParallelParkering (hvis p-billet desværre allerede er udløbet).
Den svenske digter, fotograf og designer Oskar Ponnert har igennem en årrække undersøgt 8-tallernes kendetegn, diversitet og biotoper. Project 8 handler i al sin enkelhed om et tal, men også om de mekanismer, der styrer, hvad og hvorfor vi fotograferer. Udstillingen består af otte slideshow-animationer, som på forskellig vis forsøger at skabe orden og betydning i en verden, hvor der egentlig ingenting er. Projektet blev naturligvis lanceret 8/8/08.
Websitet Afsnit P hylder årets tal: I dag på den magiske dato 080808 løfter vi sløret for Oskar Ponnerts fotopoetiske værk Project 8.
Den svenske digter, fotograf og designer har igennem en årrække undersøgt 8-tallernes kendetegn og artens diversitet, udbredelse og biotoper.
Project 8 handler i al sin enkelhed om et tal, men også om de mekanismer, der styrer, hvad og hvorfor vi fotograferer. Den virtuelle udstilling består af otte slideshow-animationer, som på forskellig vis forsøger at skabe orden og betydning i en verden, hvor der egentlig ingenting er.
Velkommen til online-fernisering. Og hold dig ikke tilbage med at kommentere projektet her i ploggen. Udstillingen kan ses fra i dag fredag 8/8 2008 kl. 8 – og i al uendelighed.
Det er magisk at ankomme til fyret ved Kap Finisterra, også selv om man ikke er religiøs. For pilgrimmen er fyret den ultimative endestation for El Camino, Santiago-pilgrimsvandringen, hvor tøjet brændes på klipperne og vandrestaven kastes i havet efter at have tilbagelagt ofte hundredevis af kilometer. I ugevis har pilgrimmen fulgt de gule pile og muslingeskallen, nu er der ganske enkelt ikke flere stier og tegn at følge. Her hører verden op. Fyret ligger på en lille halvø som Jeppe Brixvold i sit Hæfte om den personlige bodsvandring beskriver som en grå finger, der peger ud fra den galiciske Costa de la Muerte, Dødens kyst, og kan ses på hele kystvejen fra Noia. Kysten er forrevet, landskabet billedskønt, men vejret også lunefuldt. Man fornemmer at det er en natur, der kræver sine ofre.
Vi ankommer i en tæt, våd tåge og hører havets brusen langt nede omkring klipperne, men kan intet se. En mærkværdig dyrelignende knurren lyder gennem tågen. Det er La Vaca, en sirene kaldet Koen på grund af de to opadvendte tågehorn, som brøler ud i intetheden og advarer eventuelle søfarende. Ud over konturerne af et par enkelte kors er det eneste der kommer øjet i møde, en ensom graffitti-tegning af en kvinde og en fisk. Tegningen figurerer jo ikke i guidebogen, men det er nærlæggende at opfatte den som en slags pilgrimsstreet-art. En mystisk lille (Jesus-)fisk i hænderne på en stor, sort Madonna..?.. Mere ligetil forekommer budskabet i den rødglødende Jesus-tegning på transformatorstationen på vejen ud til fyret.
Billederne minder mig om hvad det er ved Spanien, som til stadighed fascinerer mig upåklageligt. Der er strøm på naturens rå og destruktive kræfter (indre som ydre), på døden, Jesus, Madonna og så videre, ikke kun i kunsten og litteraturen, men også i det uforhippede og moderne hverdagsliv. Det umådelige og følelsesfulde træder ofte og upoleret frem – brutalt og henkastet i én og samme bevægelse. Som kirkegården i Finisterra hvor kors og gravsten vælter rundt hulter til bulter. Eller messen i katedralen i Santiago de Compostela hvor turisme, skriftemål, bryllupsceremoni, fælles bøn, åben gråd, kærestekysseri, sang og opremsning af ankomne pilgrimme foregår mere eller mindre samtidigt.
Genlæsningen af Brixvolds bog optog mig i øvrigt langt mere end Cees Nootebooms ellers meget vidende bog om Spanien, Omveje til Santiago. Måske fordi den er skrevet i niveau med vejen, landskabet, tankeflowet og de mennesker jeget møder på vandringen.
Tilbage i det lille fiskerleje Finisterra kan man nu med god samvittighed nyde en velfortjent øl på den lokale pub, Titanic. Og diskutere sandheds- og interesseværdien af et forlydende rygte om at der hjemme i Danmark arrangeres pilgrimsrejser til katedralen i Viborg.
Er det virkelig interessant, hvem der er inden i Banksy? The Guardian’s Francesca Gavin blogger træt om mediernes ensidige version af street arten: “one big painful teenage cliche”. Hvergang nogen prøver at formulere noget indholdsrigt om de politiske, sociale og kunstneriske dimensioner, bliver det klippet ud igen, skriver hun, hvorefter hun opremser en række mindre kendte navne, som ifølge hende er både mere subversive, interessante og fortjener “a hell of a lot more credit”, heriblandt CutUp Collective og polske truth, som begge virker ret forrygende.
Er det overhovedet muligt at opretholde street cred’en, hvis man går indendøre som for eksempel også Zevs, der i foråret viste tilladt graffiti både indenfor og uden på Glyptoteket, for ikke at glemme Husk Mit Navn, som netop har udsmykket (et fitnesscenter?) for Novo Nordisk – stadig med ansigtet behørigt sløret. Eller formår kunstnerne faktisk – som Pernille Rom overvejede det på aarhus.nu i anledning af sidstnævnte gadekunstners seneste udstilling på V1 i den nu mondæne Kødby – at tage deres kritiske potentiale med ind?
Én ting er i al fald sikker: overraskelsesmomentet er svært at opretholde, når der som på Glyptoteket er nærmest overtydelig skiltning til hvert værk, så publikum ikke kan gå glip af noget. Og også på nettet, for den sags skyld, er situationen en anden. Ét er dokumentation, et andet genstande man kan tage med hjem – noget ganske tredje tilfældigt i forbifarten at møde “noget”. At finde og samle sin egen oplevelse. Jeg ved godt, hvad jeg selv synes bedst om.
“Enten han færdedes i sin brydsomme Forstandergjerning, eller man havde ham på Tomandshaand, lyste hans Personlighed af den samme Mildhed og Hjærtensgodhed. Hans Digtning tilhørte Børnenes Verden, især de fattige og forsømte, og disse har aldrig havt en varmere Ven og Talsmand end Leopold Budde.”
Apropos beskrevne sten: Disse to sten blev mit første møde med Kurt Johannesen. Den ene – “Det som hender medan du pustar inn” – står på badeværelset. Den anden – “Det som hender medan du pustar ut” – står i køkkenet. Begge dele hos fotograferne Catherine Cameron og Øyvind Hjelmen i deres hyggelige bolig på øen Stord et sted mellem Bergen og Stavanger, som for en periode huser den ene af i alt syv versioner af værket (Pust, 2006). Til hvert stenpar hører en bog, hvori det er meningen, at gæster som mig skal skrive, hvad der falder os ind efter mødet. En slags stengæstebog altså. Jeg må indrømme, jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle skrive, men at min første tanke var, at det var som en slags stenlunger – en lunge i hvert rum. Men naturligvis også som to gravsten – genstande, man normalt ikke falder over på vej i badet, eller når man kommer hjem fra købmanden. Det det der sker, mens man trækker vejret. Nogen udånder endegyldigt, andre drager bare et suk. Og imens …
… fortsætter associationen videre til Tóroddur Poulsens oprørske stentavlebog, Det første og det sidste.
Johannesens to sten er også tavler og dermed naturligvis også en bog i sig selv. Og på fjeldet Beitelen i Dale står ordene så igen, og med endnu større mellemrum imellem siderne. Man må vel klatre sig vej. Snak om en interaktiv fortælling.
Her i ploggen er vi dødmisundelige på titlen på Lars Bukdahls næste bog, der kommer til september: Alfabeter fra Pluto. Det må mindst være zaum eller zaroum i 7. potens der tales derude på Dværgplaneten, ex-planeten Pluto. Eller for den sags skyld på Plutoiderne som jeg lige læste om i avisen forleden.
Langt fra den udspacede bukdahlske ordleg, men ikke mindst med kosmisk aura er Astrid Gjesings Måne hav sten-værk, dokumenteret i bogen Noter til ensomhed. Bogen er udgivet i anledning af lommetørklæde-udstillingen af samme navn på Kvindemuseet i Århus, foråret 2008, men rummer både fotodokumentation af andre af kunstnerens vigtige værker og essays om værkerne, heriblandt Mathias Kokholms fine tekst om lyrik-/lysinstallationen Nat Tegn.
I 23 store runde, vandslebne sten fra istiden, placeret i tidevandslinjen på Moesgård Strand, har Gjesing i 1998 fået sandblæst de danske navne på månens have: Klarhedens Hav, Fugtighedernes Hav, Nektarhavet, Tågernes Hav og så videre. I det mellemliggende årti har naturen skrevet videre på værket; dækket dele af ordene til med tang og alger, fyldt småsten i bogstavfordybningerne, udvisket ordene og i perioder skjult stenene under vandet. Hun skriver i bogen, hvordan hun på sine gåture iagttager samspillet mellem værk og natur, og hvor overrasket hun, til trods for at hun kender området godt, er blevet over graden af foranderlighed.
Stenene ligger som rolige pejlemærker for den vandrende og viser naturens konstante forandringer, samtidig med at de i sig selv giver fysisk form til samspillet mellem universet, naturen og mennesket. En zen-have under vand. Fravær, afstand og forgængelighed konkretiseres i stenenes tyngde – alfabetets flygtighed er ikke til at komme udenom. Tyst taler stenene om det universelt ufattelige; sammenhængen mellem det helt nære liv derinde i kroppen og rummet langt derude.
Mit yndlingsgalleri i Bergen, By the Way, stoppede i fjor efter otte års aktiviteter, hvoraf mange stadig kan ses dokumenteret på nettet. Nu er stedet genopstået med nye kræfter og nyt navn: Volt (hjemmeside på vej). Ligesom forgængeren bærer det undertitlen “galleri for samtidskunst”.
Volt er ren overflade. Ikke et udstillingsrum, men en udstilling med et rum omkring – byen. Dets vinduer ligger og lyser i regnskumringen på hjørnet af Lars Hilles gate og Christies gate i centrum lige ved kunstmuseerne og Festplassen. Bag vinduerne, inde i bygningen, gemmer sig efter sigende rekvisitter fra parkvæsenet. Nogle gange har udstillingerne skullet opleves langt fra, andre gange helt tæt på, og andre gange igen har man været i tvivl, om det overhovedet var det færdige, man fik at se. Tvivlen og overraskelsen har været frugtbare medspillere i gråzonen mellem inde og ude, mellem kunstkikkeri, window shopping og tilfældige glimt i farten. Ja, det er faktisk næsten, som om der har manglet noget, når der bare blev vist værker, som lige så godt kunne have hængt på væggen i et galleri.
Volts første udstiller, Johannes Heldén, lægger ud med A Better Tomorrow. En installation, som trækker tråde tilbage til blandt andet Primärdirektivet (Afsnit P 2006), hvorfra et stort landskab går igen i det ene vindue: Et gigantisk hvidt bygningsværk, som ved nærsyn viser sig at være tætbeskrevet med gentagne sætninger. I de øvrige vitriner gengives omslagene fra en “spontant muteret” bogsamling. Sci fi-litteratur, hvis titler og forfatternavne på omslag og ryg jævnfør udstillingsteksten har forvandlet sig til en “alternativ historie”, hvem ved, måske en hilsen fra fremtiden? Fragmenterne samler man selv, ligesom i Primärdirektivet. Grebet er velgennemført og dobbelt – båret af en kærlighed til fremtidslitteraturens paradoksale nostalgi. Disse slidte bind i vinduet forvandler bygningen til noget, der let kunne forveksles med et hvervekontor for Scientology-kirken.
Også vitrinen, montren og udhængsskabet er dybt nostalgiske, beslægtet med de parisiske passager i den benjaminske optik: fortidens lokkende interfaces. Gadegalleriet og vinduesudstillingen er ikke desto mindre stadigt genkommende fænomener (med den københavnske, nu eksileredeKbh Kunsthal som den måske flotteste) ligesom de “umulige rum” (OEen Groups container hævet over Israels Plads, Unten Drunter under en trappe i Malmö, JICPB Cube Gallery i Bøvlingbjerg i det nordjyske). Jo mindre og mere afsides jo bedre. Omvendt proportionalt med det (lige så døgnåbne) virtuelle udstillingsrum på nettet, der kan nås på sekunder fra alle steder i verden, og til tider kræver næsten for lidt af beskueren, må man her rejse langt for næsten ingenting. Ikke på By the Way/Volt dog. Det ligger midt på alfarvej, lysende i regnen. Og når Johannes Heldéns fortids fremtid befinder sig bag ruderne, kunne man ønske det også var gået online. Koblet op til en fjern galakse.
Jeg har længe filosoferet over, hvor vigtige de to “offentlige rum” nettet og gaden er for hinanden. Nettet giver ikke mindst den flygtige street art et længere liv og et større publikum. Men gaden inspirerer også tilbage, og de gensidige “links” bliver stadig flere.
Italienske Blu, der er et af de street navne, som er blevet så store, at han for tiden udstiller bogstaveligt talt på Tate Modern (under deres aktuelle Street Art-udstilling), har taget et ultimativt skridt i retning af at bringe de to sfærer helt sammen: at flygtiggøre gadekunsten til det yderste – netop med det formål at forevige den på netbaseret video. Muto hedder filmen (herover): en fuldkommen overvældende tour de force, som var dømt til at gå viral.
Hvert eneste billede i stop-motion-animationen er i sig selv et stykke grafitti, som i næste billede bliver overmalet med et nyt. Hvilket i løbet af de i alt 7 minutters action bliver til ikke så få. Hvorlænge de hver især fik lov at leve, røber historien ikke noget om, men jeg gætter på rimeligt kort. Og hvor lang tid har projektet ikke taget ham. “I spent the winter working on some animations”, som han henkastet skriver. Muto’s locations er Buenos Aires og Baden – to rum, der sømløst glider over i hinanden, hvorved man mindes om, at dette selvfølgelig både er dokumentation og fiktion. Det hele starter med en mursten i muren, der bliver levende. Flere gang blander fysiske genstande sig med stregen. Men den surrealistiske fortælling indfanger én, så man glemmer “mediet”, og hvordan det hele er blevet til. Lige indtil man igen kommer i tanke om det og bliver mildt sagt svimmel. Musikken af Andrea Martignoni er et ret afgørende bindemiddel, det er utroligt, hvor meget liv lyd kan tilføje.
En palimpsest i bevægelse. Metoden og stofligheden minder lidt om William Kentridge. Men det at det er byen, der er tegneblokken, forandrer en god del, synes jeg. Det må virkelig være en proces med forhindringer, og også i noget højere grad, end når man laver bestillingsgrafitti på et af de største moderne kunstmuseer (hvor betegnelsen Street Art bliver en anelse ironisk).
En af Blu’s andre, kortere “wall painted animations” foregår i øvrigt slet ikke på gaden, men indendøre i et enkelt rum, som filmen lukker om sig selv i en sløjfe. Og her kommer der sågar bogstaver i bevægelse: Letter A. Afspil filmene i fuldskærmmode. Og lad os se, om du kan holde dig fra at sende dem videre.
“I traditional politisk og social tænkning har det “offentlige” været defineret i forhold til det ”private”. Grænsen mellem det offentlige og det private er dog aldrig blevet fastlagt. Snarere er den konstant blevet ændret og forhandlet gennem forskellige kulturer og historiske epoker. For eksempel gav den moderne vestlige distinktion ingen mening i antik græsk tænkning, hvor private husholdninger blev opfattet som dele af det omgivende fællesskab, politisk relevante og dermed fundamentalt offentlige.”
Skal facebook-beskeden være Between You and X, eller skal den stå på væggen? Jeg er som regel aldrig i tvivl, men kan konstatere at der er nogen, der trækker grænsen mellem det lukkede brevs hemmeligheder og det åbne blotlagte postkort noget anderledes. Jeg mærker et pavlovsk ryk i kæbepartiet, hver gang jeg læser en i mine ører alt andet end officiel besked på min væg. Og de samme trækninger vender tilbage, når mine facebookvenner fortæller om fotos af mig, som jeg ikke selv har lagt ud og tagget. Det hellige fortrolige familiebillede som jeg muligvis ikke engang ville vise de nærmeste, evigt ironiske, venner. Det er kontroltabet man skal tåle, når man kommunikerer i et komplekst online fællesskab. Og det er graden af kontrol, man overvejer hver gang man vælger medium: skal det være en besked Between You and X, hvor man i ro og mag kan gøre sig umage med den sproglige iscensættelse for at gøre indtryk på hiin Enkelte. Går man på væggen og pingponger for næsen af alle de andre beundrende facebookere. Eller slipper man sig selv løs i chattens talesprogslignende umiddelbarhed, som selvfølgelig kun er pseudo-umiddelbar (der er stadig en lille forsinkelse der bekræfter Derridas postalske princip: ambivalensen af på den ene side nærværet og på den anden side fravær og forsinkelse.)
Men hurtigt går det. Vi er lysår væk fra det langsommelige, velovervejede brev, og netop tempoet og de pludseligt forrykkede grænser mellem privat og offentligt chokerer mig. Og pirrer.
På et af efterårets mørkeste dage i 2005 cyklede Christian Yde Frostholm ud i Göteborgs forstæder fulgt af lysende blå Palle Alene i Verden-sporvogne: over den høje bro over elven og under adskillige viadukter langs vejudfletningerne. Da han nåede frem til forstadstorvet lå den der som en hovedpulsåre, Litteraturgaden. Og ud fra den bredte det litterære landskab sig, dets strømninger og forgreninger. Naturligvis måtte der se sådan ud. Dramatikgaden lå fuldkommen øde hen.
Pshots var Afsnit Ps billedlog fra 2005-2008. En visuel sidevogn til ploggen udelukkende med billeder (af ord), hvor alle kunne bidrage: med snap-, screen- og andre shots. Tag et dyk i billedstrømmen.
Normalt fortæller skiltene i supermarkedet, hvad varerne hedder og hvad de koster. Men når Christian Bretton-Meyer og Søren Petersen har været forbi, er den lokale Aldi ikke helt den samme. Deres samling af egne supermarkedssedler er netop udkommet på discountgult papir hos Space Poetry. Titlen er Fars ven John. Afsnit P bringer en særlig billedudgave.
Julie Kramme Guldbæk har reflekteret over, hvilke reklamer, vi udsættes for i det offentlige rum – billeder, der er blevet så klichéfyldte, at de næsten preller af. I et forsøg på at synliggøre dem igen, har hun oversat billederne til tekst.
Lyden af klaprende tastaturer i Rotundan. Arrangøren Elin Strand bød på livepoesi, pærecider og vingummi, da 18 forfattere og kunstnere på en eftermiddag i januar skulle skrive facadeudsmykningen til Stockholms renoverede Stadsbibliotek. Sara Björnstedt Qvarsell rapporterer fra Textonika. >>
Japan er en anden verden fuld af flotte og gådefulde tegn – gennemsyret af en stolt skrifttradition og ikke så lidt overtro. Men det er også et land spækket med søde og sjove væsener, hvor selv politi og brandvæsen foretrækker at se sig selv som tegneseriefigurer. Christian Yde Frostholm har set på ideogrammer, neonreklamer, skilte, grafitti og det, der ligner, i Tokyo, Kyoto og omegn. Se lysbilledshowet.
Tekst og foto: Christian Yde Frostholm. En byvandring i ord og billeder. Iagttagelser, digtfragmenter og løse sætninger – i dialog med et blik på byens “nederste lag”: asfalt, afmærkninger og tabte genstande. Tekstdelen er et udvalg fra den trykte bog Afrevne ord (Borgens Forlag 2004).Tilsammen rummer de to bogudgaver tre dimensioner – fra den rene tekst over ord-billed-kombinationen til den udelukkende fotografiske serie.
Er det for at straffe digterne, at man tildeler dem så triste gader? spurgte Raymond Queneau. Han selv er blevet “hædret” med både en gade og en blindgyde. Christian Yde Frostholm har opsøgt nogle af digtergaderne i Paris – fra Rue Jules Verne til Avenue Stéphane Mallarmé – i periferien, nybebyggelserne, slummen.
Morten Søndergaard har begået et udkast til en komparativ analyse af de nordiske gangarter. Udgangspunktet er de små gående mænd (og en enkelt kvinde) på de respektive landes forgængerskilte – fra den danske bodysnatcher til artikelforfatterens klare favorit: den norske hitmand.
Mon ikke P er det ensomste bogstav i alfabetet? Det, som oftest må stå alene, isoleret fra de øvrige. Tænk på p-bøde, p-pille, p-tærte, p-dag og… p-kælder. Men mon ikke også, det er det stolteste – og flotteste? For os på Afsnit P har P’et altid stået som noget særligt. P’et kræver sin plads! Afsnit P har derfor åbnet eget p-anlæg i kælderetagen, hvor vi i tiden fremover vil parkere alle tænkelige udgaver af bogstavet. Forsvundne, fundne, flygtige og faste. P skal finde hjem til P, og du skal hjælpe til! [Lukket 2008]
En foto- og tekstmosaik udført af gruppen StadtFlur. Udstillingen skildrer de københavnske møntvaskeriers tidslommer i storbyen gennem tekster om branchens storhed og fald og interiørbilleder af såvel trivielle motiver som unikt design. Alt sammen præsenteret i bedste interaktive automatstil. God vask!
Christian Yde Frostholms lysbilledshow fra sommerlandet inviterer på rundvisning: Besøg skilteskoven på den græske vulkan- og ferieø Santorini og få en indføring i en kunst med stolte traditioner. Klik – nyt billede. (CYF)
Hver morgen går Lene Wissing fra København V til K. På sin vandring møder hun “word on the street” – alle de skrevne ord, der fyger ind i dem, der går på gaden. Nu kan du gøre vandringen efter på din computerskærm. Walk the mouse! (LW)
En interaktiv mosaik af digitale fotos taget af Christian Yde Frostholm i de parisiske gader efter 11. september 2001: helt konkret en dokumentation af 49 gennemsigtige skraldespande, der alle bærer ordene VIGILANCE og PROPRETÉ: agtpågivenhed og renlighed.
Jenny Holzer skriver på Paris. Efter Firenze og Venedig, Rio og Oslo kom den amerikanske kunstner også til lysenes by med sine kæmpe tekstprojektioner og en installation i en kirke. (CYF)
En rundrejse i verdens gader med bidrag af Mark Bedford & Marianne Lumholdt (London), Claus Handberg Christensen (Bangkok), Kirse Junge-Stevnsborg (Beijing), Klavs Bondebjerg (Nizwa & Muscat), Tatiana Maria Lund (Akureyri), Christian Yde Frostholm (Paris) og Andreas Brøgger (New York & Cyberspace) samt publikum. Have a nice trip!
