Forårsudstillingen på Kunsthal Charlottenborg er under forandring og indfører i 2010 bl.a. en Jury-pris. En ny del af Forårsudstillingen i 2010 bliver desuden særudstillingen 24/7 med kunst skabt til et online udstillingsrum, som præsenteres i samarbejde med DR. Målet med særudstillingen er at vise kunst i alle dens nyeste former i et nutidigt udstillingsrum. De antagne værker på 24/7 kan også indstilles til Jury-prisen.
Til særudstillingen 24/7 antages maksimalt 50 værker, hvor format og indhold er tænkt til et online udstillingsrum, der kan opleves 24 timer i døgnet på enhver computer med internetadgang. De forskellige genrer og medier, som er tiltænkt 24/7, er film, video, lyd, net.art, softwarekunst, animation og visuel poesi (krydsninger mellem billedkunst og tekst). Ansøgningen foregår online 14.- 21. januar 2010. Læs mere på Forårsudstillingens hjemmeside.
Visual Poetry in the Avant Writing Collection (2008) er en smuk udgivelse fra The Ohio State University’s Avant Writing Collection, som koncentrerer sig om en nordamerikansk gruppe af digtere, der har været aktive siden 1970’erne. Bogen er redigeret af samlingens kurator, digteren John M Bennett, og kan nu også læses både online på issuu og downloades som pdf. Nedenstående poesitegn fra bogen, “Point de poésie”, er af Julian Blaine fra hans Reprenons la punctuation à zéro (0) (1980).
Electronic Literature Organization’s fjerde internationale konference og festival, Archive & Innovate, finder sted 3.-6. juni 2010 på Browne University i Providence, Rhode Island (USA).
Audiatur-festivalen 2009, som finder sted på Bergen Kunsthal 5.-7. november (med en intern forløber for deltagerne i dagene før), har løftet sløret for sin nye hjemmeside. Kataloget på 780 sider kan forudbestilles på Audiatur Bokhandel.
Deltagerne er: Joël Baqué (F, Kristin Berget (N), Nicole Brossard (CDN), Marie-louise Chapelle (F), Arkadii Dragomosjtsjenko (RUS)
Helena Eriksson (S), Robert Fitterman (USA), John Giorno (USA), Karl Holmqvist (S), Jenny Hval (N), Mara Lee (S), Claude Royet-Journoud (F), Torgeir Schjerven (N), Aleksandr Skidan (RUS), Gwenaëlle Stubbe (BEL), Anja Utler (D), Jan Erik Vold (N) og Steven Zultanski (USA).
Ny bog af Lewis Koch: Touchless Automatic Wonder – Found Text Photographs from the Real World. En visuel-poetisk rejse, som strækker sig over 25 år og fire kontinenter.Bogen udgives på Borderland Books og distribueres af The University of Wisconsin Press. Som en forløber til bogen udførte Lewis Koch webprojektet af samme navn hos Fotografisk Center i 2001. Se desuden hans Garageography 3.0.7 (Afsnit P 2007).
Anden omgang Verbale Pupiller afholdes 22.-25. oktober 2009 i Århus Kunstbygning og indeholder en poesifestival, en publikationsmesse og en udstilling. I år præsenteres omkring 40 digtere, 30 kunstnere og 40 små forlag fra hele Norden. Arrangementet byder på oplæsning, performance, udstilling, seminar, bogmesse, koncert og en 360 siders katalogbog. (Læs mere >>)
Mere end 100 af Danmarks mest anerkendte kunstnere indsamler penge til de afviste irakiske flygtninge med en udstilling og auktion, som samler det største antal danske samtidskunstnere i én udstilling i nyere tid.
Den 10.-21. september afholder initiativet Aktion Auktion en udstilling og auktion til fordel for de afviste irakiske flygtninge. Udstillingen kommer til at foregå i Høkerboderne 8, på Vesterbro og byder på en række aktiviteter, som skal sætte fokus på de irakiske flygtninges sag.
I løbet af de 10 dage, udstillingen varer, inviterer Aktion Auktion til debatarrangementer, foredrag og andre events, som på forskellig vis vil sætte fokus og perspektiv på situationen omkring de afviste irakiske flygtninge.
Over 120 nordiske og internationale småforlag, festivaler, tidsskrifter, organisationer og netværk samles i weekenden 21-22/8 på Litteraturhuset i Oslo til Tekstallianse – en messe og en festival.
Lilian Lijn, Sky Never Stops, 1965, Collection V&A Museum
Hvis man har mulighed for det, var det vist ulejligheden værd at tage til London her i sommer. Udstillingen Poor. Old. Tired. Horse. på ICA handler om tekstbaserede kunstpraksisser, inspireret ikke mindst af den konkrete poesi, men inddrager også beslægtede strømninger fra 60’erne og 70’erne og omfatter desuden en række yngre kunstnere.
Udstillingen, som kan ses 17/6-23/8, viser værker af Vito Acconci, Carl Andre, Anna Barham, Matthew Brannon, Henri Chopin, Ian Hamilton Finlay, Alasdair Gray, Philip Guston, David Hockney, Karl Holmqvist, Dom Sylvester Houédard, Janice Kerbel, Christopher Knowles, Ferdinand Kriwet,Liliane Lijn, Robert Smithson, Frances Stark and Sue Tompkins.
Titlen “Poor. Old. Tired. Horse.” stammer fra den skotske konkretpoet Ian Hamilton Finlays tidsskrift af samme navn, som han udgav fra 1962 til 1968.
3.-8. november 2009 arrangeres Audiatur – Festival for ny poesi for fjerde gang i Norge. 3.-4. november samles deltagerne til workshop på Hardangervidden. 5.-8. november løber det offentlige program af stabelen i Bergen Kunsthall.
Årets deltagere er Joël Baqué (F), Kristin Berget (N), Nicole Brossard (CDN), Marie-louise Chapelle (F), Arkadii Dragomosjtsjenko (RUS), Helena Eriksson (S), Robert Fitterman (USA), John Giorno (USA), Karl Holmqvist (S), Jenny Hval (N), Mara Lee (S), Claude Royet-Journoud (F), Torgeir Schjerven (N), Aleksandr Skidan (RUS), Gwenaëlle Stubbe (BEL), Anja Utler (D), Jan Erik Vold (N) og Steve Zultanski (USA).
Nu hvor den første nyhedens interesse har lagt sig, må det være i orden, hvis ikke på høje tid, at indlemme Radiant Copenhagen i den fremtidige e-litterære kanon. Det er jo ikke godt at vide, hvornår borte har taget det igen.
Værket, der til lanceringen forklædte sig som den skinbarlige sandhed, er et af de mere ambitiøse af slagsen, hvad end man ser på det som en polyfon science fiction-roman, et stykke netkunst eller et helt tredje fænomen. Stærkt underholdende er det uanset.
Hovedmændene bag det er Kristoffer Ørum, Anders Bojén og Rune Graulund, men i alt over 15 forfattere, kunstnere, musikere, arkitekter, data- og dadaister mv. har haft fingrene med i udviklingen af det nye opslagsværk til København i fremtiden. Og det er noget af en strålende fremtid, der venter hovedstaden. Griseøen og vulkanudbruddet herunder er blot begyndelsen.
Jeg har skrevet en lidt mere udførlige rapport her.
Brødrene Woetmann af Danmark og Camilla performer Hans-Jørgen Nielsens legendariske digtsamling, at det at, fra 1965 i et virvar af lyd og stemmer. Det sker på Christianshavns Beboerhus torsdag 23. april kl. 21. Entré kr. 40. Mere info på Facebook.
Så er der for syvende gang Lyd+Litteratur i Århus, denne gang på Archauz/Lobby med satellitter på Hovedbiblioteket i Århus og på LiteraturHaus og Islands Brygges Kulturhus i København. Arrangementerne løber fra 16.-19. april. Foruden en række danske konstellationer deltager følgende udenlandske navne: Anne-James Chaton (F), Lydia Lunch og Philippe Petit (USA/F), Pär Thörn (S), EIKO (Schweiz), Alexei Borisov og Anton Nikkilä (Rus/Fin), samt Angry Sam (UK), der optræder sammen med danske Tomult. Læs mere.
Tværfaglig Studiekreds om Tekst er en række unge forfattere og kunstnere, der undersøger feltet mellem kunst og litteratur, tekstbåren kunst og kunstbåren tekst. Nu arrangerer studiekredsen både udstilling, bibliotek og foredragsrække.
Vedr. tekst, som begivenheden hedder, finder sted 22-26/3 på Udstillingsstedet Q, Peder Skramsgade 2 i København.
Foredragsholderne er Rune Gade, Jørgen Michaelsen, Jan Bäcklund, Julie Kølle, Ida Börjel, Martin Larsen, Emil Lykkegaard, Pär Thörn, Kristine Kemp og Jon Helt Haarder. Se det fulde program her – eller på Facebook.
Den første af de tre fløje i Klaus Høecks seneste murstensdigtsamling, Palimpsest, som netop er blevet præmieret af Statens Kunstfond, hedder Billederne og er én lang serie af ekfraser: digte skrevet med udgangspunkt i (eller som levendegør eller reproducerer) billedkunst. I dette tilfælde det digteriske svar på samtlige gengivne værker i 20th Century Art Book – eller det er hvad jeg gætter på.
Marcel Broodthaers-ekfrasen Table and Cupboard with Egg-Shells (1965) kunne være et oplagt eksempel, som samtidig viser, hvordan digteren nogle gange går direkte deskriptivt-fortolkende frem: “det kunne ligne” lyder starten endda.
Marcel Broodthaers: Armoire blanche et table blanche (1965)
Men Høeck bruger i digtsamlingen virkelig hele paletten af mulige ekfratiske tilgange.
Til tider er det kun titlen eller årstallet eller netop forbindelsen imellem dem, der har “tricket” noget hos ham. Andre gange er det en viden om kunstneren – eller om værkets teknik. Action painting bliver til action poesi, konkret maleri til konkret poesi osv. Men oftest er det (igen: gætter jeg) selve motivet, der skrives på. Et motiv, der måske ikke engang nævnes, men højst skinner igennem som de næsten udviskede konturer i palimpsestets pergament. Så meget desto mere er der for éns egen billedskabende evne at arbejde med. Og på en måde sætter digtene jo så én i virkeligheden i samme position, som den, der skrev dem, der også gætter, digter, associerer, mimer og spejler sig.
Er enhver litteratur- og kunstoplevelse en slags ekfrase, som skriver et nyt digt/billede? Eller er den bare et palimpsest?
Le Corbeau et le Renard (1967), arbejde på papir, MACBA
Man kan ikke både have ost i munden og få komplimenter for sin skønsang. Sådan lyder moralen i La Fontaine-fablen Ravnen og ræven, “et vers om gevinst og tab”, som den danske oversættelse kalder det.
Men kan man både læse og have billeder i øjnene? Hos salig Marcel Broodthaers har man ikke noget valg.
Hans film Le Corbeau et le Renard fra 1967, som indgår i Ubuweb-skatkammeret, er et vidtgående eksperiment med at tilnærme ord, billeder og ting hinanden. Eller som Broodthaers siger i et interview: “et forsøg på så vidt som muligt at nægte både ordene og billederne mening”.
Til brug i filmen lader han et af sine digte trykke med fed skrift og fungere som kulisse for en række genstande, heriblandt portrætter af sig selv og helten Magritte. I stedet for at illustrere eller dramatisere står tingene og billederne i vejen for teksten eller indgår, stående side om side med den på deres hylder, i en slags udvidede sætninger.
En “læseøvelse” eller “rebus”, kaldte Broodthaers selv det filmatiserede digt. Og man kan naturligvis ikke lade være at forsøge at tyde det.
Skriften forvrænges set gennem syltekrukkerne, hvori der er stukket andre, håndskrevne ord. Og kameraet panorerer baglæns hen over ordene “MAIS À PEINE” (“men kun knap”). I ordet “UN” (“en”) sidder en tegnestift. Ordene bliver til ting, tingene til ord, og også selve fiktionen konkretiseres. “Maleren havde alle farver. Arkitekten var af sten. Raven og ræven stod med trykte typer”.
Da filmen var færdigklippet, mente Broodthaers, at han stadig ikke havde opnået fuldt ud den harmoni mellem medierne, han ønskede, og han udformede derfor et særligt lærred, den skulle projiceres på, som gentager dele af skriften og billederne. Endnu et lag, der på én gang tydeliggør pointen og vanskeliggør den (vante) umiddelbare læse/synsoplevelse.
Filmen blev i første omgang skabt til filmfestivalen i Knokke, hvor man modvilligt viste den, men uden for programmet og på et normalt lærred. Men skaden blev gjort god igen året efter på udstillingen Le Corbeau et Le Renard på Wide White Space Gallery i Antwerpen, hvor både film og lærred indgik – sammen med en bog – og de tre dele blev solgt som et samlet “environnement”.
Også bag den 23. låge gemmer sig et alfabet: Alphabet Truck hedder det, fotograferet af Eric Tabuchi og udgivet i 2008 af forlaget, galleriet og artist’s book-boghandelen Florence Loewy i Paris. Serien repræsenterer, som Tabuchi selv skriver, adskillige tusind kilometer tilbagelagt de senere år. Og manden kører troligt videre og arbejder allerede på en serie mere. Enkeltbogstaverne bruger han også til mindre kompositioner eller fotografiske krydsord, når ikke lige han arbejder mere konkret med bogstaver og ord eller fotograferer skilte.
Tags (2008)
Untitled (Road Sign Series) (2005)
Blandt inspirationskilderne til Alphabet Truck nævner Eric Tabuchi John Baldessaris The Back Of All The Trucks Passed While Driving From L.A. To Santa Barbara (1963) og Claude Closkys logo-alfabet Auchan.
Simen Hagerups norske Henri Michaux-gendigtning Streker (Biblioteket Gasspedal) er en af de smukkeste nye bøger, jeg har haft mellem hænderne i det år, der nu går på hæld. Bogen samler en række af den belgisk-franske digter og malers værker helliget tegnene – et “mystisk-semiotisk delforfatterskab”, som Hagerup kalder det.
Arbejdet med materialet har også været øjenåbnende for oversætteren selv, hvilket han meget præcist formulerer således: “det var først da jeg pliktskyldigst hadde gransket de ‘medhørende tegningene’ og prøvd å tolke dem opp mot tekstmaterialet, at jeg innså at jeg egentlig satt og gjendiktet kommentartekster; ikke drømske notater om en ikkeeksisterende litteratur, men forklarende noter til noen foreliggende arbeider, som vi i siste ende er nødt til å klassifisere som litteratur, nettopp fordi de jobber mot språkets definisjon av språk.”
Teksterne, som udgør Streker, kredser om de kinesiske ideogrammer og deres udvikling, såvel som om Michaux’s eget projekt med at skabe et helt nyt, åbent og poetisk skriftsprog i stil med “den piktogrammatiske førskriften”. Et projekt eller en drøm, der knytter sig nært op til forestillingen (utopien) om, hvordan det kinesiske og mange andre sprog var, før de blev til “håndjern”: sprog “som skal forme og begrense, avgrense”.
“Piktogrammatisk”, men vel at mærke ikke piktogrammer i vores forstand som entydige budskaber, der kan forstås internationalt, snarere tværtimod, med en slags uforståelighedens præcision. “Tegn: for endelig å avløse ordene messing”. Eller: “Tegn som er åpent i flere retninger./Balansering.”
Michaux udvider forbilledligt litteraturen ved at skabe en perfekt glidende overgang mellem ord og billede – mellem tekst, tegn og tegning. Han samler dem i disse tekster til en samlet verbovisuel læseakt.
Det er kun “i den ene retning”, at Michaux er asemiker. Digteren afholder sig ikke fra at tolke sine egne, malerens skriftbilleder, fx ved at skabe en tilsvarende glidende overgang imellem abc (abécédaire) og bestiarium (béstiaire) – tegn og væsener. Men også hans poesi forsøger at holde sproget åbent som “Det kinesiske språket fremlegger for blikket, slik naturen gjør det, uten å fastslå”.
Det universelle, poetiske sprog, han i 1938 besluttede sig for at skabe med ni hundrede ideogrammer og en grammatik, havarerede, fortæller Hagerup. Men i et lykkeligt skibbrud, må man tilføje. Hvad skulle manden dog også med en grammatik?
For nylig kunne Ubuweb så med Pär Bäckströms hjælp føje det eneste filmiske værk af Henri Michaux til arkivet, nemlig undervisningsfilmen Images du monde visionnaire fra 1964, som han lavede sammen med Eric Duvivier på bestilling af medicinalfabrikanten Sandoz (som bl.a. syntetiserede LSD). Filmen skildrer på kalejdoskopisk og surrealistisk vis to trip på henholdsvis mescalin og hash – blandt andet ved hjælp af svimlende panoreringer i skriftbilleder kalligraferet af en mescalinpåvirket Michaux.
Som digteren selv påpeger i sin indledning, er det et umuligt projekt – alt er meget stærkere og mere vrimlende, end en film kan vise. Men fantastisk og syret, det er det.
I disse, årets mørkeste dage omkring vintersolhverv er Yoko Onos Imagine Peace Tower – et tårn af lys – tændt på øen Viðey ud for Reykjavik, ligesom det er hvert år imellem John Lennons fødselsdag 9/10 og dødsdag 8/12, samt nytårsnat og den første uge af foråret.
Tårnet, der blev indviet sidste år, er tæt knyttet til Yokos tidligere interaktive værk, Wish Tree, fra 1981, som igen bygger på den japanske tradition med ønsketræer i Shinto- og buddhistiske templer.
De traditionnelle japanske ønsketræer bruges dog ikke til at hænge ønsker på, men snarere til at “vende lykken”. Når man har trukket et dårligt omikuji, en spådom ligesom den i en fortune cookie, hænger man den op et særligt træ, der kunne minde lidt om et juletræ.
I forbindelse med Imagine Peace Tower har Yoko indtil videre indsamlet over 750.000 ønsker, via postkort og mail, som alle vil opbevares i/ved tårnet.
Den London-baserede, fransk-norske digter Caroline Bergvalls nye hjemmeside (og det er vitterlig kun én lang side) samler trådene fra hendes multimediale virke. Her kan man få et overblik over hendes bøger, installationer, performances, lydværker, digitale projekter mv.
ATTHEENDOFTHEDAYITGOESDARK – “spoken while drawn in performance” (2002)
Og mange af værkerne kan høres/ses/opleves direkte samme sted. Også mange, som såvidt jeg er orienteret ikke tidligere har været tilgængeligt online, heriblandt Say: Parsley, et computer-tekstværk, der oprindeligt indgik i en installation på MuHKa i Antwerpen sommeren 2008, og som – ligesom fx teksten Cropper, der nu også er kommet som chapbook – afsøger rummet imellem flere sprog.
Say: Parsley (2008) – screenshots fra skærmværk og foto af installation.
Slinkachus Little People er så små, at de kun kan ses af den meget opmærksomme. De lever sikkert heller ikke så længe, må man formode. Kaspar Bonnén laver decideret usynlig grafitti. Når han ikke lige skriver sætninger, der i næste øjeblik er svømmet væk. Men også han husker heldigvis at dokumentere sit arbejde.
“Det handler om følelser, som har en midlertidig karaktér. Den usynlige graffiti er der egentlig ikke, men kan opstå som sådan en stemning ind imellem. Lidt ligesom følelser kan komme og gå,” siger Bonnén til Kopenhagen, der interviewer ham i anledning af hans nye udstilling på Galleri Christina Wilson i København.
Skriften på kajkanten træder kun frem, når det regner. Så står der pludselig: “I wait for you even though”. Flamingoordene “I will always love you” på vandet flyder hver til sit og bytter plads, før de spredes for alle vinde (se et par tidligere versioner her og her) som døgnflueagtige popsange. “Følelser og kærlighed – og popmusik – er noget alle kender til”, som det også lyder i interviewet. Men som med popsange handler det jo også i lige så høj grad om fremførelsen. Det banale kan også ramme dybt.
Træskulpturen, som normalt ville have været en mere varig genre, pilles alligevel styk for styk fra hinanden, indtil delene danner en sætning: “Jeg sagde jeg har mistet dig men sandheden er at jeg aldrig haft dig”. Stående på en bogside havde ordene måske ikke haft samme effekt, men her løftes, eller rettere tynges, de af “skriveprocessens” omkostninger.
Ligesom de kantet-kiksede malerimøbler på Speak Up-udstillingen sidste år også udgjorde en herlig ordbegivenhed, når de undskyldte sig selv: “I tried to do my very best”.
Også penge er, ved vi, meget flygtige. Ikke mindst i denne tid – hvor vi skal have ondt af de rige, der har så meget mere at tabe – bliver Bonnéns rige tigger, som skriver PLEASE HELP ME med småmønt, kun ekstra komisk. Hvilket rent googleassociativt bragte mig videre til kunstnerens idéoplæg til en ny seddelserie for Nationalbanken, som godt nok er meget flottere end dem der vandt (men forhåbentlig overhales indenom af euroen), og smukt indlemmer hverdagen (hvilket sikkert var problemet). Jeg savner kun et par bogstaver – eller tal – flydende på bølgerne ud over bæltet.
Men hvad hjælper usynlig grafitti, hvis man er blind? Det råder streetkunstneren The Blind råd på i Frankrig, hvor han skriver ordspil med blindskrift på husmurene. Hans eget syn fejler vist i øvrigt ikke noget – han holder i al fald øje med strømerne.
Centre Pompidou i Paris viser for tiden en stor udstilling med Jacques Villeglé, en kunstner, det er svært at lade være at tænke på, når man ser Cut-Up Collectives plakatværker.
Villeglés primære arbejdsmateriale har siden begyndelsen af 50’erne været iturevne plakater hentet i det parisiske byrum. En vigtig del af hans værk, og måske endda den smukkeste, har ordet som sin vigtigste visuelle komponent, inspireret bl.a. af de lettristiske poeter, såsom Isidore Isou.
De allerførste plakatbilleder skabte han i samarbejde med Raymond Hains – heriblandt et “nyt Bayeux-tapet”, som Hains kaldte det, ud fra en række af koncertplakater på et plankeværk.
Ach Alma Manetro (1949)
Villeglé komponerer ikke, siger han. Han afdækker skjulte lag, og udnytter samtidig det naturlige forfald, plakaterne har været udsat for. Billederne bliver en slags arkæologi af den tid, de er skabt i.
Sammen med Hains udvikler Villeglé desuden i 1953 begrebet ultra-lettres – en forvrænget og “lykkeligt ulæselig skrift” frembragt ved hjælp af et særligt “hypnagogoskop”. En teknik, de første gang anvendte på et fonetisk digt af digteren og maleren Camille Bryen, Hepérile, som blev til Hepérile eclaté (éclaté = sprængt).
Hvor ultra-bogstaverne gladeligt tømmer sproget for betydning som et friskt pust i en informationsmættet tidsalder, er Jacques Villeglés socio-politiske alfabet derimod en fortætning af de allermest ladede tegn. I tiden efter maj 68 var metrovæggene overtaggede med alskens politiske og relgiøse symboler, og Villeglé besluttede sig for at komprimere dem til en samlet “abc”, et projekt han har fortsat helt op til i dag. En skrifttype, der kan skrives nye voldsomme tekster med.
L’alphabet de la guerilla(1983)
Jacques Villeglé – La comedie urbaine kan ses indtil 5. januar. For de franskkyndige rummer museets online-skoletjeneste en fin gennemgang af udstillingen med videointerview med kunstneren. Galleriet Sabine Wachters Fine Arts viser en samling af nyere plakatværker, der er ældre værker her, og kunstnerens egen humoristiske hjemmeside giver en god introduktion til kunstnerskabet (igen på fransk).
Samt Matt Stuart, fra hvis personlige website disse to “pshots” er stjålet:
Fotograferne bruger også siden til at hylde nogle af deres helte, Richard Kalvar, Joel Myerowitz og Bryn Campbell.
Om Gadefotografen lyder det i In-Public-manifestet at “he does not leave the house in the morning with an agenda and he doesn’t visualise his photographs in advance of taking them. Street Photography is about seeing and reacting, almost by-passing thought altogether.”
Sitet rummer dog også en enkelt hun-fotograf, nemlig amerikanske Melanie Einzig, der blandt andet gør brug af det simple trick at gå om et hjørne.
Nick Turpin, forfatteren bag manifestteksten, tilføjer: “A series of street photographs may show a ‘crazy’ world, perhaps ‘dreamlike’. This is, for me, the most fascinating aspect of Street Photography, the fact that these ‘crazy’, ‘unreal’ images were all made in the most ‘everyday’ and ‘real’ location, the street.”
Fluxus-kunstnerne George Brecht og Henning Christiansen døde med fem dages mellemrum 5. og 10. december.
Christiansens sidste store udstilling FLUXID på Den Frie sidste efterår er grundigt dokumenteret af fotografen York Wegerhoff. Kopenhagen interviewede kunstneren, og vi bragte selv en lille billedserie fra den farverige fernisering, hvor kunstneren selv skar verdenskagen for med kårde. Hans sidste optræden var med et støvsugerværk med indbygget manifest i anledning af den amerikanske valgaften i november. “I wish to change everything in America”, som han siger i interviewet, der ligesom manifestet stadig kan høres på Lyt til Nyt.
George Brechts Word Event blev i sin tid også udført som performance (“Fluxversion 1”), hvor publikum blev bedt om at forlade salen. Stefan Hager har genskabt den digitalt her: Enter. Og så sent som i sommer havde Kunsthalle Basel en udstilling med udgangspunkt i den poetiske performance – “the happy hijacking of space by language”.
Både Brecht og Christiansens performanceværker indgår i Fluxus Performance Workbook (pdf) – en antologi af Ken Friedman, Owen Smith, and Lauren Sawchyn fra 2002. Og Ubuwebs bibliotek rummer bøger og film af Brecht og en række lydværker af Christiansen.
Dagens låge er en klassiker. Som aldrig er blevet omtalt på dette site, og det er en fejl der straks må rettes op på.
Canadiske David Clarks A is for Apple er et interaktivt essay fra 2002 om populærkultur, religion, kryptografi og sprogforståelse. I ord, billeder og lyd kredser det om æblet som figur. Som “det ord alfabetet altid begynder med”, i al fald på engelsk, hvor bogstavet A partout er “som i Apple”. Kundskabens frugt, Snehvides, Newtons og Magrittes, såvel som æblet i supermarkedet, der nu om dage (for at leve op til skolebogens billede?) kun fås i tre farver. Og så – i særdeleshed Apple, The Beatles berømte label. Vidste du i øvrigt, at Ringo betyder æble på japansk?
For hvert skærmbillede, som kan udforskes, imens man lytter til teksten, kan man vælge sin vej associativt videre: Fra “The Purloined Letter” til “Cryptography”. Og videre igen fra “Number 9” til “The White Album” og selveste Gud. Eller det blev i al fald min rute i denne genlæsning. Jeg var spændt på, hvordan det ville se ud her seks år efter, men blev positivt overrasket. Og tænkte endnu engang (som Charlotte Hansen og Karen Wagner gjorde i deres Webessay) på, hvor godt essayet og hypertekstens form dog griber sammen.
A is for Apple holder en smuk balance imellem at give ro til fordybelse og oplevelse og at skabe åbenhed for lystvandring og små åbenbaringer. Det er en ikke-lineær tekst, men den er ikke mere labyrintisk, end at man sagtens kan holde tråden. Og det giver perfekt mening, at stoffet har netop denne form. Ikke mindst fordi værket blandt andet er en kritik af besættelsen af, at alting skal have et udspring: Et kernehus, et adamsprog. En begyndelse og en slutning. Figuren for denne æblefortællings egen form viser sig snarere at være løget med alle dets lag. Og så selvfølgelig Lennons gådefulde Glass Onion.
“Måske er det derfor, vi græder, når vi skræller et løg: fordi løget er kundskabens sande frugt?” spørger Clark.
Jeg skal starte med at beklage, at dette ikke er låge nr. 8, hvilket naturligvis havde været mest passende. Alt med Oskar Ponnert kan åbenbart ikke gå op. Det var først i går, 10. december hen ad aften, at min vante hjemtur på cykel gennem København på lykkelig vis “linkede op” til Oskars cykelrute på den anden side af Sundet. Stående i køen ved kassen i Alyass Marked i Helgolandsgade (i daglig tale “grønthandleren i rundkørslen”), læste jeg pludselig ordene på de brød, jeg havde liggende øverst i kurven: “Naznaz Bageri, N. Grängesbergsg. 26″. Og straks ved hjemkomsten måtte jeg slå efter. Men nej, Naznaz Bageri eller nr. 26, dem har du glemt, Oskar! Så er det jo godt, jeg kan hjælpe til med lidt research her på afstand.
Norra Grängesbergsgatan er en guldgrube. Takket være Oskar. Utrætteligt har han siden august sidste år rapporteret fra “Malmös nok cooleste gade”, som han hver dag passerer på cykel. Og bloggen er stadig, her et år efter jeg første gang besang den, en mine klare favoritter. Den holder.
Sidste år kaldte jeg ham fejlagtigt for “mikroblogger”, hvilket naturligvis ikke er termen. Han twitrer jo ikke løsrevet sine observationer i farten. Snarere er han vel lokalblogger, hvis man skal kalde ham noget. Grundigt og roligt (på både svensk og dansk).
Andre igen miniatureblogger, også på bogstaveligste gadeplan. Little People er et “tiny street art project”, som kunstneren Slinkachu bedriver i Londons gader. Og havde det ikke været for bloggen, var der måske aldrig nogen, der havde fået øje på det. De fleste poster består af to billeder: et helt tæt på, nede hos lilleputterne, og et andet langt fra, hvor de små folk er næsten usynlige, men som giver perspektivet.
Der er mange fine tableauer imellem. “They’re not pets, Susan”, hedder dette.
Som også er blevet omslag på den uundgåelige bog, bloggen har affødt. Men husk nu: street art skal ses på nettet.
Når de små folk skal have deres budskaber frem, foretrækker de i øvrigt snailmail, virker det til, hvilket dokumenteres i et parallelt lille projekt, Inner City Snail. Dét skrider til gengæld ikke så hurtigt frem.
Dagens gratis glæder kommer fra The Getty Center i Los Angeles. I forbindelse med museets udstilling denne vinter med russisk avantgarde-bogkunst, Tango with Cows, har det tilhørende Getty Reseach Institute digitaliseret et udpluk af den store bogsamling af bøger og tidsskrifter fra perioden, som man siden 1988 har været i besiddelse af.
De fantasifulde klassiske bogværker ville måske nok være allersjovest at stå med imellem hænderne. Men eftersom dét er de færreste af os beskåret, er det en luksus i sig selv, at 21 af dem nu i det mindste kan downloades af enhver til vores elektroniske bibliotek. Heriblandt for eksempel Vasily Kamenskys Tango med køer – ferrokonkrete digte.
Bøgerne kan desuden bladres i virtuelt – og høres oplæst – i et interface, der tilbyder nyttige oversættelser og fortolkninger. Hvad for eksempel med at lytte til digtet “Lad os alle være salathoveder”?
Et af omdrejningpunkterne for udstillingen er den transrationelle lydpoesi, hvilket også markeres med aften med “beyondsense” (zaum) lyddigte og lignende sager performeret af Christian Bök, Steve McCaffery og Oleg Minin, for dem der er på kanter. Du, som bare sidder her, kan læse mere på Afsnit P om bøgerne og perioden, som vi bl.a. har skrevet om i forbindelse med udstillinger og netudstillinger på Det kongelige Bibliotek i 2001 og på Louisiana og MoMA i 2002.
Cut-up er en “aleatorisk litterær teknik eller genre, også kendt som ‘fishbowling’, hvor en tekst klippes op tilfældigt og omarrangeres for at skabe en ny tekst” (Wikipedia). Teknikken blev rendyrket i 50’erne og 60’erne af folk som Brion Gysin og William Burroughs, der også videreførte den til lydbånd og film (hvoraf ovenstående er et uddrag).
Burroughs giver selv den mere udførlige og underholdende forklaring på Ubuweb, hvor man desuden finder en finsamling af de lydlige resultater.
Cut-Up-Maskinen på LanguageIsAVirus.com leverer tekst-cut-up i metermål, men det bliver ligesom ikke det samme. Så hellere en fiskedam, tænker man næsten, og lidt menneskelig fantasi eller galskab – tag blot Jørgen Sonnes danske Ordklip.
CutUp Collective derimod tager skridtet i en ny og spændende retning – mod street art og videre derfra til film.
Som bl.a. videoen CutUp Film fra 2005 viser det, går London-gruppen i kødet på de store reklame-billboards, der nedtages, opklippes i store “pixels” og komponeres om til nye og skurrende anti-budskaber. Som så klæbes over andre billboards og går i dialog med dem.
Tag dén, “Clear Channel”. Det anonyme kollektiv har desuden eksperimenteret med en tilsvarende teknik med tv-reklamer. Et kæmpearbejde i begge medier, men også med nogle ret imponerende resultater.
Gruppen fokuserer, som deres website siger, på “the processes of disruption inherent in the everyday” og er tydeligvis inspireret af Nicolas Bourriauds Postproduction: “a simple moment in an infinite chain of contributions”. Følg dem også rundt om i verden på deres nye blog.
Bag dagens låge er der pornofilm. Grøn porno, altså. Og hvis du tror, det bliver mindre kødeligt af det, så tager du … måske ikke helt fejl. Men det bliver ikke nødvendigvis mere kedeligt.
Green Porno er otte minutkorte film af selveste Isabella Rossellini. Filmene havde premiere på sidste Sundance-filmfestival, men er skabt til “den lille skærm” og kan ses på mobiltelefoner i USA, samtidig med at være tilgængelige på nettet på Sundance Channel. Emnet er insekternes forunderlige og fantasifulde “kærlighedsliv”, eller hvad vi nu skal kalde det. “It’s very pornographic”, som Rossellini udtaler i et interview. Hun spiller selv alle dyrene, heriblandt han-knæleren, der får sit hoved bidt af under akten (men fortsætter ufortrødent). Og sitet rummer desuden ekstramateriale som “From behind” og “Tease me”, samt en G-punkt-quiz.
Rossellini siger også, at hun tror, at de nye teknologier skaber et nyt publikum for kortfilmgenren – og at de vil ændre fortælleformerne.
Og nu vi (endnu en gang) er ved alfabetet, så er låge nr. syv sørme et P. Placeret et aflåst og bevogtet sted, nemlig i Guantanamolejren.
Her står det, ikke, som man måske skulle tro, for langtidsparkering, men for Prayer Time. P’et sættes i gangene under de indsattes bøn for at påminde vagterne om, at de skal tale sagte.
