Le Corbeau et le Renard (1967), arbejde på papir, MACBA
Man kan ikke både have ost i munden og få komplimenter for sin skønsang. Sådan lyder moralen i La Fontaine-fablen Ravnen og ræven, “et vers om gevinst og tab”, som den danske oversættelse kalder det.
Men kan man både læse og have billeder i øjnene? Hos salig Marcel Broodthaers har man ikke noget valg.
Hans film Le Corbeau et le Renard fra 1967, som indgår i Ubuweb-skatkammeret, er et vidtgående eksperiment med at tilnærme ord, billeder og ting hinanden. Eller som Broodthaers siger i et interview: “et forsøg på så vidt som muligt at nægte både ordene og billederne mening”.
Til brug i filmen lader han et af sine digte trykke med fed skrift og fungere som kulisse for en række genstande, heriblandt portrætter af sig selv og helten Magritte. I stedet for at illustrere eller dramatisere står tingene og billederne i vejen for teksten eller indgår, stående side om side med den på deres hylder, i en slags udvidede sætninger.
En “læseøvelse” eller “rebus”, kaldte Broodthaers selv det filmatiserede digt. Og man kan naturligvis ikke lade være at forsøge at tyde det.
Skriften forvrænges set gennem syltekrukkerne, hvori der er stukket andre, håndskrevne ord. Og kameraet panorerer baglæns hen over ordene “MAIS À PEINE” (“men kun knap”). I ordet “UN” (“en”) sidder en tegnestift. Ordene bliver til ting, tingene til ord, og også selve fiktionen konkretiseres. “Maleren havde alle farver. Arkitekten var af sten. Raven og ræven stod med trykte typer”.
Da filmen var færdigklippet, mente Broodthaers, at han stadig ikke havde opnået fuldt ud den harmoni mellem medierne, han ønskede, og han udformede derfor et særligt lærred, den skulle projiceres på, som gentager dele af skriften og billederne. Endnu et lag, der på én gang tydeliggør pointen og vanskeliggør den (vante) umiddelbare læse/synsoplevelse.
Filmen blev i første omgang skabt til filmfestivalen i Knokke, hvor man modvilligt viste den, men uden for programmet og på et normalt lærred. Men skaden blev gjort god igen året efter på udstillingen Le Corbeau et Le Renard på Wide White Space Gallery i Antwerpen, hvor både film og lærred indgik – sammen med en bog – og de tre dele blev solgt som et samlet “environnement”.
Også bag den 23. låge gemmer sig et alfabet: Alphabet Truck hedder det, fotograferet af Eric Tabuchi og udgivet i 2008 af forlaget, galleriet og artist’s book-boghandelen Florence Loewy i Paris. Serien repræsenterer, som Tabuchi selv skriver, adskillige tusind kilometer tilbagelagt de senere år. Og manden kører troligt videre og arbejder allerede på en serie mere. Enkeltbogstaverne bruger han også til mindre kompositioner eller fotografiske krydsord, når ikke lige han arbejder mere konkret med bogstaver og ord eller fotograferer skilte.
Tags (2008)
Untitled (Road Sign Series) (2005)
Blandt inspirationskilderne til Alphabet Truck nævner Eric Tabuchi John Baldessaris The Back Of All The Trucks Passed While Driving From L.A. To Santa Barbara (1963) og Claude Closkys logo-alfabet Auchan.
Simen Hagerups norske Henri Michaux-gendigtning Streker (Biblioteket Gasspedal) er en af de smukkeste nye bøger, jeg har haft mellem hænderne i det år, der nu går på hæld. Bogen samler en række af den belgisk-franske digter og malers værker helliget tegnene – et “mystisk-semiotisk delforfatterskab”, som Hagerup kalder det.
Arbejdet med materialet har også været øjenåbnende for oversætteren selv, hvilket han meget præcist formulerer således: “det var først da jeg pliktskyldigst hadde gransket de ‘medhørende tegningene’ og prøvd å tolke dem opp mot tekstmaterialet, at jeg innså at jeg egentlig satt og gjendiktet kommentartekster; ikke drømske notater om en ikkeeksisterende litteratur, men forklarende noter til noen foreliggende arbeider, som vi i siste ende er nødt til å klassifisere som litteratur, nettopp fordi de jobber mot språkets definisjon av språk.”
Teksterne, som udgør Streker, kredser om de kinesiske ideogrammer og deres udvikling, såvel som om Michaux’s eget projekt med at skabe et helt nyt, åbent og poetisk skriftsprog i stil med “den piktogrammatiske førskriften”. Et projekt eller en drøm, der knytter sig nært op til forestillingen (utopien) om, hvordan det kinesiske og mange andre sprog var, før de blev til “håndjern”: sprog “som skal forme og begrense, avgrense”.
“Piktogrammatisk”, men vel at mærke ikke piktogrammer i vores forstand som entydige budskaber, der kan forstås internationalt, snarere tværtimod, med en slags uforståelighedens præcision. “Tegn: for endelig å avløse ordene messing”. Eller: “Tegn som er åpent i flere retninger./Balansering.”
Michaux udvider forbilledligt litteraturen ved at skabe en perfekt glidende overgang mellem ord og billede – mellem tekst, tegn og tegning. Han samler dem i disse tekster til en samlet verbovisuel læseakt.
Det er kun “i den ene retning”, at Michaux er asemiker. Digteren afholder sig ikke fra at tolke sine egne, malerens skriftbilleder, fx ved at skabe en tilsvarende glidende overgang imellem abc (abécédaire) og bestiarium (béstiaire) – tegn og væsener. Men også hans poesi forsøger at holde sproget åbent som “Det kinesiske språket fremlegger for blikket, slik naturen gjør det, uten å fastslå”.
Det universelle, poetiske sprog, han i 1938 besluttede sig for at skabe med ni hundrede ideogrammer og en grammatik, havarerede, fortæller Hagerup. Men i et lykkeligt skibbrud, må man tilføje. Hvad skulle manden dog også med en grammatik?
For nylig kunne Ubuweb så med Pär Bäckströms hjælp føje det eneste filmiske værk af Henri Michaux til arkivet, nemlig undervisningsfilmen Images du monde visionnaire fra 1964, som han lavede sammen med Eric Duvivier på bestilling af medicinalfabrikanten Sandoz (som bl.a. syntetiserede LSD). Filmen skildrer på kalejdoskopisk og surrealistisk vis to trip på henholdsvis mescalin og hash – blandt andet ved hjælp af svimlende panoreringer i skriftbilleder kalligraferet af en mescalinpåvirket Michaux.
Som digteren selv påpeger i sin indledning, er det et umuligt projekt – alt er meget stærkere og mere vrimlende, end en film kan vise. Men fantastisk og syret, det er det.
I disse, årets mørkeste dage omkring vintersolhverv er Yoko Onos Imagine Peace Tower – et tårn af lys – tændt på øen Viðey ud for Reykjavik, ligesom det er hvert år imellem John Lennons fødselsdag 9/10 og dødsdag 8/12, samt nytårsnat og den første uge af foråret.
Tårnet, der blev indviet sidste år, er tæt knyttet til Yokos tidligere interaktive værk, Wish Tree, fra 1981, som igen bygger på den japanske tradition med ønsketræer i Shinto- og buddhistiske templer.
De traditionnelle japanske ønsketræer bruges dog ikke til at hænge ønsker på, men snarere til at “vende lykken”. Når man har trukket et dårligt omikuji, en spådom ligesom den i en fortune cookie, hænger man den op et særligt træ, der kunne minde lidt om et juletræ.
I forbindelse med Imagine Peace Tower har Yoko indtil videre indsamlet over 750.000 ønsker, via postkort og mail, som alle vil opbevares i/ved tårnet.
Den London-baserede, fransk-norske digter Caroline Bergvalls nye hjemmeside (og det er vitterlig kun én lang side) samler trådene fra hendes multimediale virke. Her kan man få et overblik over hendes bøger, installationer, performances, lydværker, digitale projekter mv.
ATTHEENDOFTHEDAYITGOESDARK – “spoken while drawn in performance” (2002)
Og mange af værkerne kan høres/ses/opleves direkte samme sted. Også mange, som såvidt jeg er orienteret ikke tidligere har været tilgængeligt online, heriblandt Say: Parsley, et computer-tekstværk, der oprindeligt indgik i en installation på MuHKa i Antwerpen sommeren 2008, og som – ligesom fx teksten Cropper, der nu også er kommet som chapbook – afsøger rummet imellem flere sprog.
Say: Parsley (2008) – screenshots fra skærmværk og foto af installation.
Slinkachus Little People er så små, at de kun kan ses af den meget opmærksomme. De lever sikkert heller ikke så længe, må man formode. Kaspar Bonnén laver decideret usynlig grafitti. Når han ikke lige skriver sætninger, der i næste øjeblik er svømmet væk. Men også han husker heldigvis at dokumentere sit arbejde.
“Det handler om følelser, som har en midlertidig karaktér. Den usynlige graffiti er der egentlig ikke, men kan opstå som sådan en stemning ind imellem. Lidt ligesom følelser kan komme og gå,” siger Bonnén til Kopenhagen, der interviewer ham i anledning af hans nye udstilling på Galleri Christina Wilson i København.
Skriften på kajkanten træder kun frem, når det regner. Så står der pludselig: “I wait for you even though”. Flamingoordene “I will always love you” på vandet flyder hver til sit og bytter plads, før de spredes for alle vinde (se et par tidligere versioner her og her) som døgnflueagtige popsange. “Følelser og kærlighed – og popmusik – er noget alle kender til”, som det også lyder i interviewet. Men som med popsange handler det jo også i lige så høj grad om fremførelsen. Det banale kan også ramme dybt.
Træskulpturen, som normalt ville have været en mere varig genre, pilles alligevel styk for styk fra hinanden, indtil delene danner en sætning: “Jeg sagde jeg har mistet dig men sandheden er at jeg aldrig haft dig”. Stående på en bogside havde ordene måske ikke haft samme effekt, men her løftes, eller rettere tynges, de af “skriveprocessens” omkostninger.
Ligesom de kantet-kiksede malerimøbler på Speak Up-udstillingen sidste år også udgjorde en herlig ordbegivenhed, når de undskyldte sig selv: “I tried to do my very best”.
Også penge er, ved vi, meget flygtige. Ikke mindst i denne tid – hvor vi skal have ondt af de rige, der har så meget mere at tabe – bliver Bonnéns rige tigger, som skriver PLEASE HELP ME med småmønt, kun ekstra komisk. Hvilket rent googleassociativt bragte mig videre til kunstnerens idéoplæg til en ny seddelserie for Nationalbanken, som godt nok er meget flottere end dem der vandt (men forhåbentlig overhales indenom af euroen), og smukt indlemmer hverdagen (hvilket sikkert var problemet). Jeg savner kun et par bogstaver – eller tal – flydende på bølgerne ud over bæltet.
Men hvad hjælper usynlig grafitti, hvis man er blind? Det råder streetkunstneren The Blind råd på i Frankrig, hvor han skriver ordspil med blindskrift på husmurene. Hans eget syn fejler vist i øvrigt ikke noget – han holder i al fald øje med strømerne.
Centre Pompidou i Paris viser for tiden en stor udstilling med Jacques Villeglé, en kunstner, det er svært at lade være at tænke på, når man ser Cut-Up Collectives plakatværker.
Villeglés primære arbejdsmateriale har siden begyndelsen af 50’erne været iturevne plakater hentet i det parisiske byrum. En vigtig del af hans værk, og måske endda den smukkeste, har ordet som sin vigtigste visuelle komponent, inspireret bl.a. af de lettristiske poeter, såsom Isidore Isou.
De allerførste plakatbilleder skabte han i samarbejde med Raymond Hains – heriblandt et “nyt Bayeux-tapet”, som Hains kaldte det, ud fra en række af koncertplakater på et plankeværk.
Ach Alma Manetro (1949)
Villeglé komponerer ikke, siger han. Han afdækker skjulte lag, og udnytter samtidig det naturlige forfald, plakaterne har været udsat for. Billederne bliver en slags arkæologi af den tid, de er skabt i.
Sammen med Hains udvikler Villeglé desuden i 1953 begrebet ultra-lettres – en forvrænget og “lykkeligt ulæselig skrift” frembragt ved hjælp af et særligt “hypnagogoskop”. En teknik, de første gang anvendte på et fonetisk digt af digteren og maleren Camille Bryen, Hepérile, som blev til Hepérile eclaté (éclaté = sprængt).
Hvor ultra-bogstaverne gladeligt tømmer sproget for betydning som et friskt pust i en informationsmættet tidsalder, er Jacques Villeglés socio-politiske alfabet derimod en fortætning af de allermest ladede tegn. I tiden efter maj 68 var metrovæggene overtaggede med alskens politiske og relgiøse symboler, og Villeglé besluttede sig for at komprimere dem til en samlet “abc”, et projekt han har fortsat helt op til i dag. En skrifttype, der kan skrives nye voldsomme tekster med.
L’alphabet de la guerilla(1983)
Jacques Villeglé – La comedie urbaine kan ses indtil 5. januar. For de franskkyndige rummer museets online-skoletjeneste en fin gennemgang af udstillingen med videointerview med kunstneren. Galleriet Sabine Wachters Fine Arts viser en samling af nyere plakatværker, der er ældre værker her, og kunstnerens egen humoristiske hjemmeside giver en god introduktion til kunstnerskabet (igen på fransk).
Samt Matt Stuart, fra hvis personlige website disse to “pshots” er stjålet:
Fotograferne bruger også siden til at hylde nogle af deres helte, Richard Kalvar, Joel Myerowitz og Bryn Campbell.
Om Gadefotografen lyder det i In-Public-manifestet at “he does not leave the house in the morning with an agenda and he doesn’t visualise his photographs in advance of taking them. Street Photography is about seeing and reacting, almost by-passing thought altogether.”
Sitet rummer dog også en enkelt hun-fotograf, nemlig amerikanske Melanie Einzig, der blandt andet gør brug af det simple trick at gå om et hjørne.
Nick Turpin, forfatteren bag manifestteksten, tilføjer: “A series of street photographs may show a ‘crazy’ world, perhaps ‘dreamlike’. This is, for me, the most fascinating aspect of Street Photography, the fact that these ‘crazy’, ‘unreal’ images were all made in the most ‘everyday’ and ‘real’ location, the street.”
Fluxus-kunstnerne George Brecht og Henning Christiansen døde med fem dages mellemrum 5. og 10. december.
Christiansens sidste store udstilling FLUXID på Den Frie sidste efterår er grundigt dokumenteret af fotografen York Wegerhoff. Kopenhagen interviewede kunstneren, og vi bragte selv en lille billedserie fra den farverige fernisering, hvor kunstneren selv skar verdenskagen for med kårde. Hans sidste optræden var med et støvsugerværk med indbygget manifest i anledning af den amerikanske valgaften i november. “I wish to change everything in America”, som han siger i interviewet, der ligesom manifestet stadig kan høres på Lyt til Nyt.
George Brechts Word Event blev i sin tid også udført som performance (“Fluxversion 1”), hvor publikum blev bedt om at forlade salen. Stefan Hager har genskabt den digitalt her: Enter. Og så sent som i sommer havde Kunsthalle Basel en udstilling med udgangspunkt i den poetiske performance – “the happy hijacking of space by language”.
Både Brecht og Christiansens performanceværker indgår i Fluxus Performance Workbook (pdf) – en antologi af Ken Friedman, Owen Smith, and Lauren Sawchyn fra 2002. Og Ubuwebs bibliotek rummer bøger og film af Brecht og en række lydværker af Christiansen.
Dagens låge er en klassiker. Som aldrig er blevet omtalt på dette site, og det er en fejl der straks må rettes op på.
Canadiske David Clarks A is for Apple er et interaktivt essay fra 2002 om populærkultur, religion, kryptografi og sprogforståelse. I ord, billeder og lyd kredser det om æblet som figur. Som “det ord alfabetet altid begynder med”, i al fald på engelsk, hvor bogstavet A partout er “som i Apple”. Kundskabens frugt, Snehvides, Newtons og Magrittes, såvel som æblet i supermarkedet, der nu om dage (for at leve op til skolebogens billede?) kun fås i tre farver. Og så – i særdeleshed Apple, The Beatles berømte label. Vidste du i øvrigt, at Ringo betyder æble på japansk?
For hvert skærmbillede, som kan udforskes, imens man lytter til teksten, kan man vælge sin vej associativt videre: Fra “The Purloined Letter” til “Cryptography”. Og videre igen fra “Number 9” til “The White Album” og selveste Gud. Eller det blev i al fald min rute i denne genlæsning. Jeg var spændt på, hvordan det ville se ud her seks år efter, men blev positivt overrasket. Og tænkte endnu engang (som Charlotte Hansen og Karen Wagner gjorde i deres Webessay) på, hvor godt essayet og hypertekstens form dog griber sammen.
A is for Apple holder en smuk balance imellem at give ro til fordybelse og oplevelse og at skabe åbenhed for lystvandring og små åbenbaringer. Det er en ikke-lineær tekst, men den er ikke mere labyrintisk, end at man sagtens kan holde tråden. Og det giver perfekt mening, at stoffet har netop denne form. Ikke mindst fordi værket blandt andet er en kritik af besættelsen af, at alting skal have et udspring: Et kernehus, et adamsprog. En begyndelse og en slutning. Figuren for denne æblefortællings egen form viser sig snarere at være løget med alle dets lag. Og så selvfølgelig Lennons gådefulde Glass Onion.
“Måske er det derfor, vi græder, når vi skræller et løg: fordi løget er kundskabens sande frugt?” spørger Clark.
Jeg skal starte med at beklage, at dette ikke er låge nr. 8, hvilket naturligvis havde været mest passende. Alt med Oskar Ponnert kan åbenbart ikke gå op. Det var først i går, 10. december hen ad aften, at min vante hjemtur på cykel gennem København på lykkelig vis “linkede op” til Oskars cykelrute på den anden side af Sundet. Stående i køen ved kassen i Alyass Marked i Helgolandsgade (i daglig tale “grønthandleren i rundkørslen”), læste jeg pludselig ordene på de brød, jeg havde liggende øverst i kurven: “Naznaz Bageri, N. Grängesbergsg. 26″. Og straks ved hjemkomsten måtte jeg slå efter. Men nej, Naznaz Bageri eller nr. 26, dem har du glemt, Oskar! Så er det jo godt, jeg kan hjælpe til med lidt research her på afstand.
Norra Grängesbergsgatan er en guldgrube. Takket være Oskar. Utrætteligt har han siden august sidste år rapporteret fra “Malmös nok cooleste gade”, som han hver dag passerer på cykel. Og bloggen er stadig, her et år efter jeg første gang besang den, en mine klare favoritter. Den holder.
Sidste år kaldte jeg ham fejlagtigt for “mikroblogger”, hvilket naturligvis ikke er termen. Han twitrer jo ikke løsrevet sine observationer i farten. Snarere er han vel lokalblogger, hvis man skal kalde ham noget. Grundigt og roligt (på både svensk og dansk).
Andre igen miniatureblogger, også på bogstaveligste gadeplan. Little People er et “tiny street art project”, som kunstneren Slinkachu bedriver i Londons gader. Og havde det ikke været for bloggen, var der måske aldrig nogen, der havde fået øje på det. De fleste poster består af to billeder: et helt tæt på, nede hos lilleputterne, og et andet langt fra, hvor de små folk er næsten usynlige, men som giver perspektivet.
Der er mange fine tableauer imellem. “They’re not pets, Susan”, hedder dette.
Som også er blevet omslag på den uundgåelige bog, bloggen har affødt. Men husk nu: street art skal ses på nettet.
Når de små folk skal have deres budskaber frem, foretrækker de i øvrigt snailmail, virker det til, hvilket dokumenteres i et parallelt lille projekt, Inner City Snail. Dét skrider til gengæld ikke så hurtigt frem.
Dagens gratis glæder kommer fra The Getty Center i Los Angeles. I forbindelse med museets udstilling denne vinter med russisk avantgarde-bogkunst, Tango with Cows, har det tilhørende Getty Reseach Institute digitaliseret et udpluk af den store bogsamling af bøger og tidsskrifter fra perioden, som man siden 1988 har været i besiddelse af.
De fantasifulde klassiske bogværker ville måske nok være allersjovest at stå med imellem hænderne. Men eftersom dét er de færreste af os beskåret, er det en luksus i sig selv, at 21 af dem nu i det mindste kan downloades af enhver til vores elektroniske bibliotek. Heriblandt for eksempel Vasily Kamenskys Tango med køer – ferrokonkrete digte.
Bøgerne kan desuden bladres i virtuelt – og høres oplæst – i et interface, der tilbyder nyttige oversættelser og fortolkninger. Hvad for eksempel med at lytte til digtet “Lad os alle være salathoveder”?
Et af omdrejningpunkterne for udstillingen er den transrationelle lydpoesi, hvilket også markeres med aften med “beyondsense” (zaum) lyddigte og lignende sager performeret af Christian Bök, Steve McCaffery og Oleg Minin, for dem der er på kanter. Du, som bare sidder her, kan læse mere på Afsnit P om bøgerne og perioden, som vi bl.a. har skrevet om i forbindelse med udstillinger og netudstillinger på Det kongelige Bibliotek i 2001 og på Louisiana og MoMA i 2002.
Cut-up er en “aleatorisk litterær teknik eller genre, også kendt som ‘fishbowling’, hvor en tekst klippes op tilfældigt og omarrangeres for at skabe en ny tekst” (Wikipedia). Teknikken blev rendyrket i 50’erne og 60’erne af folk som Brion Gysin og William Burroughs, der også videreførte den til lydbånd og film (hvoraf ovenstående er et uddrag).
Burroughs giver selv den mere udførlige og underholdende forklaring på Ubuweb, hvor man desuden finder en finsamling af de lydlige resultater.
Cut-Up-Maskinen på LanguageIsAVirus.com leverer tekst-cut-up i metermål, men det bliver ligesom ikke det samme. Så hellere en fiskedam, tænker man næsten, og lidt menneskelig fantasi eller galskab – tag blot Jørgen Sonnes danske Ordklip.
CutUp Collective derimod tager skridtet i en ny og spændende retning – mod street art og videre derfra til film.
Som bl.a. videoen CutUp Film fra 2005 viser det, går London-gruppen i kødet på de store reklame-billboards, der nedtages, opklippes i store “pixels” og komponeres om til nye og skurrende anti-budskaber. Som så klæbes over andre billboards og går i dialog med dem.
Tag dén, “Clear Channel”. Det anonyme kollektiv har desuden eksperimenteret med en tilsvarende teknik med tv-reklamer. Et kæmpearbejde i begge medier, men også med nogle ret imponerende resultater.
Gruppen fokuserer, som deres website siger, på “the processes of disruption inherent in the everyday” og er tydeligvis inspireret af Nicolas Bourriauds Postproduction: “a simple moment in an infinite chain of contributions”. Følg dem også rundt om i verden på deres nye blog.
Bag dagens låge er der pornofilm. Grøn porno, altså. Og hvis du tror, det bliver mindre kødeligt af det, så tager du … måske ikke helt fejl. Men det bliver ikke nødvendigvis mere kedeligt.
Green Porno er otte minutkorte film af selveste Isabella Rossellini. Filmene havde premiere på sidste Sundance-filmfestival, men er skabt til “den lille skærm” og kan ses på mobiltelefoner i USA, samtidig med at være tilgængelige på nettet på Sundance Channel. Emnet er insekternes forunderlige og fantasifulde “kærlighedsliv”, eller hvad vi nu skal kalde det. “It’s very pornographic”, som Rossellini udtaler i et interview. Hun spiller selv alle dyrene, heriblandt han-knæleren, der får sit hoved bidt af under akten (men fortsætter ufortrødent). Og sitet rummer desuden ekstramateriale som “From behind” og “Tease me”, samt en G-punkt-quiz.
Rossellini siger også, at hun tror, at de nye teknologier skaber et nyt publikum for kortfilmgenren – og at de vil ændre fortælleformerne.
For dem, der – trods vores improviserede pengeløse ploggekalender – alligevel ikke kan lade være at bruge penge, er det stadig muligt at investere i Afsnit Ps første udgivelse i årevis, Christian Yde Frostholms digtsamling Ofte stillede spørgsmål.
Bogen er ”forbløffende vellykket – skarpt sat i værk, underholdende og rørende”, skrev Tue Andersen Nexø i Information. ”Christian Yde Frostholm har gennemført sin konceptuelle øvelse til UG med kryds og slange”.
“Der er mange perler i denne vigtige bog – køb den straks!”, lød Peter Stein Larsens opfordring i Kristeligt Dagblad. Ifølge anmelderen er der ”kun én dansk digter, der virkelig har anvendt det åbne værks poetik med et sublimt resultat, nemlig Christian Yde Frostholm”.
Bogen, som koster kr. 100, kan købes online fra Afsnit P (gratis levering) og fås hos mange gode boghandlere. Læs mere om Ofte stillede spørgsmål her.
Og nu vi (endnu en gang) er ved alfabetet, så er låge nr. syv sørme et P. Placeret et aflåst og bevogtet sted, nemlig i Guantanamolejren.
Her står det, ikke, som man måske skulle tro, for langtidsparkering, men for Prayer Time. P’et sættes i gangene under de indsattes bøn for at påminde vagterne om, at de skal tale sagte.
Låge nr. 6 åbner også ind et bibliotek. Og denne gang ikke for det ubenævnelige, men det uudgivelige. Et formål hvortil internettet er et udmærket sted – her kan man ufortrødent sætte sig komfortabelt imellem stolene og blæse med munden fuld af mel.
Publishing the Unpublishable hedder således den række på hundrede eletroniske chapbooks, som Kenneth Goldsmith og Ubu Editions påbegyndte sidste år, og som frit kan downloades. Serien er til dato nået til 42 og rummer bidrag af Christian Bök, Brian Kim Stefans, Charles Bernstein og Derek Beaulieu blandt mange andre. Øvelsen begyndte som en undersøgelse og provokation, skriver Goldsmith, men som vi ved: “hvad vi engang anså for affald, kan, når det kommer til stykket, vise sig at være vores største skat”.
Bøgerne er fra et enkelt ark (Mary Jo Bangs brev til sin far, fra da hun var barn) til 3785 sider: Issue 1, der virkelig blev et issue, da det kom dette efterår, eftersom ingen af dets tekster er af de (kendte) forfattere de tilskrives, men er blevet lagt dem i munden af redaktørerne (Stephen McLauglin, Vladimir Zykov, Gregory Laynor, James Carpenter).
I English in Mallarmé finder Peter Manson engelske gloser skjult i de franske vers hos Stéphane Mallarmé (der jo var engelsklærer), imens Elisabeth S. Clark blotlægger tegnsætningen Between Words (i forlængelse af Goldsmith selv, Reuterswärd m.fl., som tidligere diskuteret).
Claude Closky nøjes med at lægge alfabetet ned på maven.
Decembers femte låge er godt gemt og på vej til at forsvinde. Ifølge hjemmesiden skulle den være der en uge mere, men plakaterne på stedet siger (og udstillerne kan bekræfte), at den skjulte udstilling Unnameable Name er væk inden dagen er omme.
Jeg troede faktisk allerede, jeg var kommet for sent i går, da jeg trådte ind på Københavns Hovedbibliotek. Og ikke bare til udstillingen, men til biblioteket i det hele taget. I rummet mod gaden var betjentene i fuld gang med at fylde bogstakke i skraldecontainere, og udlånet var mere eller mindre forskanset i plastik.
Det er en stund siden, jeg sidst var forbi, så gensynet med det gamle bibliotek var både foruroligende og rørende. Hjemløse, madpakkespisende, sovende … alskens skæbner mødtes i læsningens tempel. Men jeg var på udkig efter kunst. Og ikke af den slags, der tydeligt gør opmærksom på sig selv. Kunst i “sprækker, mellemrum og på tomme steder imellem de informations- og underholdningkategorier, som den typiske biblioteksgæst normalt er på udkig efter”, som spillereglerne lød. Hvem end den “typiske biblioteksgæst” så er.
Alle mine sanser var skærpet, for jeg vidste jo ikke, hvor jeg skulle kigge. Var det den affældige stuebirk under Skønlitteraur før 1700?
Var det de underfundige skilte, som var overalt?
Eller var det de små personlige budskaber, der spredt hist og her, gemte sig på og under reolerne?
Jo mere, jeg kiggede, jo mere blev alt skulptur, installation og intervention. Æbleskroget på notatblokken, den aflange tomme hessianopslagstavle. For slet ikke at tale om den store forsamling af mennesker, der hypnotiseret sad og lyttede til Jens Christian Grøndahls bragende, overnaturligt dybe stemme i mikrofonen på førstesalen, hvor reolerne var blevet skubbet sammen i siderne for at skabe plads til horderne, så det ikke længere var muligt at komme ind til bøgerne.
Jeg ville gerne tro, at det var dette, der var det “navn som ikke kan navngives”, men jeg havde stadig mine tvivl. Jeg søgte forgæves overalt i stueetagen og på 1. sal. Først på vej slukøret ud igen, øjnede jeg gudskelov ved indgangen A4-arkene med oversigten over udstillingen, som først startede på 2., hvor jeg slet ikke havde været. Det unævnelige kunne heldigvis stadig kortlægges og var bestemt værd at lede efter.
Her oppe i biblioteket fandt jeg “efterladt” på en hylde Jeff de Castros hermetiske spejlbog fyldt med sekstaller, hvis skriftbillede uundgåeligt bragt tankerne i retning af Monica Aasprongs Soldatmarkedet.
Og imellem brandalarmen og Naturens Verden hang Jørgen Michaelsens Appeasement Without a Subject med den lige så hypnotiserende sentens: “The unnameable is not the unnameable / The unnameable is not the name / The name is not the name”.
Klos op ad Maskinteknikken stod Elisabeth Cohens skrånende billede i en boks i stil med den slags dobbeltbundede skuffer eller hemmelige rum, der altid er i kriminallitteraturens biblioteker.
Og smukt indføjet blandt de øvrige skilte ved nødudgangen fandt jeg “I tilfælde af politiaktion undgå anviste udgange”, der næsten må skyldes Jenny Polak.
Morten Tillitz‘ mærkelige maskine kørte manisk rundt med ord og genstande, som ting vist har det med for ham.
Imens Tanja Nelleman Poulsen i sin vante stil syntes at opfordre lånerne til at bruge bøgerne lige lovligt kreativt med saks og lim.
Michael Mørk havde bragt sin egen personlige, ikke-alfabetiske orden på en del af kunstafdelingen, til en smule frustration for bibliotekaren, der ikke desto mindre var så sød at give mig en guided tour på etagen, hvor Kim Asburys tinsoldater bl.a. legede krig hen over et landskab af bogtoppe.
Tilbage på 2. sal under Biografier hang pludselig to døde fascister under en hylde med den tilhørende håndbog “Deconstruction Mussolini – a do it yourself plastic garage kit”, som dog ikke var til hjemlån (Gregory Scholette: Still Life with Dead Fascists).
Men det mest uhyggelige var dette:
Det lykkedes mig ikke at bestemme, hvem der stod bag. Og mange andre værker fandt jeg slet ikke. Det bliver jo en del af spillereglerne. Nogle er sikkert simpelthen “bortkommet”. Hvis ikke de, som Jacob Tellufsens Untitled Nothing, insisterede på slet ikke at være der.
“I always felt I should fit the clothes
rather than the clothes should fit me
which is ironical really
since one of the advantages
of home-made over shop-bought
is that you’re supposed to be able
to achieve the perfect fit”.
Christine Wilks interaktive digtsuite, Fitting the Pattern, er en bittersød selvbiografisk fortælling om at være datter af en syerske.
For at læse digtet må man selv gribe til saks, symaskine, knappenåle og opsprætter. Teksterne afdækkes langsomt, spredt rundt på snitmønstre, og det kræver en særlig rolig opmærksomhed at liste dem frem, fuldkommen ligesom hvis det var et stykke tøj, man var ved at frembringe. Man holder vejret en smule, for ikke at klippe galt eller sy skævt.
Stoffets “ritsj” og symaskinestøjen tilføjer interaktionen en særlig præcis sanselighed. Man sidder med til bords ved sybordet og kan næsten mærke stoffet under håndfladen, nålene mellem læberne. Og det at læserytmen bestemmes af éns håndteren af redskaberne og langsomme udforskning af mønstrene gør selve læsningen til en kropslig oplevelse.
“The user interface of the garment”, står der. Fortælleren endte måske nok i en anden boldgade end sin mor, hvis mønster hun ønskede at bryde, men så alligevel – længere er der måske alligevel ikke fra symaskine til computer. To manuelt-maskinelle arbejdsprocesser. Som læseren begge inddrages i med musen, idet han eller hun, med en fin ironi, også underkaster sig anvisningerne. Og når stoffet er brugt op, er historien ude.
Den visuelle del af Fitting the Pattern er i øvrigt skabt ved hjælp af open-source-mønstre fra Burda.
Man kommer ud på toilettet på universitetet. Og pludselig er der spækket med hvide plastikbægre. Ikke bare henne i hjørnet ved vasken, men ud over hele gulvet, som om der lige var kommet et maratonløb forbi. Man opdager det måske ikke engang i første omgang, ja, man går måske ligefrem igennem dem, men bagefter kan man næsten ikke forstå, at man var i stand til det. Er der nogen, der gået amok? Nej, det er bare en endagsudstilling.
Harmen de Hoop forstår at lave rod i systemet. Helt diskret. Han kiler sig ligesom ind. Hvilket ikke betyder, at det bliver uden effekt. Tænk bare på den halve basketballbane, han malede i et nyt kvarter i Amsterdam. Efter nogen tid satte kommunen også en kurv op. Så sig ikke, street art altid er undergravende.
Nogle af hans billeder er virkelighed, der er blevet til performance, andre performances, der føjer sømløst ind i virkeligheden. Eller også er det bare noget jeg forestiller mig. Og spørg mig ikke, hvor grænsen går.
Blot et par ord kan gøre en stor forskel: Recycle Please på skraldedyngen. HOTEL på busstopskuret. Eller hvad man en lille apartheid-øvelse i den lokale ejendom?
Alene at kalde noget en levende skulptur (det kunne være et får i en forhave eller bare en dreng, der spiller fodbold) er at gøre noget ved verden.
Man kan også sende et forslag til kommunen om at sætte musik til byens statuer. Eller man kan opdatere dem:
Decembers anden låge tager sit udgangspunkt i denne imponerende reklamefilm for 4th Estate (et imprint under HarperCollins) i anledning af forlagets 25-års jubilæum. Det tog folkene bag animationen nogle uger uden megen søvn og ikke mindst små tusind bøger at producere den. Se den i bedre udgave her og følg tilblivelsesprocessen.
“Den fjerde statsmagt” (pressen), som forlaget er opkaldt efter, har i øvrigt meget passende fået følgeskab af bloggen 5th Estate (nettet).
Filmen mindede mig om reklamefilmene for Douglas Couplands The Gum Thief, der kom ud for et år siden – et eksempel på sjældent opfindsom markedsføring af litteratur. Det var svært at vælge en enkelt af dem – se dem alle – men pas på, man får lyst til at købe bogen, og dette er jo en pengeløs julekalender.
Men når nu vi er ved Douglas Coupland, er vi jo også nødt til at runde forfatterens billedkunstneriske aktiviteter, hvor han også arbejder med bogen som genstand – bl.a. i værker som det skulpturelle Fifty Books I Have Read More Than Once og collagerne The Penguins – og med grafisk design og logoer som hans Corporate Safety Blankets.
Fra litteratur til reklame til design til kunst i en ring, der formodentlig aldrig sluttes.
For at imødegå finanskrisen i denne svære juletid lancerer vi hermed den pengeløse gavekalender.
Den første låge rummer tilmed en gave i mere end én forstand. Glasgow-baserede David Bellingham, der i flere omgange har bidraget til Afsnit P, ikke mindst med projektet Copenhagen Sections (2000), valgte nemlig i september i år at forære sin nye bog væk. Fresh Fruit & Tables, som den hedder, blev distribueret igennem en række britiske biblioteker, og kan desuden stadig downloades frit som pdf fra websitet.
Bogen er, så vidt jeg kan se, blandt andet en tiltrængt opsamling af Bellinghams mange, i sagens natur meget flygtige postkortværker. Den virker samtidig som den mest rendyrket konkretpoetiske af hans bøger, et indtryk, der nok til dels fremkaldes af, at det er den mest grafiske – holdt i sorthvid – og fx. også rummer en hilsen til en af den visuelle poesis klassikere, Christian Morgenstern, hvis Fisches Nachtgesang (1905) her opdateres med en tilsvarende dagssang:
Enkelte “digttegninger” går desuden i en interessant dialog med Cia Rinne.
Apropos konkret poesi udgav David Bellingham i øvrigt i 2002, sammen med Thomas A. Clark, et fint udvalg af den skotske konkretist Ian Hamilton Finlays digte, The Blue Sail på sit forlag WAX366.
Og nu har manden langt om længe også fået en hjemmeside. Værsgo at tage for dig af herlighederne!
I Århus Kunstbygning har en kunstnersammenslutning, der kalder sig Jylland, allieret sig med en række forfattere om en fælles udstilling.
På Københavns Hovedbibliotek har Kim Asbury og Todd Ayoung kurateret udstillingen Unnameable Name med “observationer” og “uidentificerede objekter i huller, brud og på tomme pladser imellem bøgerne”. Udstillingen kommer fra New York, hvor den blev vist i foråret, men er til lejligheden blevet udvidet med bidrag af syv lokale kunstnere.
Og på Vesterbro har Suvi Andrea Helminen filmet Sternberg, imens han lufter hunden og sin indre standupper.
I Malmö åbner den femte Electrohype-biennale for computerbaseret og teknologisk kunst.
Det er noget af et projekt, billedkunstneren Melik Ohanian (f. 1969 i Frankrig) i disse måneder gennemfører i Paris og omegn – herunder med afsløringen af flere nye udsmykningsopgaver (bl.a. i bydelen Bellevilles svømmehal), filmvisninger, billboards rundt i bybilledet, multiples, samt adskillige udstillinger på gallerier og museer. I alt 15 forskellige institutioner er involveret i From The Voice To The Hand.
Et af de vigtigste venues er udstillingsstedet Le Plateau, hvortil Ohanian bl.a. har skabt installationen 10.000 Letters, bestående af ti tusind håndlavede gipsbogstaver. Bogstaverne er anbragt på gulvet i bunker, hver repræsenterende et citat. Størsteparten af ophavsmændene er franske tænkere, hvis navne diskret står anført på de nedsænkede neonrør, der deler rummet i to. I installationen er citatbunkerne ulæselige, hulter til bulter som bogstaverne ligger, men på nettet kan de til gengæld høres med forfatternes egen røst. Undtagen et enkelt: et latinsk palindrom – IN GIRUM IMUS NOCTE ET CONSUMIMUR IGNI – titlen på en Guy Debord-film, “Vi går i rundkreds i natten og ædes op af ilden”.
Meningen er, at publikum selv skal formulere nye ord ud fra bogstaverne, og enkelte havde ladet sig inspirere til nye, tredimensionelle rundgange, selv om det, da undertegnede var forbi forleden, var de færreste, der overhovedet havde vovet eller ønsket at forstyrre værkets renhed.
Henri Bergson er repræsenteret med 287 bogstaver, svarende til de to sætninger, filosoffen læste som en lydprøve før et interview med Le Musée de la Parole i 1936. Selve interviewet blev aldrig til noget, og optagelsen er efter sigende den eneste af Bergsons stemme. Hvad han siger, er næsten lige så svært at høre som at læse, og man får kun én chance på hjemmesiden. Hvis ikke man vil investere i vinylpladen, som indgår i en serie af multiples.
På nettet får man tilsvarende lov at se Ohanian tabe et Kalasjnikov-gevær af glas på gulvet, imens man på galleriet blot ser skårene. Det er flygtig og fragmenteret kunst, hvis puslespilbrikker, man skal være yderst ihærdig for at samle, men de enkelte dele er heldigvis smukke i sig selv. Også det kæmpe svært aflæselige ur, Trouble Time(s), som hænger til sidst på udstillingen. Eller først om man vil: kunstneren har nemlig fået udstillingsstedet til midlertidigt at flytte sin entré til nødudgangen, imens den normale indgang er blændet. Ved “nødindgangen” kan man til gengæld til hver en tid tjekke, hvad klokken er på Mars (Relative Time).
2009-udgaven af e-Poetry-festivalen og -konferencen for elektronisk litteratur finder sted i Barcelona 24-27. maj. Deadline for indsendelse af værker og papers er 1. december.
Digtsamlingen Ofte stillede spørgsmål af Christian Yde Frostholmtager sit udgangspunkt i, hvordan vi taler om os selv og hinanden i det særlige offentlige rum, der hedder internettet. Digtene udforsker hvordan informationsteknologien påvirker den menneskelige identitet og selvforståelse, og teksterne er på samme måde som nettet komponeret i et flow af stort og småt, poesi, komik og gru, stemmer og i særdeleshed spørgsmål. I centrum står kærligheden, kønnet og seksualiteten.
Caroline Bergvall (UK/N/F) holder foredrag og læser op på Københavns Universitet Amager onsdag 22. oktober kl. 12-14 (lokale 23.4.39). Bergvall vil blandt andet tale om konceptuel poesi, skriftens sociale engagement og om hvad der forstås ved performative writing. Hør og læs mere Bergvall her.
Zenon Fajfer og Katarzyna Bazarnik: Oka-leczenie (“Øje-healing”), triple-codex-bog (2000)
Liberatur kalder den polske forfatter og dramatiker Zenon Fajfer forsøgsvis den litteratur, som ikke indskrænker sit perspektiv til selve tekstens ordlyd og betydning, men hvis forfatter “udtrykker sig med hele bogen” (liber), dens fysiske form og opbygning. I en fin lille artikel fra 1999, oversat i Den Blå Port nr. 79 med nyskrevet Post Scriptum, slår Fajfer til lyd for en skrivning, som ikke blot tager bogens rum for givet, men i stil med samtidens teater – og billedkunst kunne man tilføje – starter med at opbygge sit eget rum fra grunden.
Uden bevidsthed om bog og bogstav, ingen litterær fornyelse, mener Fajfer. En forfatter, der overlader valget af skrifttype til sin forlægger, er i virkeligheden ikke anderledes end en komponist, der overlader beslutningen om, hvilke instrumenter det skal fremføres med til dirigenten. For “skrifttypen i en bog er som klangfarven i musik”.
Liberatur-genrebetegnelsen er vigtig for Fajfer, fordi den nuværende tendens til at sortere al tekstkunst, som arbejder med sin fysiske form, under billedkunstkategorier som fx artists’ book’ener det samme som at fornægte værkernes litterære kvaliteter. Og betegnelsen har åbenbart slået an, i al fald i Polen, hvor der findes siden 2002 et Libertatur-læserum i Krakow, ligesom tidsskriftet Ha!art udgiver en “Liberatura”-bogserie.
Også Martin Larsen, der mailinterviewes af Thomas Hvid Kromann i samme Blå Port (“Virtuelle dansker on demand”), har problemer med artist’s book’en, ikke mindst når den repræsenterer en fetichering af bogen. For ham er “litteraturens materielle fattigdom” som masseproduceret brugsgenstand også “dens største rigdom”. Om så blot i otte eksemplarer.
Hvor Fajfer er unødigt optaget af at “redde bogen fra at blive udslettet af de elektroniske medier”, er Larsen lidt mere frugtbart bevidst om det mediespecifikke, både når det gælder trykt eller digital litteratur: “Bogen og computerskærmen er to medier som er interaktive og taktile på hver deres, helt forskellige måde, og for meningsfuldt at udgive noget som elektronisk tekst må man finde en eller anden interessant måde at udnytte den elektroniske teksts muligheder på.”
Ja, og måske er det faktisk computeren, vi kan takke for, at vi har lettere ved at se bogen og de litterære valg, den implicit eller eksplicit rummer. “Mange af os læser jo simpelthen mange flere elektroniske ord dagligt end vi læser trykte ord,” som Martin Larsen skriver. “Alene det skulle man tro var tilstrækkelig grund til at selve det trykte ords fremtræden og materialitet (og dermed de indbyggede regler og rutiner og muligheder og begrænsninger) helt naturligt præsenterede sig for de skrivende som noget der er værd at tænke over.”
Midt imellem Fajfers essay og det inspirerende Larsen-interview står så Jonathan Safran Foers korte tekst “Et forstudie til en tegnsætning for hjertesygdom”, der indfører en række helt nye tegn for at dække et underbemidlet område inden for skriftsproget, nemlig tavsheden. En slags udvidet smiley-alfabet dér, hvor sproget ellers kommer til kort. Ligesom i Safran Foers øvrige forfatterskab er det det usagte, som komisk-rørende kommer til overfladen som grafiske uregelmæssigheder og i samme bevægelse forstyrrer sprogets transparens ved at gøre tekstbilledet over-synligt:
Til sidst sidder man og læser lutter pile og kasser og andre dingbats – en tekstperformance på grænsen til det asemiske. Hvilket uvægerligt fører tankerne hen på Victor Borges klassiske sketch Phonetic Punctuation og Carl Fredrik Reuterswärds Prix Nobel-plade og -bøger.
Den Blå Port har i øvrigt med dette lovende nummer fået ny redaktion bestående af Mathilde Walter Clark, Nikolaj Zeuthen og Torben Jelsbak. Og ny form naturligvis.
Ubuweb har tilføjet den geniale svenske tekst/lyd-digter Åke Hodells performancefilm Lågsniff til sit bugnende arkiv. En forrygende, kulsort og kras forestilling. “De sagde at Anden Verdenskrig var morsommere and Første Verdenskrig. De siger at Tredje Verdenskrig bliver endnu morsommere…” Poet-piloterne i filmen er også fire af den svenske konkretpoesis hovedpersoner: Hodell, Bengt Emil Johnson, Torsten Ekbom og Leif Nylén – assisteret af stewardesserne Sissi Nilsson og Elisabeth Nylén.
Filmen, der kun blev sendt en enkelt gang på svensk tv i 1965, blev i 2002 fundet frem fra glemslen og udgivet på dvd af Rönnells Antikvarat i Stockholm, hvorfra den stadig kan bestilles.
Noah Wardrip-Fruin: Talking Cure i Bergen (foto: Scott Rettberg)
Som Loss Pequeño Glazier har gjort opmærksom på, forstås den elektroniske litteratur bedst, hvis man ser den som en fortsættelse af den eksperimentelle trykte litteratur. Men af en eller anden grund er springet fra papiret til computeren åbenbart så stort, at en del har svært ved at følge med. I den akademiske verden for eksempel hører den digitale del af litteraturen sjældent ind under litteraturvidenskaben, men oftere (hvis overhovedet) under medie-, it- eller mere teknisk klingende fag og institutioner. Hvilket vel i yderste konsekvens burde betyde, at den trykte litteratur skulle studeres på noget i retning af Den grafiske Højskole?
Jeg kom til at tænke på det til seminaret Electronic Poetry i Europe på Humanistisk Informatik i Bergen for nylig, som fandt sted mere eller mindre upåagtet af universitets litteraturvidenskabelige miljø, på trods af at det endda omfattede en åben aften med readings. Hvilket var en enestående mulighed for virkelig at blive imødekommet af den “digitalt fødte” litteratur.
Elektroniske oplæsninger – eller performances – giver læserne mulighed for at sidde på samme side af skærmen som forfatteren og for at dele en oplevelse, der som al læsning måske til tider kan føles ensom og famlende. Og nogle gange får man måske ligefrem lov til at deltage i skrivningen af den tekst, der læses – mens den bliver læst. Det var for eksempel tilfældet i Bergen med Ian Hatchers digtprojekt, Opening Sources. En god del af publikum havde medbragt den bærbare og ved oplæsningens begyndelse blev de lukket (eller snarere logget) ind til teksten med mulighed for at omskrive den, ét ord ad gangen. Med tiden blev digteren så at sige bare en marionet, der læste, hvad end publikum måtte byde ham. Klart en form med potentiale.
Andre tilbød læserne den luksus at blive guidet rundt i værkerne, som blev projiceret op på væggen foran eller bag dem, og som forfatterne naturligvis kender bedre end de fleste: En slags recitation med musen, om man vil. Men i flere tilfælde også ledsaget af en traditionel mundtlig oplæsning af de tekster, der stod skrevet, kom til syne eller blev genereret.
Fordi skabelsen og oplevelsen af værkerne kræver maskinel bistand, betyder det jo ikke at kroppen er blevet sat ud af spil. Ofte tværtimod.
Maria Mencia: Speech-Sound Generated Visual Poems and Accidental Meaning, Landmark, Bergen
På kunstindustrimuseet Permanenten “demonstrerede” Ottar Ormstad sine Svevedikte iført et par knaldgule bukser som et stort Y, mens han gav et par sproglige hints til de ikke-norskkyndige. Noah Wardrip-Fruin læste op siddende foran et kamera, hvis output blev gengivet med (hele tre lag af) skrift på skærmen, i en sammensmeltning af hans læsende ansigt og den læste tekst. Og på Landmark lod Maria Mencia stemmens lyd og kraft tegne skriftbilleder. Imens Judd Morrissey lod to performere inkarnere og recitere sit kæmpe visuelle digt, som boltrede sig i hele rummets længde. For blot at nævne nogle eksempler.
Apropos parkeringspladser har Kopenhagen en ret fin fotoreportage fra gruppen KUBIKs installation i Københavns gader, ParallelParkering (hvis p-billet desværre allerede er udløbet).
De rå fabrikslokaler i Sukkerfabrikken i Stege er en perfekt location for fluxus-udstillingen Food for Thought. Udstillingen er startskuddet for U-TURNs kvadriennale som fra 5. september og et par måneder frem finder sted i de gamle Carlsberg Bryggerier i Valby, i Nikolaj samt rundt omkring i Københavns byrum. Grundrecepten er lyd og madvarer – i bred og grænseoverskridende fluxus-forstand. Der er Bjørn Nørgaards legendariske hesteslagtning i kælderen, suppeservering og -diskussion i fluxuskøkkenet ovenpå og diverse madvarer og yndlingsredskaber (for eksempel Joseph Beuys pølsekniv) i det tilhørende wunderkammer. I samlingen af fetichobjekter indgår to værker af den geniale belgiske kunstner Broodthaers: alt-godt-fra-havet-planchen Citron-Citröen og flaskeposten Le Manuscript trouvé dans une Bouteille. Da Broodthaers som ung lærte Magritte at kende, blev han særligt fascineret af anvendelsen af ord til at modsige et visuelt udtryk. Lingvistisk og visuel repræsentation blev et omdrejningspunkt i hans egen kunstneriske undersøgelse.
Pangordene citron og citroën’s lysende kontrast giver planchens akvamarinblå nostalgi et helt andet og komplekst udtryk – både hvad angår betydning og farveholdning. Den surrealistiske blanding af zoologisk klassificering og bilindustri optræder også i andre af Broodthaers’ plancher – en genre han yndede -, for eksempel Les Animaux de la Ferme som afbilleder 15 forskellige kvægracer med et bilmærke skrevet under hvert billede. Modsætningen mellem billede og ord undergraver den klarhed og entydighed der ellers kendetegner undervisningsplanchen.
Referenceforholdet mellem tekst og ting er også drilagtigt på spil i flaske-værket. Her er det ikke bordeaux-flaskens vante flydende indhold der er i søgelyset, men flasken som tekstbeholder og tekstobjekt. Genstanden bærer inskriptionen Manuscript 1833 – en henvisning til Poes novelle Manuscript found in a Bottle fra 1833. På den tilhørende karton står samme titel på tysk med dateringerne 1833 og 1974. I værket anno 74 er objektet og dens emballage selve teksten, samtidig med at der trækkes spor tilbage til den traditionelle litterære tekst – den er blot ikke tilgængelig for læsning. Man kan med andre ord ikke komme ind i manuskriptets hemmeligheder – det er i overfladerne det foregår. Ud over kartonen var flasken i sin tid i 1974 også indpakket i et stykke silkepapir hvor der stod Broodthaers: The Manuscript, efterfulgt af en lille tekst i tre versioner – en engelsk, tysk og fransk – om objektet; altså en almindelig Bordeaux-hvidvinsflaske hvis inskription refererer til Poe … osv.
Broodthaers kom oprindelig fra poesiens verden, men efter at have levet 20 år som fattig digter, greb han til den symbolske handling at indstøbe 50 usolgte eksemplarer af digtsamlingen Pense-Bête i gips. Teksten var forseglet, gjort ulæselig – til gengæld var hans første bogobjekt blevet født!
Nok om Broodthaers for denne gang. Der er forresten også meget andet at komme efter i Sukkerfabrikken i Stege – af både ældre og nyere værker. Blandt de sidste for eksempel nogle temmelig syrede performanceværker på video. Lilibeth Cuenca der i anledningen af udstillingen går amok med en malerkost mellem benene. Og ikke mindst det finske klagekor der fra karsken bælg og med stiff upperlip gjalder løs om hverdagens sorger og fortrædeligheder. Det sidste er ubetaleligt morsomt.
Bommen er endegyldigt gået ned for P-kælderen, som blev åbnet i 2004. De sidste to p’er er netop parkeret. Men den underjordiske verden kan naturligvis stadig udforskes (du finder det også via galleriet). Tak til alle der bidrog!
